Kristendommen skal leves

Teologen Anna Marie Aagaard ville egentlig have været lægemissionær i Indien, men teologien blev hendes liv, og her har hun kæmpet mod tendensen til at puste teologi op til at være absolut

Hvad hjælper det, at Jesus kommer, hvis han ikke kommer til os? Advent kan ikke være på distance, fordi den har så mange lag og er et personligt møde, siger Anna Marie Aagaard.
Hvad hjælper det, at Jesus kommer, hvis han ikke kommer til os? Advent kan ikke være på distance, fordi den har så mange lag og er et personligt møde, siger Anna Marie Aagaard. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Det er tid til at geare ned. Professor Anna Marie Aagaard er for nylig flyttet og skal have bøgerne i reolerne sat i orden. I det hele taget skal hun falde til i de nye omgivelser: en lejlighed med masser af lys og udsigt over Århus-bugten. Planen om at geare ned skyldes ikke sliddet med flytningen, men den tilstundende adventstid. Der er to dage til første søndag i advent, og mens mange sætter tempoet op for at få plads til juleriet, vil hun prøve at få tid til besindelse.

"Du har bods- eller renselsestid før festens glæder. I den lange kirkelige tradition i kristendommen har boden været en slags festforberedelse. Det handler om at gå af med alt det overflødige og besinde sig på, hvad det er, der skal fejres. Bod kan være at stå af forestillingen om, at man selv bestemmer det hele, eller afstå fra forestillingen om, at man ikke kan noget og ikke har noget ansvar", siger Anna Marie Aagaard.

I årtier har teologien været hendes verden, og for nylig udkom bogen "Ånd har krop", som viser, at Anna Marie Aagaard stadig er levende optaget af at give troen ord til tiden. Bogen er udkommet på forlaget Anis og er et bud på, hvad det vil sige at tro på Gud i dag. Hvordan vil hun forklare advent? Hun kommer i tanke om en præst, der engang sagde: Nådens år er rundt. Det udtryk indfanger advent, mener hun.

"Advent tematiserer, at nådens år er rundt. I kirken læser præsten teksten om Jesu indtog i Jerusalem. I adventstiden drager Jesus ind til Jerusalem – det er samtidig i kirkeåret på vej til Betlehem, Maria, fødselshulen og på vej til at blive menneskets frelser. Men samme tekst bruger kirken palmesøndag, hvor Jesus rider ind til Golgata og korset. Så Jesus rider ind til andet end juletræer, godter og gaver. I kirkens forvaltning af bibelteksterne klinger det med, at indtoget er et indtog til Golgata, til overvindelse af død og opstandelse. Jesus kommer ikke bare på vej til Betlehem og på vej til Golgata, men han kommer til os hver søndag i nadveren. Det har været det bærende i kirkens brug af den fortælling. Og det er det, som er interessant for mig", siger hun og tilføjer:

"Hvad hjælper det, at Jesus kommer, hvis han ikke kommer til os? Advent kan ikke være på distance, fordi den har så mange lag og er et personligt møde".

Det var et personligt møde med entusiastiske ydremissionærer på gennemrejse i fædrelandet, der i mange år satte rammerne om Anna Marie Aagaards livsdrøm. Hun voksede op i et præstehjem i Vejle og var en lille pige under Anden Verdenskrig, men gammel nok til at længes efter en verden, som ikke var lukket omkring tyskerne, nazismen og mørket.

"Vi var på mange måder spærret inde, men min far havde noget at gøre med Dansk Missions Selskab, og de missionærer, som rejste rundt i landet og fortalte, overnattede ofte i præstegården. Her mødte jeg nogen, der havde været ude at virke i forbindelse med unge kirker andre steder i verden og oplevet, at verden ikke var lukket. Mange af dem var ildsjæle, og jeg husker deres foredrag som noget af det mest spændende", siger Anna Marie Aagaard.

I mange år var planen at tage til Indien som lægemissionær. Hvorfor hun blev nysproglig student fra Sønderborg Statsskole og få måneder senere, i efteråret 1953, begyndte på teologistudiet på Aarhus Universitet, kan hun ikke forklare. På universitetet mødte hun den ældre medstuderende Johannes Aagaard, der også havde en barnedrøm om at blive missionær, men i modsætning til Anna Marie Aagaard havde han været på en rejse til Indien.

"Mange sagde, det var barnerov. Jeg var 19 år, da vi blev gift", siger hun.

Det ligger ikke til Anna Marie Aagaards beskedne natur at gøre opmærksom på, at hun på mange måder har skrevet kvindehistorie med sit liv. Men hun skrev historie, da hun i 1961 som teologisk kandidat blev ansat som den første kvindelige teolog på Det Teologiske Fakultet.

