Flemming Frandsen er et menneske uden store armbevægelser, men gennem sit liv har han favnet flere børn og skæve eksistenser, end de fleste kan prale af. Og som han ydmygt sidder og fortæller i sin rummelige hjørnesofa i Rønne, står det klart, at han ejer hjertets dannelse. For skolelærer og frikirkepræst Flemmings Frandsen har et liv fyldt med barmhjertige samtaler bag sig. En del af dem er foregået i Grønland, hvor han sammen med sin kone har arbejdet som frivillig, social førstehjælper på en kristen døgninstitution for børn og unge, men de fleste forslåede sjæle, der er blevet hjulpet af familien Frandsen, har søgt hjælp her i stuen.
Vi har altid haft huset fyldt med nye venner, der har følt sig trygge her. Og det er i høj grad min kones fortjeneste. Hun har en dejlig udadvendt natur, mens jeg nok i grunden er mere rolig. Men når hun har brudt isen, har folk ofte haft mod på at komme til mig. På den måde har vi været et godt team, siger han, da vi tager hul på en lektion i praktisk dannelse ud over det sædvanlige. For gennem de 27 år, parret har været gift, har de ud over deres egne to børn, fem forskellige plejebørn og et hav af dagplejebørn åbnet deres hjem for hundredvis af mennesker i nød. Ofte som overnattende venner, som Flemming Frandsen insisterer på at kalde de mennesker, sagsbehandlere ellers plejer at kalde klienter. Men hvordan udvikler man den form for hjertets dannelse, der i sjælden grad lever op til teorierne fra for eksempel Søren Kierkegaards værk Kjerlighedens Gjerninger om, at kærligheden er et valg, så man derfor altid har en pligt til at elske sin næste?
Flemming Frandsen fører os tilbage til barndommen, hvor forældrenes møde med kristendommen blev den første begivenhed, der ændrede familiens liv og den unge Frandsens fornemmelse for dannelse. Forældrene blev medlemmer i Missionsforbundet, da han selv nærmede sig skolealderen, og faderen besluttede at blive præst. Det betød, at han var væk i fire år for at læse på bibelskoler i Sverige og Norge, mens moderen måtte tage et job og passe de tre børn alene.
En af de første ting, jeg husker fra dengang, er, da jeg skulle skrive et af mine første breve til min far. Det begyndte jeg med Kære Lennart, indtil min mor kom og spurgte, om jeg ikke troede, at far blev ked af det, hvis jeg ikke kaldte ham far. Det havde jeg ikke tænkt på. I dag er jeg sikker på, at det har sat sit præg på mit liv, at min far valgte at bryde ud og gøre noget helt andet midt i livet for at hjælpe andre.
Senere kom han til at være meget nærværende i min barndom, fordi han som præst var hjemme meget af tiden. Men hjemmet var også fyldt med et hav af andre mennesker, som kom til min far for at få støtte. Og han blev med sin rolige natur et forbillede for mig. Men begge mine forældre må have haft sigøjnerblod i årerne. For da jeg var 19 år, havde jeg prøvet at bo 17 forskellige steder. Jeg havde en næsten kronisk rolle som den nye dreng i klassen.
De første år flyttede familien rundt i Danmark, hvor faderen først var arbejdsmand og siden præst. Men i 1973, da Flemming Frandsen var 12 år, flyttede familien til Canada, hvor de boede fra han var tolv til sytten.
Teenageårene blev skelsættende for min dannelse. Dér oplevede jeg en voldsom erkendelse af mig selv, mine evner og min personlighed. Canadierne bryder sig godt nok ikke om at blive sammenlignet med amerikanerne, men det er alligevel på samme måde som USA et multikulturelt land, hvor ingen gør krav på at stå for den sande canadiske kultur. Og vi blev også godt modtaget. For næsten alle er enten tilflyttere eller efterkommere af tilflyttere.
Det gav mig en erfaring af, at man ikke kan gøre krav på, at ens egen kultur er mere rigtig end andres. Den kan være anderledes, men ikke forkert af den grund.
Da Flemming Frandsen blev 17, udløb familiens midlertidige opholdstilladelse, og faderen blev præst ved Missionskirken i Rønne på Bornholm. Flemming Frandsen var dog overbevist om, at han selv ville vende tilbage til Canada efter et par år, når han var gammel nok til at klare sig selv.
