Om det var kærlighed ved første blik, er Ruth og René Hartzner lidt i tvivl om. Men noget skete helt bestemt, da de mødtes første gang på en kristen sommerlejr i Middelfart på Fyn. Dengang var han 15 år og hun 13 år. De havde ikke lagt mærke til hinanden. Men på lejrens sidste dag skulle René Hartzners hold af sted lidt før de andre.

"Pludselig tog en smuk pige med langt mørkt hår og brune øjne mig i hånden og spurgte, om hun skulle følge mig til stationen. Jeg blev helt mundlam", fortæller han.

René og Ruth Hartzner på henholdvis 76 og 74 år er i dag pensionerede. Han er jurist og har tidligere forhandlet korn- og foderstof i en stor fransk virksomhed, mens hun har arbejdet som beskæftigelsesvejleder. Parret har netop fejret smaragdbryllup efter 55 års ægteskab. De kan se tilbage på et langt liv sammen fyldt med kærlighed, som stadig lever i bedste velgående. For kærligheden ruster ikke, men udvikler sig hele tiden og betyder alt, mener de.

Videnskaben er optaget af kærlighed

Men kærlighed optager ikke kun almindelige mennesker. Også videnskabsfolk kaster sig i stigende grad over det gådefulde fænomen. Og nye metoder inden for hjerneforskningen kaster lys over kærlighedens væsen og er med til knække dens DNA.

Blandt andet har forskere fra Rutger University i USA hjernescannet forelskede. Forsøgspersonerne blev lagt i en scanner og blev skiftevis præsenteret for billeder af den udkårne og for bekendte. Når personerne så på deres elskede, fik det især to hjerneområder til at lyse op.

Begge områder er vigtige for hjernens system for motivation, belønning og drivkraft. De indgår i produktionen af stoffet dopamin, som blandt andet er med til at skabe intens lykkefølelse i os, fortæller DRs læge, Peter Qvortrup Geisling. Det er faktisk det samme stof, der udløses, når narkomaner tager heroin eller kokain og fører til den glædesrus, som de bliver afhængige af.

Forelskelse ligner tvangstanker

Et andet forskerhold ved universitetet i den italienske by Pisa har lavet en undersøgelse, der påviser store ligheder mellem forelskelse og tvangstanker. Forskerholdet målte på tre grupper: et hold af forelskede, et hold af folk, som led af OCD - en psykisk sygdom, hvor tvangstanker er et fremherskende symptom - samt et hold af mennesker, der hverken var forelskede eller syge.

Undersøgelserne viste, at både de forelskede og patienterne, som led af tvangstanker, havde et serotonin-niveau, som var 40 procent lavere end normalt. Lavt niveau af serotonin gør personer virkelighedsfjerne og med tendens til at fokusere kraftigt på ganske bestemte ting. Ifølge den ledende forsker, Donatella Marazziti, kan det forklare, hvorfor vi tænker på den udkårne nærmest 24 timer i døgnet, og hvorfor verden falder sammen om ørerne på os, hvis den, vi elsker, forlader os.

Kærligheden kan opdeles i faser

Mange andre undersøgelser har de seneste år været med til at afdække forskellige dele af begrebet kærlighed. Og ved at samle resultaterne er forskerne nået frem til at inddele kærlighedsprocessen i tre faser: lyst- og begærfasen, tiltrækningsfasen og etableringsfasen.

Lyst- og begærfasen er kendetegnet ved, at man er på jagt efter den rette. Denne jagt styres for mændene af kønshormonet testosteron, mens det for kvinderne er østrogen. Kønshormonerne gør, at vi bliver tiltrukket af den, som vi ubevidst tror ville være den bedst mulige at få børn med, siger Peter Qvortrup Geisling.

Kønshormonernes effekt på hjernen kan gøre tiltrækningen så stærk, at vi på få øjeblikke forelsker os og oplever det som kærlighed ved første blik, siger han.

Mødtes på en sommerlejr

Men hvordan harmonerer videnskabens udlægning af faserne med René og Ruth Hartzners oplevelser? Kristeligt Dagblad har besøgt ægteparret i deres hjem i Ullerød i Nordsjælland til en samtale om kærlighed.

Tilbage til sommerlejren i Middelfart på Fyn, hvor René og Ruth Hartzner på den korte tur hånd i hånd ikke nåede at tale om meget. Men han fik hendes navn. De så ikke hinanden de næste tre år, for de boede i hver sin ende af landet. Men så flyttede han til Dragør på Amager. Og han kunne huske, at hun sang i kor i Elimkirken København. Så en af de første søndage efter flytningen tog han ind til kirken. Ruth Hartzner kunne genkende ham oppe fra koret og kom ned til ham.

