Kristen meditation er det modsatte af præstation

Kristen meditation skal ikke bruges til at gøre os mere effektive, men derimod gøre os mere modtagelige over for evangeliets budskab, mener præst og retræteleder Gerhard Pedersen

Kristen meditation handler om at søge Gud, mener Gerhard Pedersen
Kristen meditation handler om at søge Gud, mener Gerhard Pedersen. Foto: Colorbox

Meditation, som er en gammel kristen kloster-praksis, betyder at søge imod midten. I nyere tid er begrebet blevet overtaget af nyreligiøse bevægelser som følge af, at den protestantiske tradition havde glemt meditationen, forklarer præsten Gerhard Pedersen.

Ifølge den tidligere rektor for Pastoralseminariet i Århus og nuværende retræteleder er forskellen på kristen og anden meditation, at kristen meditation altid tager udgangspunkt i Bibelen og det bibelske budskab og først og fremmest henter sit indhold i Det Nye Testamentes evangelier.

- Det gør en forskel, for det giver meditationen et indhold, som bevirker, at det ikke bare er et spørgsmål om at tømme sit sind, men om at fylde sit sind med noget andet. Kristen meditation og bøn kan altså ikke bruges til stresshåndtering og til at blive mere effektiv, fordi det ikke har andet formål end at tage imod evangeliets budskab, siger Gerhard Pedersen og fortsætter:

- Kristen bøn og meditation er altså det modsatte af præstation. Når forretningsfolk og andre mediterer efter andre metoder, er det for at komme til at præstere mere. Om det er noget for den enkelte, må vedkommende gøre op med sig selv.

- Kristen meditation søger Gud, som træder os nær evangeliets budskab. En bøn eller meditation kan have form af en engel, et krucifiks, den hellige treenighed eller Jesus, men omdrejningspunktet i meditationen er noget, der kommer til én udefra, siger Gerhard Pedersen og tilføjer:

- Kristen meditation forventer således noget fra en personlig instans uden for mennesket selv: Gud.

remar@kristeligt-dagblad.dk