Sådan gik det ikke. Flemming Frandsen var kun 19 år, da han giftede sig med Lilli, som han stadig holder sammen med. Og siden har parret viet deres liv til at få andre til at lykkes. Blandt andet i Jakobshavn i Grønland, hvor parret i flere år drev en døgninstitution, som Missionsforbundet ejede. Huset hed Snespurveklubben. Her var fritidshjem om eftermiddagen og ungdomsarbejde om aftenen.
Jeg kan bedst beskrive vores arbejde som en social skadestue. Det var et sted, hvor alle børn i byen vidste, at der var hjælp at hente. Mange kom midt om natten, hvis forældrene var fulde, eller der ikke var varme på derhjemme, fordi forældrene havde drukket varmepengene op. Men vi havde også fire socialbelastede unge fast boende, der havde brug for en far og en mor, så dem delte vi bad og køleskab med.
Det var en stor udfordring for Flemming Frandsens egen familie. For der var kun ét soveværelse til parret og de to store børn. Og sommetider kom der endda flere til.
Det bankede engang på døren klokken tre om natten. Udenfor stod en let beruset kvinde med et tre uger gammelt spædbarn. Hun talte lige så dårligt dansk, som vi talte grønlandsk, så på en lidt gebrokken måde fik hun forklaret os, at hun var bange for, at hendes fulde mand ville slå hende ihjel. Vi inviterede hende selvfølgelig indenfor. Fem minutter efter spurgte hun, om vi lige ville holde barnet, mens hun løb hjem efter en flaske til det. Hun kom ikke tilbage.
Tre dage senere, da vi havde fået kontakt til hende gennem de sociale myndigheder, viste det sig, at hun i stedet havde fundet en flaske til sig selv. Men det var en underlig følelse at ligge med et fremmed spædbarn mellem os den første nat, hvor vi måtte acceptere, at hun nok ikke vendte tilbage. Og det gjorde det ikke nemmere, at vi hverken havde bleer eller mælkeerstatning i huset.
Den slags oplevelser var livet fuldt af i de to år, familien Frandsen boede i Jakobshavn. Men selvom de fik hjulpet mange børn og familier, var en del af tiden den mørkeste periode i deres eget liv.
Når man står i en krisezone, kan man let blive begejstret for små fremskridt, og mange grønlændere begyndte at komme i kirken i stedet for på bodegaen i den periode. De blev mødt af Gud på en fantastisk måde, men midt i den glæde oplevede vi en krise i ægteskabet, som gennem nogle måneder angreb os i vores samliv og arbejde.
Jeg følte mig slået ned med et baseballbat, og i den periode havde jeg svært ved at hjælpe andre, fordi kommunikationen mellem min kone og mig selv pludselig var væk. Min oplevelse var, at vi godt kunne give praktisk hjælp, en soveplads eller noget tørt tøj, når en dreng kom med våde sokker og T-shirt i 30 minusgrader midt om natten. Men når det handlede om at rådgive folk, blev det sværere.
Flemming Frandsen sidder et øjeblik og tænker, inden han fortsætter:
På engelsk er der et udtryk, der hedder we go through the motions. Vi gør alle bevægelserne, men vi lægger ikke vores liv i det. Sådan var de måneder, og for første gang nogensinde frygtede jeg, at det kun kunne ende med en skilsmisse. Jeg havde også pludselig svært ved at sove, så jeg blev nødt til at gå til lægen for at få sovepiller, så jeg kunne få slukket for kontakten.
I den periode oplevede Flemming Frandsen selv værdien i at blive hjulpet.
Der var nogle mennesker omkring os, som hjalp os med at få bearbejdet de ting, som var gået i hårdknude. Og i virkeligheden fik vi på den måde lov til at opleve værdien i, at nogen gad hjælpe os. Og i dag synes jeg, at vi har et stærkere ægteskab.
Var det svært at tage imod hjælp, når du var vant til at være hjælperen?
