På en blank side efter titelbladet i Kathrine Lilleørs nye bog Kærlighed er. Fortællinger fra mit liv står der Til Joakim.
En bog, der er som en lang prædiken, ikke tør eller teologisk spidsfindig, om kærlighedens mange nuancer. Om det mørke, der kan true kærligheden som vrede, mistillid, svigt og jalousi. Og om livets store temaer tro, tvivl, ondskab, angst, sorg og glæde. Det hele spejlet i det himmelske, i evangeliernes for-tællinger og i litteratur af Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og August Strindberg.
Selvom Kathrine Lillerør undervejs tager udgangspunkt i erfaringer fra sine egne kærlighedsforhold og hun har kendt flere end fem mænd, som hun skriver nævnes der ingen navne undervejs, og der er ingen private afsløringer. Så hvorfor dedikere bogen til Joakim?
Når bogen er tilegnet Joakim, og der også er et efterskrift til ham, er det, fordi den nærmest var skrevet færdig, da jeg mødte ham. Jeg havde været nede i mørket, så det var i taknemmelighed og en tak til Gud i himlen for, at lyset havde ramt mig. Hvis jeg ikke nævnte det, ville jeg føre læseren bag lyset. Derfor føltes det helt naturligt. Jeg er så lykkelig for ham, vi er så glade for hinanden, og det ville være mærkeligt ikke at skrive det i bogen, siger Katrine Lilleør.
Udenfor regner det, og den storm, der senere på dagen lægger Danmark ned, er begyndt at ruske i de efterårsgyldne træer her i landsbyen Slagslunde i det midtsjællandske. Indenfor i præstegårdens store køkken er der tændte stearinlys på spisebordet, caffe latte i høje glas og chokoladecroissanter. Og så må sognepræsten i Slagslunde og Ganløse Sogne, der også er forfatter, foredragsholder, litteraturanmelder og samfundsdebattør, være et af de mest avislæsende mennesker herhjemme. På bordet ligger dagens udgaver af samtlige landsdækkende danske aviser inklusive Kristeligt Dagblad.
LÆS OGSÅ: Professor med sejhed og sårbarhed i fokus
Kathrine Lilleør bor her med sine to yngste døtre, Cordelia på 18 og Cecilia på 14 år. Den ældste, Klara på 21 år, er flyttet hjemmefra. Her er også gravhunden Kastania, der hilser stilfærdigt på gæsterne. Men Joakim Lilholt, som hun fandt sammen med for snart et år siden, og som er administrerende direktør i Tandlægeforeningen, har sin egen lejlighed i København.
Joakim er min kæreste. Han er et menneske, som jeg har kendt, siden jeg gik i gymnasiet, hvor han gik i 2.g og jeg i 3.g. Han har også læst teologi, hvorfor vi fulgtes ad. Vi var de eneste med den samme interesse for at fortolke litteratur og havde et åndsfællesskab. Vi var venner. Jeg har prøvet at vælte ham mange gange, for jeg var en diskussionsmaskine. Når gamle venner i dag ser mig i deadline på DR 2, siger de: Ja, det er som at se dig ved et middagsbord.
Nogle kunne blive urolige ved mig dengang, når jeg bed fra mig men det gjorde Joakim ikke. Det er en meget stor lykke at have fundet ham. Der står ikke skrevet noget sted, at jeg skulle opleve det. Jeg har været alene med mine piger i mange år og taget livstag med det romantiske. Kærlighed mellem mennesker er meget større og uforudsigelig end det, og man ved aldrig, hvornår man rammes af følelsen af tilgivelse og overbærenhed.
For mig selv er det en stor velsignelse at møde Joakim. Men det har aldrig været meningen for mig at gøre ægteskabelig helhed til meningen med livet. For så er der fare for at lægge for meget tyngende på den, og så kan det næsten ikke undgå at gå galt. Den kærlighed, vi har til hinanden, er et af kærlighedens mange ansigter, siger Kathrine Lilleør.
Hun har flere bøger bag sig, deriblandt Fra hjerte til hjerte nye fortolkninger af H.C. Andersens eventyr fra 2005 og Kvinde, hvorfor græder du. Fortællinger fra mit liv fra 2009, der solgte i 45.000 eksemplarer. Kærlighed er. Fortællinger fra mit liv, der er illustreret med tegninger af Vibe Bredahl og udkommer på forlaget Bianco Luno tirsdag den 5. november, kalder hun for et hudløst projekt.