Han havde jo åbenbart gjort et godt indtryk. For det ligner mig ellers ikke sådan at rende efter drenge. Men det var dejligt at se ham igen, siger hun.

Tiltrækningsfasen byder på masser af sommerfugle

"Efter lyst- og begærfasen følger tiltrækningsfasen. Den indtræder, når jagten er ovre, og man bliver forelsket i en bestemt person. Når det sker, opstår der et kompliceret samspil mellem hormoner, neurotransmittere og hjerneområder. Blandt andet begynder hjernen at udsende store mængder dopamin, der fungerer som et belønningsstof. Det giver et enormt kick og motiverer en til at opsøge mere og mere", siger overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Rent fysisk kommer det til udtryk ved, at man ofte har sommerfugle i maven, sveder mere og har besvær med at sove og spise. Man tænker næsten ustandseligt på den udkårne og har svært ved at fokusere på andet.

"Hjernen får os til at føle en dyb længsel efter at smelte sammen med et andet menneske. Vi bliver ekstatisk lykkelige, hvis følelserne bliver gengældt, eller kan blive dybt deprimerede, hvis vi bliver afvist", siger Troels W. Kjær.

"Biologisk set målretter hjernen vores fokus mod den udkårne for at få os til at finde sammen og få børn, inden fornuften sætter ind. Derfor spiller den fysiske tiltrækning og sex en enorm rolle i denne fase. Det er evolutionens snedige metode, som skal sørge for, at mennesket som art overlever", siger han.

Sværmede om hinanden på søen

Selvom Ruth og René Hartzner nu havde fået hinandens opmærksomhed, gik der lidt tid, før de så hinanden igen. Han og en ven havde besluttet at tage i Dyrehaven i Klampenborg og stå på skøjter. Her mødte de Ruth og hendes familie. Og der var ikke længere tvivl om den gensidige interesse.

"Vi sværmede jo om hinanden på søen. Hun var så yndefuld. Det var her, det for alvor begyndte. Siden har vi jo ikke kunne give slip på hinanden", fortæller René Hartzner.

Selvom Ruth Hartzner kun var 15 år på det her tidspunkt, var hun meget sikker på René. Hun faldt pladask for hans udstråling, varme og imødekommende væsen. René Hartzner var mere skræmt over, hvor hurtigt hans følelser voksede for Ruth. Han følte sig alt for ung til det. Derfor takkede han nej til invitationen til hendes 16-års fødselsdag en måned senere i februar.

Fra pause til daglig kontakt

Jeg var bange for at binde mig i så ung en alder. Bange over, at jeg følte så stærkt for hende. Jeg var ikke andet end en ung knægt. Hvad vidste jeg om kærlighed og forelskelse i så ung en alder? Konflikten er jo, at man vil styre sine følelser. For de er så voldsomme, og man føler, at man bliver styret rundt af dem. Så jeg besluttede, at vi skulle holde en pause, siger han.

Men allerede efter et par dage ringede han til Ruths far og spurgte, om han ikke kunne komme forbi og få lidt hjælp til fransk. Det var han nemlig rigtig god til. Men Ruth havde en mistanke om, at han i virkeligheden var kommet for at se hende. Så hun spurgte René, om han ikke lige kunne hjælpe hende med at åbne et vindue, der bandt ude i køkkenet.

"Så kom vi jo pludselig til at stå meget tæt, og jeg tror, det gik op for ham, at det der med pause ikke gik. Vi var jo for glade for hinanden. Jeg tænkte jo på ham næsten hele tiden. Jeg var så forelsket, at jeg tænkte, jeg vil vise Gud og hver mand, at han er den rette", siger Ruth Hartzner.

Efter forsøget på at holde pause sås de næsten dagligt. Og selv når der bare gik en dag eller to imellem, var adskillelsen hård.

Oxytocin etablerer hengivenhed

"Etableringsfasen indtræder efter fire til ti måneder. Set fra det biologiske synspunkt er kvinden forhåbentlig blevet gravid, og hjernen producerer slet ikke lige så meget dopamin, og lykkerusen aftager gradvist. Det er her, at mange par bliver sat på en hård prøve, hvor en del vælger at gå fra hinanden", forklarer Peter Qvortrup Geisling.

Men biologien og evolutionen vil have, at vi skal blive sammen for at give vores afkom de bedste chancer for at overleve. Så hjernen udskiller i stedet hormonet oxytocin, som gør os mere hengivne for hinanden.

