Klædt på til kærlighed

MODERNE KÆRLIGHED: Den romantiske forestilling om den eneste ene har det svært i en tid, hvor fire ud af 10 ægteskaber ender med skilsmisse

En tegning af et ungt smilende par, der står tæt sammen under en paraply, illustrerer Kristen Skandinavisk Kontaktformidlings hjemmeside på Internet. Ved at klikke på et ikon i form af en rød rose kan man melde sig ind i kontaktbureauet via e-mail. - Det er nødvendigt med en kristen kontaktformidling, for der er vældig mange ensomme og enlige kristne mennesker, der gerne vil have en partner med den samme tro som en selv. Men kristne går ikke så tit på restauranter og pubber for at træffe andre. De vil hellere henvende sig til os, og vi er seriøse, siger danskfødte Hanne Ibsen, der har boet i Norge i en årrække. Fra Trondhjem leder hun Kristen Skandinavisk Kontaktformidling i samarbejde med dets ejer Katarina, der ikke ønsker sit efternavn i avisen. Hun stiftede i 1992 bureauet, der i dag har cirka 1000 både aktive og passive medlemmer. De fleste er nordmænd, men der er også svenskere og danskere, alle i alderen 25 til 80 år. Det koster 350 kr. at blive medlem samt 150 kr. pr. formidlet kontakt. - En god del af medlemmerne er unge mænd. Men det er et problem at skaffe kontakter til dem, fordi vi mangler unge kvinder. De er mere forsigtige med at henvende sig. Derfor er vi gået på Internet og annoncerer aktivt, blandt andet i Kristeligt Dagblad. Ifølge Hanne Ibsen søger medlemmerne efter en partner, der tilhører det samme trossamfund og deler ens livssyn. Der lægges også vægt på, om partneren er skilt, enke eller enkemand eller altid har været alene. - Udseendet er mindre vigtigt, mens det indre og om kemien passer, tæller mest. Desuden forventer man tryghed og kommunikation med en ligesindet. Det hænder, at vi får tilsendt takkebreve og bryllupsbilleder fra glade medlemmer, der har fundet en partner. Men vi har også gamle medlemmer, der har fundet en partner gennem os, og som vender tilbage, fordi forholdet gik i stykker. Og nu ønsker de en ny kontakt, fortæller hun. Splittet kærlighed I Danmark lever 1,5 millioner mennesker alene. Af gifte er der 1,75 millioner mænd, og 1,77 millioner kvinder. Cirka 40 procent af alle ægteskaber bliver opløst, oplyser Danmarks Statistik. Kær-ligheden og romantikken anno 2000 trives tilsyneladende ikke. Hvorfor? - Den har det kompliceret, fordi den er splittet mellem to systemer. På den ene side en kærlighedsopfattelse, der stammer fra 1800-tallet, og på den anden side en kønskultur, der har udviklet sig efter 1960, forklarer Jens Haugaard, lektor på Nordisk Institut på Aarhus Universitet og forfatter til bogen »Dolken og såret«, der handler om 1800-tallets romantiske kærlighedsopfattelse. - I den romantiske kærlighedsopfattelse opererer man med den eneste ene og kender kun en partner hele livet. I den anden opfattelse kender man mange partnere, måske 10, 20 eller 30, i perioden fra 13-15- og 30 års-alderen. Efter den tid har man flere længerevarende forhold. Det kaldes for serielt monogami, når man gennem et liv skifter mellem to-tre faste forhold og en række korte eller længere forhold. Det er en modsætning, som folk opfatter som tragisk. Mange er ulykkelige og kan ikke forstå, hvorfor de ikke kan finde den eneste ene. Man har en forestilling om, at der er én, der er bestemt for én, men oplever at møde ham eller hende flere gange. - Det bedste svar på, hvorfor vi hænger fast i den romantiske forestilling, når nu virkeligheden viser noget andet, er, at det, at én er bestemt for én, bringer orden i livet. Det giver fornemmelse af, at alt i ens liv er betydningsfuldt og sammenhængende. Og netop det at tro, at én er udpeget af en eller anden instans, Gud, skaber orden. Det serielle monogami skaber også orden, men kun for kortere perioder ad gangen. Jeg tror ikke, at det er muligt at afskaffe ideen om den eneste ene, da den har sin plads i verden ligesom menneskerettighederne og kvindernes ligestilling. Men jeg tror, det vil være en løsning, hvis man kan reducere forestillingen om den eneste ene som én, der er forudbestemt af en højere magt og skal holde livet udtil, at den eneste ene er den, man elsker nu, foreslår Jens Haugaard. Forelsket i forelskelsen Han henviser til, at det samtidig er svært at leve i en kultur, der har sat seksualiteten i fokus i kærlighedslivet. Det havde