Det er det, for hvis man skal komme i nærheden af det livsvigtige i, at således elskede Gud verden, at Han gav verden sin enbårne søn , er man nødt til at stille sig på det sted i sindet for at kunne fortælle, hvornår det har relevans for mig. Det er et forsøg på at formidle forkyndelsen, men nu i bogform. Jeg synes, at tiden er løbet fra prædikensamlinger. Prædikener er levende tale til konkrete mennesker, der er i menigheden. Og der kan til gudstjenesten være smil, indforståede nik og referencer til sidste søndag.
Det, jeg gerne har villet med Kvinde, hvorfor græder du og nu med Kærlighed er, er at få de store erkendelser, som er i evangeliet og stor litteratur, ud til folk, der ikke er så vante med kirkebænken. I den førstnævnte bog havde jeg forklaret folk, hvorfor man bliver præst, hvad det vil sige at have slægt, og hvorfor det betyder noget for mig med påskeprædikenen. I Kærlighed er har jeg været nødt til at spille op mod mig selv for at illustrere det, som jeg formoder alle andre også har oplevet af afmagt, svigt, jalousi, misundelse og moderskab, for derpå at formidle, hvad evangelierne og forfattere som August Strindberg har at sige om det.
Derfor er det et mere hudløst projekt denne gang. Det er et dyk langt ind i det sjælelige og i selvforståelsen. Noget af det væsentligste i forkyndelsen er, at den taler til vores selvopfattelse. Den lyser mit mørke op, så jeg kan få øje på det og forhåbentlig blive opmærksom på, at det ikke går ud over andre. Men jeg tror ikke, at jeg havde kunnet skrive bog nummer to, hvis ikke der havde været så mange læsere til bog nummer et jeg havde ikke turdet. Derfor er det også en blufærdig bog, for jeg inviterer læseren ind i forgemakket til det rum, hvor jeg er alene med Gud. Man kommer en anelse tættere på, end når jeg står på prædikestolen om søndagen. Men der var ingen vej uden om, siger Kathrine Lilleør.
I bogen fortæller hun blandt andet om flere episoder i parforhold, hvor jalousi, der har været uberettiget, har sendt hende ned i et kulsort, ensomt og gudsforladt mørke, hvor hun følte sig dybt uelsket. Beretningerne følges op med en fortolkning af, hvad det egentlig betyder at være gudsforladt kristeligt set.
De konkrete nedslag i mit liv, der kan perspektivere det, jeg vil sige, er et lille spejl, der skal fungere som eksempel ikke for at skrive noget om mig selv, for det har jeg ikke brug for. Noget af det værste i medierne er at høre andres meget private historier, uden at der er en pointe med at fortælle dem. Jeg er både teolog og litterat, så jeg holder af, at man i fortællinger kan spejle egne erfaringer og uddrage perspektiver, man ikke selv havde fået øje på. Det bliver ikke større end i Johannesevangeliet om den tomme grav, H.C. Andersens eventyr Skyggen og i Paulus breve, der afspejler dybden i, at kærlighed aldrig holder op. Men mange moderne læsere har brug for en nøgle til at åbne for fortællingerne.
Vi lever vores liv, får vi at vide julenat og påskemorgen, under det fortegn, at kærlighed er. Når Jesus på korset råber min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?, råber han efter Gud, selvom det værste er sket. Sådan er det også i dit og mit liv. Inden for de sidste par år har jeg opdaget, at når Jesus råber på korset, er det et skrig, vi alle sammen kender, et skrig om afmagt, og man kan ikke leve uden at have oplevet det i sit liv.
Men Kristus er også hyrde, han går foran, når det går galt. Så når vi føler smerte, skal vi gøre som ham. Og det er gammel bibelsk indsigt, at når vi råber allermest afmægtigt op til Gud, er trøsten nærmest. Man skal råbe sin afmagt, fortvivlelse og raseri ud, da er Gud nær. Som når Kristus varsler, at der skal komme tider, hvor Jorden skal rystes, og vi vil være angst til døden. Da siger han, at når stor angst rammer os, da skal vi huske, at Gud er nær, ligesom, fortsætter han, at vi ved, når figentræerne springer ud, at sommeren er nær. Sådan er det, når man råber min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, at da er Guds rige nær.