"Undersøgelser viser også, at koncentrationen af oxytocin stiger betragteligt, når brystvorterne bliver stimuleret. Det er en af årsagerne til, at mødre og børn bliver knyttet tæt sammen igennem amningen. Oxytocin er med til at gøre os hengivne og tæt knyttede til den udkårne, og det øger chancen for, at man bliver sammen på lang sigt", siger Peter Qvortrup Geisling.

Forelskelsen ændrede karakter

Ruth og René Hartzner mener ikke, at deres forelskelse aftog, selvom den hurtigt ændrede karakter. Han havde nemlig længe gerne villet læse videre på et bibelseminar i England. Og til trods for, at det var hårdt at forlade Ruth, tog han derover et år senere, da han var fyldt 19 år. Men forinden var han kommet sig over al sin tvivl. Han friede derfor til Ruth, lige før han skulle rejse.

"Hun var bare den rigtige. Og jeg ville ikke risikere, at hun fandt en anden, mens jeg var væk. Hun sagde heldigvis ja, og det var en stor tryghed, når jeg nu skulle studere derovre i to år".

Parret blev ringforlovet, og forholdet gik ind i en ny fase. Da de ikke længere kunne se hinanden, sendte de i stedet tre breve ugentligt. Selvom Ruth savnede René, var hun alligevel glad for den epoke i deres kærlighedsliv. Det var nemlig en anden måde at lære hinanden at kende på.

"Jeg glædede mig jo som en lille pige til at få post fra ham. Og vi skrev jo om alt det, vi tænkte og følte, og som man måske ikke får sagt, når man ser hinanden dagligt", siger Ruth Hartzner.

Blev endelig gift og fik børn

Da René vendte hjem fra England efter to år, giftede de sig. Ruth blev snart gravid, og de fik en søn. Familieetableringen var en realitet. Senere fik de yderligere en pige og en dreng. For René og Ruth Hartzner var det at få børn kun med til at intensivere deres kærlighedsliv.

"Før var det jo kun os to. Nu var der flere at elske. Så vores forhold blev kun endnu vigtigere med børn og var fyldt med kærlighed. Men det er da klart, at det er anderledes fra den første forelskelse, hvor man ikke kunne lade hinanden være. Kærligheden bliver hverdag, men det gør den bestemt ikke mindre spændende", siger han.

Børnene voksede til, og familien havde kun få bump på vejen. At det fungerede så godt, mener hun skyldtes, at de var gode til at tage børnene med i deres aktiviteter. De har begge siden barndommen og til i dag deltaget i en masse aktiviteter og frivilligt arbejde i forskellige kirkelige organisationer.

"I stedet for at droppe dem, da børnene kom, tog vi dem med. Og det tror jeg har været en stor styrke for dem og for os", siger Ruth Hartzner.

Det handler om at give plads til forskellighed

En af årsagerne til, at det lykkedes at opdrage tre børn og bevare kærligheden, mener parret også var, at de var gode til at give hinanden plads til deres forskelligheder. For selvom de har været enige om mange ting, er de langtfra ens og har forskellige interesser. For eksempel har hun altid sunget i kor, mens han altid har rejst meget og lavet nødhjælps- og udviklingsarbejde i hjælpeorganisationen Mission Øst.

"Han har jo indimellem været på nogle lange og til tider farlige rejser, som jeg synes var helt unødvendige. Men sådan må vi give hinanden plads. Og i længden tror jeg kun, at det har været en enorm styrke, at vi ikke konstant er bundet til hinanden", siger Ruth Hartzner.

I dag har parret ni børnebørn og kunne i juli fejre smaragdbryllup efter 55 år eller 20.089 dage sammen, som hun har regnet ud. Og ifølge dem lever kærligheden i bedste velgående, selvom den ændrer sig over tid.

Kærligheden er lidt af en gåde

For videnskaben er det rent kemisk lidt af en gåde, hvorfor mange par forbliver sammen, også efter at børnene kan klare sig selv og er flyttet hjemmefra. Ligeledes er det en gåde, hvordan ældre kan blive nyforelskede. Men det vil fremtidige undersøgelser sandsynligvis afsløre.

For Peter Qvortrup Geisling tager det ikke romantikken ud af kærligheden, at vi gradvist lærer mere om dens kemi. Ifølge ham kan man jo godt få viden om hver eneste ingrediens i en chokoladekage og alligevel give sig hen og nyde den.

Om Ruth og René Hartzner kan genkende deres kærlighed i videnskabens opdagelser, er de lidt skeptiske over for. De mener, at undersøgelserne kan forklare noget. Men til syvende og sidst er det en anden og helt unik kemi, som er afgørende for, om to forskellige individer forbliver sammen i kærlighed.