Kunsten at vise tillid

MIT LIVSSYN: Forfatteren Erling Jepsen skriver ud fra barndomserindringer præget af skam og social udstødelse. Og skammen er langt værre end skyld, siger han

Dramatikeren og forfatteren Erling Jepsen skriver romaner, hvor personerne er hentet fra hans egen baggrund i Sønderjylland. De optræder ind imellem under eget navn, og skylden, skammen og selvmordene er en reel del af Erling Jepsens sociale bagage. Hans bøger er blevet betegnet som grum realisme serveret med stor følsomhed og dyb humor.

Hvad har formet dit livssyn?

- Personen Jørgen i min seneste bog "Frygtelig lykkelig" var min onkel, som slog sin kone ihjel. Alle vidste det, men han blev aldrig straffet. Han blev derimod skubbet ud af det sociale samvær og gik i opløsning. Det er ikke så slemt med skyld, den kan man komme ud af, når man får sin straf, men der er ingen vej ud af skam. Social accept vejer tungere end moral, desværre. Det er det dybeste i os at blive accepteret af de andre. Soldaterne i Irak er et eksempel. De kommer med idealerne i højsædet, og så er der bare nogle andre regler i lejren. På en måde er jeg nøgtern med hensyn til, hvad mennesker kan finde på - noget dæmonisk kan komme op og tage over i enhver. Men grundlæggende vågner jeg glad og fuld af energi. Min mor er en overlever, og det tror jeg også jeg er. Livssyn kan vel også have noget med gener at gøre.

Hvad tror du på?

- Man har opgivet at forklare, hvor den fysiske verden kommer fra, men udgangspunktet, som det hele hviler på, er vel et mirakel, noget helligt. Jeg tror ikke på en Gud at bede til, som går ind og hjælper det enkelte mennesker. Men der er noget guddommeligt, som har sat det hele i gang. Jeg ville egentlig gerne have det religiøse perspektiv ind og har været til nogle buddhistiske seancer hos en veninde, hvor der kom en bøn til mig, som jeg ikke vidste, jeg havde. Det var en bøn om at måtte være her på jorden. Jeg ville gerne have en tilladelse. Det forskrækkede mig, for det var en stor ting at opdage, at jeg på bunden af det hele ikke havde den tilladelse. Det har at gøre med, hvordan jeg er opdraget og har lært at se på livet. Det er måske en gave, men en gave jeg skal gøre mig fortjent til. Sådan burde det ikke være. Så bliver man meget sårbar.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

- Jeg synes, det er rørende, at William Heinesen i så mange år skriver om, hvordan det var at være fem år i Thorshavn. Han sagde, at han havde brugt de første 40 år på at rykke sine rødder op og sprede dem for alle vinde, og de næste 40 år brugte han på at finde dem igen og lime dem sammen. Han havde så godt fast i sig selv og sit og var ikke let at købe. Der er markedsmekanismer, der hele tiden truer med at overtage det hele, som han ikke bøjede sig for.

- Og så er der hverdagens helte som for eksempel Dorthe fra min bog, hvis opvækst var værre, end jeg beskriver den. Hun har klaret den. Det er en heltedåd. Det sker jo hver dag, at det, vi kalder almindelige mennesker, gør gode gerninger, og det er jo det, der får jorden til at dreje.
Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

- Jeg har udgangspunktet i det daglige med min kone og mit barn, og måske var det det fællesskab, der gav mig mod på at begynde at skrive prosa i sin tid. Da jeg var alene, havde jeg meget behov for teatervennerne og miljøet, som kan være en erstatning for noget nærere.

