Der er en foruroligende skrøbelighed og mangel på holdbarhed over tidens menneskelige relationer, som indgyder en følelse af usikkerhed og ængstelighed og udløser et ambivalent ønske hos den enkelte om på en gang at binde båndene til andre mennesker strammere og løsere.
Dette er temaet for denne vigtige og læseværdige bog af sociologen Zygmunt Bauman, som fortsætter med at udgive en bog om året, selvom han nærmer sig de 80.
Tiderne er ikke længere »postmoderne« i Baumans optik, men »flydende moderne« - uden fasthed og tyngde og bestandighed. Den centrale figur i de »flydende moderne« tider er den enkelte uden bindinger - særlig uden de indiskutable og varige forpligtelser, som tidligere hurtigt gjorde en ende på alle spekulationerne over, hvad meningen var med det hele, og hvor selvet hørte hjemme i det. Uden de permanente slægts- og familiemæssige relationer til andre, må den enkelte nu selv knytte de bånd, der kan holde lidt fast på dem. Lidt - for ingen af båndene er varige, og de bindes med flid så løst, at de hurtigt kan løses op igen, når tingene ændrer sig. Og det gør de løbende i disse »flydende« tider!
Det drejer sig her ikke mindst om parforholdet, som tidens m/k slår knuder på sig selv og hinanden for at realisere. I tider som disse, med en grasserende individualisering, er parforholdet en blandet fornøjelse. Alle drømmer om det og snakker om det, ikke blot indbyrdes, men med en sværm af terapeuter og rådgivere. Op ad stolper og ned ad vægge, det er blevet en industri. Der er ingen ende på opfindsomheden, hvor det drejer sig om at finde metaforen, der for et stykke tid kan illustrere, hvad det er for et forhold, vi »efterspørger«. En taler om »brystlommeforhold«, som man kan trække frem, når der er brug for det; en anden om, at parforholdet er som Ribena - hvis det indtages ufortyndet er det kvalmende og måske ligefrem skadeligt for helbredet; en tredje lancerer forkortelsen SDC (semi-detached couples/halvt forbundne par), som henviser til de progressive, som har et parforhold, men for en sikkerheds, eller måske snarere en friheds skyld, arrangerer sig med separat lejlighed og en lommebog fuld af telefonnumre og e-mail adresser på andre muligheder. En ekspert belærer sine læsere om, at »når du forpligter dig, lige meget hvor halvhjertet, så husk, at du sandsynligvis lukker døren til andre romantiske muligheder, som kunne være mere tilfredsstillende«, en anden om, at »forpligtende løfter er meningsløse i det lange løb - som alle andre investeringer stiger og falder de i værdi«. Det gælder kort sagt om at holde alle døre og valgmuligheder åbne.
Alligevel tales der endeløst drømmende om »det varige, forpligtende parforhold«. Bauman spørger sig selv, om man ikke bare taler om det, mens man i virkeligheden ønsker sig noget andet. De siger, at de for enhver pris ønsker, sigter imod, drømmer om og længes mod et forpligtende forhold, skriver han, men er de ikke først og fremmest optaget af at forhindre deres parforhold i at størkne og stivne, og selv stivne med det? Vil de have det til at forpligte, som de siger, eller ønsker de dybest set, at det forbliver let og løst i det? Ønsker de råd om, hvordan det kan blive fastere, eller hvordan de kan løse det op? Dét er i sin nøddeskal det moderne individ, fanget mellem en trang til orden, forpligtelse og sikkerhed på den ene side, og frihed, åbenhed og eksperiment på den anden.
Mere og mere indgår vi »forbindelser« (connections), snarere end parforhold. Det er ikke så længe siden, »ægteskab« blev afløst af det mere uforpligtende parforhold. Nu tyder noget på, at parforhold er en alt for bindende og forpligtende betegnelse. »Forbindelser« kan forekomme mere dækkende i et netværkssamfund, hvor kommunikationen mere og mere sker via cyberspace - bare tænk på computerdating, som er så populært blandt de unge og så dejligt uforpligtende, fordi man simpelthen kan trykke på »slet alt«, hvis man vil skille sig af med noget ubehageligt. Tænde - slukke. Det er som et elektronisk netværk.
Forbindelser passer til en verden, der er præget af forbrugets logik. For også med kærligheden forventer vi, at tingene arter sig, som de skal - vi er forbrugere, og vi insisterer på vores rettigheder: Kærlighed og sex skal give os det samme, som vores andre »indkøb« - variation, spænding, oplevelser og ret til at bytte. Selv det at få børn bliver en del af et følelsesmæssigt forbrugsmønster: Vi overvejer om en investering i børn kan betale sig, i forhold til den involverede risiko.
Det moderne menneske er usikkert, ængsteligt og rodløst, og i det flydende moderne samfund flyder alt. Bauman nærer en vis sarkastisk beundring for det, når det ufortøvet og dybt motiveret kaster sig rundt i manegen for (forgæves) at tilfredsstille en modsætningsfuld trang til nærhed/afstand af »de andre«. Han har tydeligvis tilbragt en hel del tid foran tv-apparatet med at afkode sæpeoperaer og talkshows. Men når det drejer sig om chancerne for at skabe et samfundsfællesskab af en vis etisk standard på de betingelser, er han bestemt ikke optimist. Hvordan kommer vi til et punkt, hvor fællesskab betyder noget, og globalisering ikke bare er udbredelsen af forbrugersamfundet? Hvordan lærer »det flydende menneske« det, som ligger det fjernest - dybt nedsænket i en økonomisk tankegang, som det er, og vænnet til bare at kunne skille sig af med ting, som det ikke længere har brug for - nemlig at elske sin næste som sig selv?
Her er Bauman skeptisk, trods en indgående læsning af blandt andre Løgstrup i kapitel tre. Han illustrerer sin skepsis med en irsk vits. En bilist spørger en forbipasserende hvordan man kommer til Dublin. »Hvis jeg gerne ville til Dublin«, lyder svaret, »ville jeg ikke starte herfra.«
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
