Kunsten at udholde det uudholdelige

Det skal være legalt ikke at kunne udholde alt og at klage sin nød, når man lider. Men det er svært i en tid, hvor vi hylder det almægtige menneske, mener en hospitalspræst. Soldaten Mark Peters kom alvorligt til skade i Afghanistan og tror på, at udholdenhed og gåpåmod er vejen tilbage til det gode liv

Nogle gange kan du ikke selv finde klagen. Du skal have nogen til at hjælpe dig med at finde nogle udtryk, som du kan genfinde i dig selv. Det kan være igennem et andet menneskes ord, men også i salmebogen eller Bibelen, siger hospitalspræst Tom Kjær.
Nogle gange kan du ikke selv finde klagen. Du skal have nogen til at hjælpe dig med at finde nogle udtryk, som du kan genfinde i dig selv. Det kan være igennem et andet menneskes ord, men også i salmebogen eller Bibelen, siger hospitalspræst Tom Kjær. Foto: Leif Tuxen.

Islands Brygge i København er badet i sol, og ligesom de fleste andre på de omgivende altaner har skiftet de lange bukser ud med korte, har 29-årige Mark Peters også ladet sig lokke af de varme temperaturer og har iført sig T-shirt og sommershorts. Umiddelbart en helt almindelig, frisk ung mand i sin bedste alder. Alligevel adskiller han sig fra de fleste andre jævnaldrende.

I snart tre år nu har han levet uden sine ben de blev sprængt af, da han som udsendt soldat i Afghanistan trådte på en vejsidebombe. Et af Talebans stærkeste og mest effektive våben i krigen mod vestlige tropper.

LÆS OGSÅ:
Feltpræst i forreste linje: Det er derude, de har allermest brug for en præst

Det var en dag som så mange andre helt nøjagtigt den 12. november 2009. Mark Peters og hans deling havde været på patrulje til en landsby i den nordlige del af Helmand-provinsen og var på vej tilbage til deres lejr. Han gik som nummer tre i en længere række af soldater. Cirka 150 meter fra lejren skulle delingen krydse en høstet majsmark, men for at komme ind på den måtte de over en mindre grøft.

Jeg husker ikke, om jeg gik ned i grøften, eller om jeg trådte over den, siger Mark Peters om det skridt, der blev fatalt for ham.

Den unge soldat satte sin fod lige nøjagtigt der, hvor Taleban, sikkert da majsene stod højt på marken, havde placeret en sprængladning. En ladning så voldsom, at Mark Peters mistede venstre tommelfinger samt begge ben. Det ene lige over knæet, det andet helt oppe ved ballen.

Jeg skreg af smerte, fordi det gjorde vanvittig ondt til en start. Derefter forsvandt smerten, og jeg blev bragt tilbage til lejren og fik sat en torniquet på (middel til midlertidig sammentrykning af en pulsåre for at standse en blødning, red.), fortæller Mark Peters.

Ulykken skete en torsdag, og bortset fra et par timer lige efter hændelsen blev den hårdt sårede soldat holdt i kunstig koma i fire dage indtil søndag. Her vågnede han for første gang ganske kort med sine forældre ved sygesengen på Rigshospitalet i Danmark, hvortil han var blevet fragtet med militærfly.

Jeg opdagede selv, at jeg havde mistet mine ben. Det var ikke noget, nogen fortalte mig, og jeg reagerede ikke særlig kraftigt. Til at starte med var jeg faktisk bare glad for at være i live. Det var først senere, det gik op for mig, hvor svært mange ting nu ville blive for mig, fortæller Mark Peters fra sin altan i den syvendesalslejlighed, han har købt, fordi der er elevator og gode handicapforhold i området.

Umiddelbart er der ikke megen selvmedlidenhed at spore hos Mark Peters, og det ligger tilsyneladende langt fra ham at beklage sin situation.

På en måde var jeg jo klar over, at det kunne ske. Jeg vidste, at jeg kunne risikere at komme hjem i en kiste.

For hospitalspræst på Herlev Hospital Tom Kjær ville det ellers ikke være uberettiget, hvis den tidligere soldat klagede sin nød.

Jeg vil gerne reetablere klagen. Det skal være i orden at klage, at få luft. Læs i Salmernes Bog, hvor der står: Hvor længe vil du lade os lide?. Klagen er for mig at se vigtig den skal ikke sættes i system, men når man er i den voldsomme lidelse, hvor den grundstemning, man normalt lever sit liv på, er blevet afgørende forstyrret, fordi der er kommet en anden grundstemning ind, så du ikke kan høre den anden, så er det i orden at klage, siger hospitalspræsten. Ofte, når han har siddet med lidende eller døende, har han forsøgt at hjælpe dem med at finde vejen til klagen.

Nogle gange kan du ikke selv finde klagen. Du skal have nogen til at hjælpe dig med at finde nogle udtryk, som du kan genfinde i dig selv. Det kan være igennem et andet menneskes ord, men også i salmebogen eller Bibelen, siger han.

Når det kan være svært at finde plads til klagen, hænger det givetvis sammen med, at vi i dag er særdeles optagede af at signalere overskud til vores omverden og vise, at vi er i stand til at klare selv de værste kriser uden at kny, mener Tom Kjær, der opfordrer os til at huske på de ord, Jesus råbte, da han hang på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?.

Jesus var fortvivlet indtil døden. Og når selv Vorherre kan komme helt derud, hvor kragerne vender og ikke kan holde ud, så er det også nødvendigt, at det almindelige menneske bliver mødt med forståelse, når det ikke kan holde ud mere, siger han og påpeger, at det at være udholdende i dag nemt får et skær af præstationsræs over sig, hvor det gælder om at kunne udholde mest mulig smerte fysisk eller psykisk.