- Ud over min egen familie er det meget det sønderjyske sprog. Det taler jeg næsten hver dag med min søster og min mor, og dialekten er mit udgangspunkt. Hvis jeg har en fortællerstemme, som er anderledes, er det, fordi dialekten trænger igennem. Jeg oversætter fra dialekt, når jeg skriver. Det er en måde at forholde sig til virkeligheden på - ikke at bruge fine ord, for eksempel, eller at overdrive. Jeg kommer af og til til Sønderjylland, men det er på en måde angstprovokerende, og jeg skal væk igen efter et par dage. Når jeg er sammen med sønderjyder og selv taler sønderjysk, er jeg en del af det, og så kan jeg ikke se mig selv udefra. Jeg glider ind i noget, som ikke er rigtigt for mig, for jeg hører ikke rigtigt til der, og så opdager de også bare, at jeg er mærkelig. Jeg vil heller ikke så gerne have, at de opdager, hvem min familie er ... vi var jo sådan nogle, der gik og skammede os. Min far var psykisk syg, og der skulle dækkes over det. Alt gik ud på at få det til at se ud, som om min far havde status for at holde ham oppe. Det var teater. Han ville helst ikke have, at folk skulle vide, hvem han var, og det kan godt ligge i mig.

Hvad er elendighed for dig?

- At få det psykisk dårligt. Eller at mit barn fik det psykisk dårligt, det ville være det værste. Men også hvis jeg kom til at gentage min far, hænge fast i en sump. Det ville være elendighed ikke at bryde den sociale arv. Jeg er den yngste ud af en søskendeflok på fem og var ikke så begavet som de andre. Det var så vigtigt for min far, at vi var de bedste i klassen, men gudskelov hjalp min dansklærer mig og talte med min far om at lade mig være, så det blev til, at det kunne blive til hvad som helst med mig. Det gav mig en enorm frihed. Jeg behøvede ikke være klog, og sådan har jeg det faktisk stadig.
Hvad vil du gerne give videre til dit barn?

- Jeg har en brevveksling mellem en københavnsk familie og deres søn, som er i krig ved Dybbøl i 1864. Faderen skriver bl.a.: "... nu er min bøn til Gud, at han vil være med dig. På dine egne handlinger er jeg altid rolig". Han ved, at sønnen kender forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert og har fuld tillid til, at han gør det rigtige. Tænk, at en far kan have den tillid. Jeg har hos min far mødt den dybeste skepsis, men her er et eksempel på det modsatte. Det vil jeg gerne give videre. Det giver et selvværd, at andre opfatter én som et ordentligt menneske. Bliver man betragtet som én, der kan finde på hvad som helst, skal man slås med mindreværd og en følelse af, at man ikke har lyst til at være her. Min datter skal have en sikkerhed, så hun har lyst til at være her.

Hvad er lykke for dig?

- Jeg er taknemlig over, at jeg stadig er her. Og stolt over det. Det er overraskende for mig selv, at jeg har kunnet bryde den sociale arv. Der er gået noget "skævt" ved det, at jeg ikke er blevet kriminel eller på anden måde kommet ud på et sidespor. Og jeg føler mig aldrig helt sikker på, at det er lykkedes. Jeg kan pludselig blive pillet ned af noget, én siger.

Har du et motto?

- "Stå, hvor du står, og grav, men grav dybt". Det skulle være fra Goethes "Faust", og jeg kender ikke sammenhængen. Men jeg forestiller mig, at man graver for at finde en skat - det ene og det andet sted uden at finde noget. Man kan være heldig og finde en skat på den måde, men man kan også grave i ens eget lag, i egen erfaring, og finder man ikke en skat, har man måske ikke gravet dybt nok. Der kommer hele tiden nye lag, og selv om jeg nådesløst vil afdække og afdække, ender det alligevel med, at jeg ikke er nået frem til det inderste. Og jeg tror ikke, jeg nogensinde når derind.

@-Byline e-mail:kvistkristeligt-dagblad.dk

@-Rubr.11.fakta:ERLING JEPSEN
@-Brødbilled.u-indryk:
* er født i Gram i 1956. Gik på Haderslev Katedralskole 1971-1973, student fra Århus Akademi i 1975. Debuterede i 1977 på Radioteatret og har siden skrevet en mængde drama til radio, tv og teater. Har udgivet tre bøger "Ingen grund til overdramatisering", "Kunsten at græde i kor" og senest "Frygtelig lykkelig".
Det sker jo hver dag, at det, vi kalder almindelige mennesker, gør gode gerninger, og det er jo det, der får jorden til at dreje, mener Erling Jepsen. (Foto: Erik Refner/Scanpix)