Det er derfor, jeg har skrevet den bog. Når det hele skælver, er der brug for noget, der trøster, så man kan holde ud at være i sin krop.
I bogen fortæller Kathrine Lilleør også om bøn og om, hvordan hun som helt lille lærte at bede Fadervor af sin mormor. Bønnen har fulgt hende hele livet, og hun lægger sig aldrig til at sove uden Fadervor, fordi jeg for længst har indset, at det religiøse ritual er en krykke for glæden, skriver hun.
For 50 år siden ville jeg have kunnet skrive om Fadervor uden personlige fortællinger, fordi der ville have været en læserskare, der i det daglige bad Fadervor. Men der er sket et traditionstab, og det er synd, fordi der er så mange mennesker, der gerne vil forstå i hjertet, hvorfor Fadervor er så vigtig. Der er en sult efter at forstå, hvad kristendom er, ikke som lære, men som tro og trøst dybt i sindet, hvor man er alene med sig selv.
At vende tanken indad og bede Fadervor som ritual og ærlig talt se at få fundet sig en kirke, hvor man kan dumpe ned på kirkebænken uden at skulle kigge og nyorientere sig det er penge i banken, når livet skælver, for så har man et sted at gå hen. Mange danskere snyder sig selv for den opmuntring og trøst, det er at føle sig hjemme i en kirke. Rummet, menigheden, salmerne, teksterne og bønnerne er et sted at krybe hen. Det er i al beskedenhed mit projekt med mine bøger, at læseren opdager, hvor man kan finde trøst og livsmod. Jeg tror, det vil være en lettelse for mange, og der er mange ting, man vil få det lettere med.
For Kathrine Lilleør selv bliver livet voldsomt, når hun er bange for, at der kan være sket noget med hendes piger eller hendes elskede. Eller når hun har følt sig ramt af andres misundelse.
Der er meget ondskab i misundelse. At opdage at der kan være blikke på mig, der simpelthen kan være så ukærlige både i venskabs- og kærlighedsforhold og i faglige forhold. Det har ind-imellem sendt mig derud, hvor der er mørke og tænders gnidsel. Oplevelsen af at nogle mennesker har behov for at tillægge mig holdninger og motiver, der ikke har noget som helst på sig. Det har gjort, at jeg selv har måttet tage mig i, hvad jeg tænker af grimme ting om andre.
Når det gælder tidligere kærlighedsforhold, synes jeg da, at jeg har været uheldig, og at de mænd, der har mødt mig, har været uheldige. Vi har ikke passet sammen. Det er jo virkelig fantastisk, at det overhovedet kan lykkes, og at nogle er livsvarigt sammen, og de vedblivende er så glade for hinanden, at andre har det godt i deres selskab. Folk bliver alt for ofte sammen af andre grunde end kærlighed.
Nogle af de oplevelser, jeg har haft, gælder for rigtig mange mennesker. Parforholdet er virkelig medgang og modgang, og de, der er blevet sammen, er næsten altid klar over, hvor velsignede de er. Vi er jo altid gode til at huske de dårlige tider, men ikke de gode. Derfor er det oftest de skævvredne forhold, vi hører om, mens de, der har holdt sammen i medgang og modgang og er glade for hinanden, faktisk ikke kan forklare, hvad de selv har gjort for at fortjene al den lykke, siger Kathrine Lilleør.
Hun minder om, at kærlighed også er faderkærlighed, moderkærlighed, venne- og venindekærlighed og kærlighed til kolleger.
Man behøver ikke at se hinanden hver dag for at vide, at der virkelig er mennesker, man elsker højt. Jeg har venner, jeg elsker, og de kunne gøre hvad som helst, og jeg vil tilgive dem. Jeg er ikke i tvivl om, at al kærlighed mellem mennesker er givet fra Gud. Men kærlighed menneskers og Guds kan ikke forklares.
Alligevel finder man i Det Nye Testamente fire forskellige og dog ens fortællinger om Guds kærlighed. Men læg mærke til, at Jesus yderst sjældent taler direkte om kærlighed. Han bruger billeder, lignelser, for at forklare den. De fortællinger er ikke så vigtige, når alt er godt i dit og mit liv. Men i mørke tider er det altafgørende at få fortalt, at Guds kærlighed er dig nær, især når du synes, du har mistet den. Det er lige så sikkert, som når blomstrende kirsebærtræer varsler, at sommeren er nær.