Det var så sort, at jeg ikke kunne andet end at tage imod, da forskellige venner direkte spurgte mig, om de skulle hjælpe. Det var simpelthen påtvunget. Men det gav mig samtidig en større forståelse for, at folk har bidt stoltheden i sig, når de kommer for at spørge om hjælp. Det har jeg tænkt på mange gange siden. For jeg ved ikke, om jeg selv havde spurgt andre om hjælp. Men jeg er ikke sikker på, at vi var kommet igennem vores krise, hvis jeg ikke havde haft gode venner.
Flemming Frandsen peger selv på, at bøn var en anden faktor, der betød, at ægteskabet holdt.
Jeg tror, at Gud var en aktiv medspiller i at redde vores ægteskab. Det kan være svært at bede sammen, når man næsten sender indlandsisen efter hinanden, når man kigger på hinanden. Men jeg husker specielt en periode, hvor vi var meget uenige, men alligevel valgte at bede sammen. Og pludselig midt under den bøn, begyndte jeg at grine. Ikke fordi der var nogen som helst grund til det i situationen. Men så kiggede vi på hinanden med lige mange tårer i øjnene, mens jeg sagde, at jeg følte mig overbevist om, at vi nok skulle komme til at grine sammen igen. Det blev en meget konkret og epokegørende oplevelse. For dér midt i bønnen, hvor det var svært, og vi følte, vi stod alene, oplevede vi på den måde en hilsen fra Gud, der mindede os om, at vi nok skulle få det sjovt sammen igen. Det var svært at tro på i vores situation. Men derfra vidste vi, at det ikke var et varigt problem.
Jeg er ikke sikker på, at det var Grønland, der skabte problemet mellem os. Det skyldtes mere, at vi glemte at tale åbent med hinanden. Og jeg fortryder ikke, at vi tog til Grønland. For jeg synes, at vi lærte meget som familie der, og jeg er også sikker på, at vi gjorde en forskel.
Et smil vokser sig stort i Flemming Frandsens ansigt.
En oplevelse gjorde stort indtryk på mig, da vi rejse. For jeg havde fået en ven, der hed Lille Jørgen med sort hår og et lille overskæg. Han var fanger, far til fem og havde som mange andre problemer med alkohol. Det, der bandt os sammen, var, at vi var født samme år, og det går grønlændere meget op i. Vi fik på en måde bygget et fortroligt venskab op, som viste sig at betyde meget for ham. For da vi så skulle af sted, kom han hen for at få et sidste farvelknus, og med tårerne ud af øjnene på ham, sagde på sit gebrokne dansk: Jeg ville ønske, jeg kunne holde fast i dig, fordi du er en så god kammerat. Det satte sig i mig som en varm oplevelse, som er med til at understrege vigtigheden af at være noget for andre.
Flemming Frandsen kone, Lilli, kommer ind i døren med et spørgsmål. Plejedatteren vil gerne have en veninde sovende. Skal vi ikke bare tage sofaen og lade pigerne få sengen? spørger hun. Flemming Frandsen smiler til hende og nikker. Hjemmet er stadigvæk åbent ti år efter Grønlandsopholdet. Det første år afslog han at blive menighedsrådsformand, fordi han ville koncentrere sig om ægteskabet. Det gav energi til at blive menighedsrådsformand og siden præst i den samme kirke, hans far var leder af. Og i dag arbejder han både som lærer og i kirken.
Jeg tror, at Gud kan være en medspiller i vores sociale dannelse, fordi Gud kan se muligheder, som vi ikke kan. Han så, at der var en vej i mit ægteskab. Og Bibelen fortæller også om, at Gud som en pottemager kan få noget nyt og godt ud af en klump mislykket ler. Det synes jeg er et smukt dannelsesbudskab.
Man må vise ydmyghed for, at man ikke kan styre sin egen dannelse fuldstændig, og så må man acceptere, at man ikke altid selv kan se, hvad det skal ende med at blive. Mit eget dannelsesprojekt handler derfor meget om at lægge mig i Guds hånd gang på gang i ydmyghed over for, at han bedst ved, hvordan vi sammen kan bruge mit liv. Og min egen oplevelse er, at jeg netop lever i selvrealisering, når jeg bøjer mig for Guds vilje. For på den måde realiserer jeg det, som jeg er skabt til. Og det er en dannelsesproces, som er skabt til at vare hele livet.