Men det er dog ikke udelukkende en skidt egenskab at kunne holde ud. Det er også det syge og lidende menneskes måde at forsøge at finde en vej, så sygdommen ikke kommer til at fylde alt. Og det menneske, der slet ingen udholdenhed har, vil være i risiko for at give op i forhold til de slag, der uvægerligt vil komme, når man lider, mener hospitalspræsten.

Udholdenhed kan man ikke klandre Mark Peters for ikke at besidde. Når han fortæller om sit lange ophold på hospitalet, de mange operationer og al genoptræningen, der har været nødvendig for at få hans krop til at fungere så optimalt som muligt, kan man kun have respekt for den tidligere soldat.

Der var mange ting undervejs, som var svære kampe. Bare sådan noget som selvhygiejne det at tage et bad blev pludselig fuldstændig uoverskueligt, ligesom det tog tid at lære at komme på toilettet selv. Senere var noget af det, jeg virkelig brugte kræfter på, at tage ud og handle. Det var slet ikke så let og kunne tage lang tid, fortæller Mark Peters, som i 2010 fik et sæt computerstyrede ben, som han bruger hver dag blandt andet når han er på sin nuværende arbejdsplads hos forsvaret, hvor han sidder på kontoret.

Efterhånden som Mark Peters kom mere og mere ovenpå og fik en hverdag etableret, hvor han i store træk kunne klare sig selv, begyndte han at sætte sig nye mål. Træningen med en fysioterapeut, der udelukkende var ansat til at genoptræne tilskadekomne soldater, motiverede ham til at prøve kræfter med maratonløb. I 2011 gennemførte han således sit første maratonløb på håndcykel i København et løb, der blev efterfulgt af deltagelse i det prestigefulde New York Marathon.

Jeg gjorde det for at overbevise mig selv om, at mulighederne er der. Det gælder bare om at gribe chancen, og den træning, jeg havde med fysioterapeuten, gav mig disciplin og holdning og gjorde det muligt for mig at gennemføre maratonløbene, siger han og erkender, at han i dag er kommet langt efter ulykken fysisk, men stadig arbejder med at blive helet psykisk.

Jeg vil gerne finde helt ind til den gnist i livet, jeg havde førhen. Jeg er der ikke helt endnu, men jeg arbejder med det, siger Mark Peters, der står fast på, at han ikke fortryder sin udsendelse til Afghanistan.

Jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg var i hæren. Det har været den bedste tid i mit liv, og jeg er på ingen måde bitter. Jeg er også tilfreds med mit liv i dag det har noget at gøre med ens egen indstilling til livet. Jeg ved, at jeg har et stort gåpåmod, men jeg har også realitetssans nok til at vide, at det ikke er alt, der er muligt for mig mere, siger han og er særlig taknemmelig for én ting.

Efter ulykken tænkte jeg, at jeg nok ville dø i ensomhed. Hvem gider have en mand, der mangler sine ben, sagde jeg til mig selv. Men jeg har aldrig mødt så mange piger, som efter jeg kom til skade, og i dag har jeg en kæreste, som jeg er rigtig glad for og har været sammen med i over et år, siger han med et smil

Mark Peters bestræbelser for at komme tilbage til et leveværdigt liv er på mange områder kendetegnet ved at være drevet af en enestående udholdenhed, men samtidig ved at være tilskyndet af selve livet en faktor som, mener hospitalspræst Tom Kjær, ofte er selve motivationen, når det handler om at tåle det uudholdelige.

Det er ofte livet selv, der motiverer os til at være udholdende. Ofte kommer det til os i form af de mennesker, vi holder af. Det, at nogle mennesker ved ens side anerkender, at det er svært at være i lidelsen, uden at man behøver hele tiden at lede efter løsninger, men bare formår at være i lidelsen med det syge menneske. Det betyder enormt meget, siger han.

I Bibelen står der i Jakobsbrevet:

Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.

En tekst, der i flere sammenhænge er blevet brugt til at vise, at det udholdende menneske i sidste ende vil blive belønnet i Jobs tilfælde af Gud. Men det er ikke kun Guds nåde, der er årsagen til, at mennesker i nød og lidelse kan holde det uudholdelige ud.

Vi mennesker er nogle håbefulde væsener. Se bare på den situation, hvor vi står med det lille barn på fødegangen. Vi ved jo godt, at det skal dø på et tidspunkt vi håber, det bliver gammelt og får et godt liv, men vi ved det jo ikke. Vi giver det en masse omsorg i håbet om, at det vil gå det godt i os er altså et håb, der gør, at vi kan udholde det uudholdelige, siger Tom Kjær.

Et af de problemer, der ifølge hospitalspræsten i dag knytter sig til det at være syg eller på anden måde lidende, er det moderne menneskes insisteren på konstant at forholde sig løsningsorienteret til alle elementer af livet.

Vi lever i en kultur, hvor vi skal være perfekte og finde løsninger hele tiden. Vi skal holde alt ud, og alting beror på os selv. Jeg møder hos mange patienter en forvansket udgave af den positive psykologi, hvor det kommer til at fremstå, som om det er det enkelte menneskes eget ansvar at blive rask. Ofte tænker jeg: Gud nåde det menneske, der ikke formår at tænke positivt. De kan hurtigt få en oplevelse af, at hvis ikke de tænker positivt nok, så er de selv ansvarlige for, at de ikke bliver raske, siger Tom kjær og fortsætter:

Det betyder jo ikke, at vi ikke har et ansvar, for det mener jeg, at vi har. Men vi skal frem til, at ikke alt beror på det enkelte menneske selv. Og her synes jeg, at kristendommen leverer et godt modspil, fordi den netop fastholder, at alt ikke beror på dig selv. Her er det altså stadig tilladt at have det elendigt.