Hun mærker bekymret på sit venstre bryst. En knude er vokset frem og bliver i hendes tanker i de næste dage, mens hun forsøger at forklare sig selv, at kræft selvfølgelig ikke kan ramme hende. Ikke nu, ikke mens hun stadig har små børn, der har brug for deres mor. I dag er det fire år siden, at den bornholmske sognepræst Birgit Friis opdagede knuden og en ny form for frygt.
I begyndelsen forsøgte jeg at fortrænge det. For cancer har stjålet af min familie før. Min far var død af kræft fem år tidligere, og jeg kunne slet ikke rumme risikoen for, at kræft også kunne ramme mig. På den måde gik jeg rundt om mig selv et par dage, før jeg henvendte mig til min egen læge, men så kunne det til gengæld ikke gå stærkt nok. Jeg fik foretaget en mammografi på Bornholms Centralsygehus, men jeg begik den fejl at tage alene derhen. For først dér ramte alvoren mig for fuld styrke, da en læge spurgte, om der havde været brystkræft i familien før. Det spørgsmål var en grusom enkeltbillet til virkeligheden, og jeg kunne straks mærke, hvordan angsten og vreden begyndte at vokse inde i mig.
Birgit Friis trækker vejret dybt ind og puster ud i et let suk, inden hun fortsætter sin fortælling:
Set i bakspejlet ville det have været meget bedre, hvis jeg havde taget en med, der kunne holde mig i hånden imens. For det grusomme er lettere at rumme, når der er fire ører, der tager imod. Jeg følte mig dødsdømt, og jeg blev også vred på Gud. For hvordan kunne han lade det ske? Når man er sognepræst, er døden en del af ens arbejde, men det kunne ikke hjælpe mig der. For jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker jeg har begravet på grund af cancer. Og den uvisse ventetid virkede ulidelig. De foretog ikke længere disse operationer på Bornholm, og der var ventetid på de københavnske sygehuse.
Gennem sin egen læge fik Birgit Friis dog allerede en tid på Ringsted Sygehus den følgende mandag.
Det blev en svær tur over med færgen, men jeg blev taget godt imod af et vældigt hold, der undersøgte mig igen, og vi snakkede frem og tilbage om, hvad der skulle gøres. Til sidst skar lægen igennem og fjernede knuden, så jeg kunne tage hjem samme dag med færgen. Min ældste søn var på det tidspunkt 17 år, og jeg havde været åben omkring knuden over for ham, så den næste uge blev hård for hele familien, inden jeg skulle tilbage for at få svaret.
Et lille smil vokser sig frem i sognepræstens ansigt.
Ugen efter kunne lægen fortælle mig, at der måtte være en, der holdt hånden over mig. For der var ikke noget kræft i knuden. Jeg følte det selv, som om jeg fik livet tilbage. Og da jeg gav min søn beskeden, kunne man næsten høre hans primalskrig helt fra Bornholm. Det må også være dejligt for en kræftlæge at kunne overbringe så gode nyheder en gang i- mellem. For livet føles på en særlig måde som en gave, når man har været tæt på at miste det. Og min vrede mod Gud blev erstattet af en dyb taknemmelighed. Da jeg stod i Ystad, tænkte jeg, at jeg næsten lige så godt kunne gå på vandet tilbage til Bornholm i stedet for at tage færgen. Det var en ubeskrivelig glæde. Men det skulle vise sig, at hele oplevelsen også skulle blive en gave. Jeg havde mærket angsten og tvivlen, der altid popper op i marginalsituationer. Og det har siden været et vældig godt værktøj, når jeg har talt med mennesker som præst.
Birgit Friis søger igen øjenkontakt.
Man kan nå ufattelig langt med næstekærlighed og sand tilstedeværelse, men det sidste stykke når man kun, hvis man selv har været der. Det er også det, der gør troen så autentisk. For det er ikke tomme ord, når Jesus siger: Frygt ikke. Han har selv stået og bedt for sit liv i Getsemane Have, og han har selv brølet: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Jesus kendte selv til frygt, og det giver ordene Frygt ikke endnu større kraft. For sådan beviste han med sit eget liv, at kærlighed er stærkere end frygt. Gud gik selv ind i frygten og mørket for at overvinde døden. Det er derfor, at vi kan tro på, at livet er stærkere end døden, og kærligheden er stærkere end håbet. For kærligheden er frygtens største fjende. I Johannes brev står der derfor: Frygt findes ikke i den fuldendte kærlighed, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten. Det, tror jeg virkelig, er rigtigt.
I samme brev står der også, at Gud er kærlighed. Hvordan kan han så opleve frygt?