"Jeg delte skrivebord med Regin Prenter. Han var den store professor i dogmatik, mens jeg var den unge nyansatte. Han var uhyre korrekt, ordentlig og hjælpsom. Vi havde hver vores halvdel af skrivebordet, men i bagklogskabens lys kan jeg se, at det gjaldt om for mig at finde et område, hvor jeg kunne begynde at gøre mig egne erfaringer og formulere mig teologisk. Der er så mange, der kan en hel masse om Grundtvig, Kierkegaard og Luther, så jeg har prøvet, om der ikke var andre dele af den kristne tradition, der kunne være konstruktive at beskæftige sig med", siger hun om baggrunden for, at hun i en tid præget af skandinavisk Luthertolkning valgte at fordybe sig i ortodoks og katolsk teologi, hvilket lagde grunden for den doktordisputats, hun forsvarede i 1973, "Helligånden sendt til verden".

Med disputatsen blev hun landets første kvindelige doktor i teologi. Disputatsen cementerede også hendes position i den nationale og internationale forskning og har givet hende adgang til at forelæse på anerkendte teologiske skoler flere steder i verden, ikke mindst Yale Divinity School i USA.

"Jeg har meget svært ved at puste teologi op til at være absolut. Teologi er altid eftertanke. Hvis det skal have noget indhold, så er teologi eftertanke af lovprisning og bøn. Jeg har svært ved at puste en form for eftertanke, der altid benytter sig af det forhåndenværende sprog, op til at være absolut, for der er mange muligheder for kritisk at eftertænke kristen tro og livsholdning. Jeg reagerer mod, at der kun er én form for teologi, som dur", siger Anna Marie Aagaard og uddyber:

"Der er ikke noget større, bredere og dybere end Kristi legeme, og derfor giver kirkepolitiske kampe heller ikke nogen mening, for hvis der er et sted, hvor konflikter skal kunne holdes ud og endda måske løses, så må det være i Kristi legeme".

Nogle af sine bedste venner har Anna Marie Aagaard blandt amerikanske katolikker. I forbindelse med en forelæsningsrække i USA blev hun inviteret til Maryknoll-søstrene, og et tæt venskab mellem den danske professor og søstrene opstod. Også åndeligt set har venskabet med de amerikanske katolikker haft afgørende betydning.

"Her mødte jeg mennesker, der levede i en tradition, hvor kristendom ikke var på distancen. Jeg kom i forbindelse med en kristen praksis, der involverer nogle religiøse tegn som at slå korsets tegn, knæle og tænde lys. Man kan slå det hen og sige, at det er noget ydre, men på den anden side: Ånd har krop", siger hun.

Og meget af det, hun har mødt hos ordnen, har hun taget med sig. Hendes liv har været for omflakkende til, at hun har fået tilknytning til en sognemenighed, men hendes hjemlige base i Århus har været en økumenisk basismenighed, som har karakter af et netværk. Hver fredag mødes hun med godt 20 andre, på tværs af kirkeskel, til nadver og fællesspisning.

"Det har været vigtigt for mig, fordi vi i gruppen bevidst arbejder med at holde kirkelig tradition, den lange nadvertradition, sammen med almindeligt hverdagsliv. Det er tre ting, der skal holdes sammen i det, som jeg vil kalde kristent liv. Det er fint, at man besøger kirken af og til får lidt hjælp til kirkelige traditioner, men for mig at se skal kristendommen leves", siger hun.

Anna Marie Aagaard er lærer. Hun siger det med stor tydelighed og lader det lille ord stå et øjeblik. Fagligt har hun været klædt på til at blive præst, men har holdt sig fra det, da hun ikke mente, at hendes evner gik i den retning. Hun fortæller om dengang, hun var til en samling i Maryknoll-ordnen, hvor teksten fra Efeserbrevet i Det Nye Testamente blev læst, hvor Paulus taler om kald. Og spørgsmålet lød: Hvad er du?

"Der var ikke noget med at gemme sig. Jeg måtte vedgå den form for levet kristenliv og sige: Jeg er lærer. De fleste ting i tilværelsen kan jeg ikke, jeg er ikke noget geni, men jeg kan godt formidle noget, så det er, hvad jeg skal. Kristendomsformidling som ikke bare er bog, men som er dybt forankret i den kristne liturgiske tradition", siger Anna Marie Aagaard.

Selvom det er fem år siden, hun gik på pension, er hun i sving som underviser, og bogen "Ånd har krop" er et udtryk for, at hun stadig ønsker at formidle en teologi, der er funderet i levet kristendom. Bogen kalder hun et bud på, hvad det vil sige at tro på Gud i dag.

"Der er ingen mennesker, der er født som kristne. Kristen er noget, man bliver, hvis man ellers gider. Det er helt fint at være hedning. Om kristne er majoriteten eller minoriteten, er for mig at se ikke det afgørende. Det vigtige spørgsmål er, hvorvidt der er indhold i kristendommen", siger hun og fortsætter:

"Det er comme il faut at være religiøs i dag. Hvis folk gider være kristne i dag og vil interessere sig for at være kristne og ikke alt muligt andet, så skal man kunne fremstille kristendommen på en måde, så det kan genkendes som kristendom. Hvis kirken ikke siger andet end det, som sekulariserede mennesker kan sige selv sig, så er kirken totalt overflødig på markedet".