tidligere til formål at holde familien sammen, men i dag har det til formål at fremkalde lyst. - Seksuelt begær er i forbindelse med evolutionen blevet udviklet til at rette sig mod det fremmede for at undgå indavl. Seksualiteten har derfor kræfter, der må forvandles til mere end begær, hvis man vil være i et forhold. Der må i ægteskabet være tryghed, bekræftelse, nærhed og fælles interesser som kompensation for, at seksualiteten bliver vaneagtig, mener Jens Haugaard. Sognepræst Lene Matthies Herskind, Christianskirken og Vor Frelser Kirke i København, har aldrig mødt et brudepar, der ikke tog vielsesritualets påbud om at elske og ære alvorligt. - Vores synd er så, at vi ikke kan leve op til det løfte. Hver dag er jo ikke en bryllupsfest. Men hvis man gennemlever kriser, kan man genopdage hinanden og nye sider hos den anden. I dag er vi nok lidt hurtige til at sige »duer ikke, smid væk«, siger præsten, der selv er gift for anden gang. - Ægteskabet er en borgerlig konvention og ramme om en tryghed og stabilitet, som ethvert menneske og samfund kan ønske sig. Men for mig at se sprænger kærligheden og livet hele tiden alle rammer. Det menneske, vi gifter os med, er også et evangelium, fordi det menneske vil komme til at forskrække os, glæde os og forarge os på en masse overraskende måder. - Den kunst, der udgør livet, er, at man på den ene side vil have tryghed og rammer, og på den anden side fristes vi af, at vi gerne vil bryde ud og mærke livet og pulsen, og det kan vi ikke altid opleve med vores partner. Det må vi opveje mod hinanden, og det er en balance, som vi må finde ud af efterhånden, som vi bliver voksne. Det er ikke sikkert, det er ægteskabets skyld, hvis det opleves som en endeløs række af leverpostejmadder. Jeg er kristen, og jeg tror på, at Guds kærlighedsånd vil gøre os nye for hinanden i ægteskabet. Det beder vi om, når vi bliver gift. - Man kan møde mennesker af det modsatte køn, som virker enormt inspirerende, men derfor behøver man jo ikke fuldbyrde det møde. Man kan også blive forelsket i forelskelsen. Men jeg tror stadig på, som Paulus siger det, at man skal iføre sig kærligheden i det samarbejde, man nu engang er sat i og tage sit ægteskab på sig, understreger Lene Matthies Herskind. Sidespring Privatpraktiserende psykolog Michael Bruun, København, har mellem tre og fire par i parterapi om ugen. Han betegner ægteskabet som hårdt arbejde. - Folk har ofte en forventning om, at når de er blevet gift, kører det ægteskab bare. Så det kommer bag på dem, at der opstår proble-mer undervejs, blandt andet når børnene er små. Dér er der ikke meget plads til kærlighed, og ægteskabet bliver et praktisk arbejdsfællesskab i nogle år. Og når der ikke er ret meget tid til hinanden, øges risikoen for, at man går forkert af hinanden. - Problemet er også, at begge parter ofte har en forventning om, at den anden skal bekræfte mig og mine behov, og så går det galt. For at være i et parforhold kræver det tid til at følge med i hinanden. Det er ikke bare noget, man kan tænde for fredag aften, hvor man har været væk fra hinanden hele ugen på grund af arbejde og fritidsinteresser. Så føles det for nogle lettere at begynde at kigge sig om efter en anden og have sidespring, som jeg oplever forekommer oftere, end man tror. Man får en følelse af at blive særligt bekræftet, men man holder sidespringet for sig selv, så længe det ikke udgør en trussel for parforholdet, fortæller Michael Bruun. I sin praksis oplever han, at par har masser af god vilje til i fællesskab at prøve at få forholdet til at fungere. Her taler de i en hel time med hinanden og med ham, og det er en luksus, for så meget tid bruger de ikke på hinanden i hverdagen. - At få et parforhold, der fungerer, kræver, at man dyrker det. Men de vilkår og rammer, vi byder parforholdet, er ikke særligt gode for dets bestående. Masser af mennesker synes, det er besværligt at leve i parforhold og vælger at bo alene og have kærester ind i mellem. Nogle er triste over det, andre har resigneret eller valgt, at de har det bedst alene. Men generelt vil de fleste gerne have et fast parforhold. Det ligger meget dybt i os, at sådan skal det være. Og det at få børn og have en familie er grundlæggende for os som kultur, siger Michael Bruun og tilføjer: - Men jeg tror, det vil ændre sig, så det også bliver en del af vores kultur at bo alene.