Fordi han blev menneske. Og det er jo netop det, der giver håb. At han har gået igennem det hele før og sejret. For selv på korset pegede han på kærligheden. Ikke kun med sin egen tilgivelse af sine bødler, men også ved at opfordre til, at vi søgte fællesskab med hinanden. Da han førte sin mor og disciplen Johannes sammen, var det jo ikke for at lave en familiesammenføring, men for at pege på, at vi kommer bedst igennem alt det svære i livet gennem fællesskab med hinanden.
Ville du også sige sådan, hvis du virkelig havde fået kræft?
Det vil jeg håbe. For frygt bliver altid større, når man bærer den alene. Derfor fortryder jeg jo også, at jeg tog alene på hospitalet, men det er klart, at jeg har været heldig. Og jeg kan selvfølgelig heller ikke sige mig fri for frygt. Slet ikke. Jeg var endda bange for det her interview, selvom jeg lever af at være på. For frygt kan gribe os alle sammen. Men kristendommens gode nyhed er, at vi ikke er alene med den frygt. Derfor handler det igen om at søge ind i fællesskab med Gud og hinanden. Vi er henvist til hinanden. For frygt bliver altid mindre, når man deler den med andre.
Det kunne Birgit Friis også mærke, da hun arbejdede for Sct. Nicolai-tjenesten.
Allerede som studerende mærkede jeg, hvilket kolossalt behov folk havde for at læsse af gennem telefonen. Dengang havde jeg et studiejob på nummeroplysningen, og sommetider blev folk hængende i røret på trods af tårnhøje minutpriser bare for at snakke med et andet menneske. Og som frivillig i røret for Sct.Nicolai-tjenesten har jeg mødt alle former for frygt og alle former for ensomhed. Nogle var bange for at være i deres eget selskab, andre var bange for selve tilværelsen. Men det hjælper at sætte ord på frygten, og det gælder også i sorgsituationer. Derfor kan det for eksempel være en god idé at skrive et brev til den afdøde, men man må også sørge for at snakke med de levende, der er tilbage. I begravelsestaler bruger jeg ofte det billede, at minderne fortsætter som en film indeni. Den afdøde kan næsten virke mere levende som minde, og det kan være en trøst for nogle. Men man må alligevel finde tilbage til fællesskabet med andre menneske for at finde tilbage til livet. For livet fortsætter jo, selvom man er blevet forladt.
På den måde minder angst og sorg om hinanden. For man skal have hjælp af andre til at blive revet ud af den film, der ellers kører indeni. En god samtale kan være en af de ting, der kan rive en ud af frygt, angst eller sorg for en stund. Og for nogle kan et opkald til Sct.Nicolai-tjenesten måske være første skridt i deres rejse tilbage til livet og livet med andre.
Kan frygt på den måde forsvinde i telefonen?
Ja, men det er selvfølgelig meget forskelligt, hvor meget man kan hjælpe folk, der ringer ind. Det har jeg selv oplevet. Sommetider kunne jeg give en konkret hjælp, der kunne føre et menneske til punkt B. Andre gange havde jeg fornemmelsen af, at det bare var dejligt for det menneske, der ringede ind, at tale med en fremmed, imens det varede. Mange mennesker føler skyld over igen og igen at læsse af på deres nærmeste, og derfor kan det være en befrielse at ringe ind til en anonym stemme.
Er det ikke endnu lettere at se frygten i øjnene, hvis man også kan få lov til at se ind i et andet menneskes øjne samtidig?
Jo, det kan det være. Derfor er mit job som sognepræst også så livsbekræftende. Det behøver jo ikke engang at være den syge eller døende, der har brug for et par opmærksomme øjne og lyttende ører. Mange pårørende har det lige så hårdt, og der er det vigtigt at fortælle dem, at det er i orden at være bange. En ægtefælle kan jo være lige så hårdt ramt af magtesløshed som den syge, men mange føler, at de skal bære den byrde alene for at skåne den syge partner. En del føler endda skyld over at føle sig fortabte, når det ikke er dem, der skal dø. Men hvis man ikke kan få sig selv til at gå til sine nærmeste, er det vigtigt, at man sørger for at finde andre at tale med, og en sognepræst eller en fremmed stemme i en telefon er bedre end ingenting. Men desværre har mange menneske ikke alene mistet troen på Gud, men også på andre mennesker. Og jeg tror dybest set, at frygt i sin mest perverterede version opstår på grund af en bristet kærlighed, og når man ikke længere tror på, at der kan komme noget godt ud af at have et forhold til andre mennesker. Det er ofte, fordi man er blevet så skuffet og derfor frygter at miste noget af sig selv, hvis man blotter sig for andre mennesker. Men man skal jo blotte sig for at opleve kærligheden. Derfor kan man heller ikke finde frygt i ren kærlighed. For et kærligt fællesskab kan fordrive frygten.