I takt med at et ord som spiritualitet er blevet hverdagsagtigt, er interessen for kirkefædrene vokset, men længe inden den interesse bredte sig, var Anna Marie Aagaard optaget af kirkefædrene. For 11 år siden skrev hun en bog om Gregor af Nyssa (335-394), som er den af kirkefædrene, hun selv har hentet størst inspiration hos.

"Vi kan ikke alle fare ud i den egyptiske ørken og sidde på søjler, men der kommer en indsigt til orde, når ørkenfædrene siger: "Flygt og vær stille." Jeg oversætter det som en opfordring til at flygte fra den uendelige køren rundt og få tid til besindelse. Vær stille betyder ikke, at man skal afstå fra at tale. Det er den tavshed, som kommer af Guds fylde. Gud er overvældende, er altid mere, og Gud kan ikke fanges ind. Gud er altid foran og trækker i os", siger hun.

Spiritualitet har været et tema i Anna Marie Aagaards arbejde i mere end tre årtier, og hun er langtfra enig i den måde, begrebet bliver anvendt i dag. Meget af den moderne spiritualitet beskriver hun som konsum-spiritualitet.

"Nu har vi hus, båd, bil og ude-køkken, og så skal vi også have religion, fordi menneskets tomhed skal fyldes. Så det bliver en spiritualitet betinget af mig selv og mit behov for at få sjælens mange boliger fyldt. Den lange, kristne spiritualitet er mere ydmyg, og roden er taknemmelighed. Spiritualitet er ikke bare at sidde stille på et loft og se på sin navle. Kristen, spiritualitet er genkendelig som en taksigelse til Gud, og er en bekendelse til netop denne Gud. Du frelses ikke ved at eksperimentere med spirituel konsum. Kristenlivet drejer sig om at skabe et miljø, hvor vi kan opbygge hinanden, så folk bliver mere Kristus lige", siger hun.

Spiritualitet betyder ikke mindst, ifølge Anna Marie Aagaard, at mennesker aflærer det, hun beskriver som afguderi.

"En raffineret form for afguderi er at gøre sig afguder af sin egen tænkning, hvis man for eksempel tror, at man kan fange Gud med teologiske ord. Eller hvis man gennem sin egen selvtilstrækkelighed tror, at ens egen synd, kan sætte hindringer op for Guds storhed".

"Det gælder om at stå ved, at noget er kristendom, og noget er det ikke. Der er valg i kristendommen. Hvis folk vil satse deres liv og død på noget helt andet, så er det deres valg. Kristendom overtages ikke pr. rygmarv længere", siger hun.

For Anna Marie Aagaard er denne advent også indgangen til et nyt livskapitel, hvor hun skal bo alene. Hendes mand gennem 51 år, professor emeritus Johannes Aagaard, er fysisk så mærket af alderen, at de har måttet flytte fra deres hus. Han har fået en ældrebolig, mens hun er flyttet i lejlighed.

"Det er ikke bare et hus, der bliver solgt og nogle omgivelser, som bliver anderledes, men nogle dybe indgreb i et livsforløb, som det kommer til at tage lang tid at bearbejde. I sin tid spurgte folk, fordi vi begge havde travlt: Ser I nogensinde hinanden? Men vi har været ansat samme sted og haft samme livsverdner".

Og spørgsmålet om, hvor meget tid, der har været til livet på hjemmebanen, melder sig, når man ser på hendes omfangsrige virke. Hvert årti har haft en overskrift. I 1970'erne var hun med i Det Lutherske Verdensforbunds teologikommission, i 1980'erne brugte hun meget tid på Statens Humanistiske Forskningsråd og i 1990'erne var hun i otte år præsident for Europa i Kirkernes Verdensråd. Nu planlægger hun ikke længere et årti frem, men bestyrelsesposten for det økumeniske institut Tantur i Israel, beholder hun, og så vil hun gerne blive ved med at undervise.

Inden hun flyttede, havde hun et stort bibliotek, som hun nu har måtte tynde kraftigt ud i. Men det var ikke så traumatisk at skille sig af med det store bibliotek, som hun havde frygtet. Mens hun har tømt reol på reol, er det gået op for hende, at meget af den teologiske litteratur, hun læste for 20 eller 30 år siden ikke kalder på genlæsning. Men den store samling af engelsk litteratur og poesi er der blevet plads til i det nye hjem.

"Jeg drømmer ikke altid teologi, men jeg drømmer meget tid på engelsk, siger hun og fortæller, hvordan hun har et dagligt behov for at søge ind i ord, som ikke er trætte klicheer men emmer af sprogligt overskud".

"Et stort problem i Vestens kirker er, at der mangler tros fantasi. Vi mangler mennesker, der evner at lave sproglige vendinger, som knytter kristen tradition, hverdagsliv og lovprisning af Gud sammen", siger hun.