At leve med Kaj Munk

MINE FORÆLDRE: - At være søn af Kaj Munk er et bjerg, der ligger der. Man må enten gå over eller uden om det. Man kan ikke melde sig ud af foreningen, det står hans skæbne for stærkt til. Der er næsten tvang over det, siger teologen Arne Munk

n Liv & Sjæl har i sommer bragt en række interview med kendte danskere, der fortæller om deres forældre og deres indflydelse på deres opvækst på godt og ondt. Interviewet med teolog Arne Munk afslutter i dag serien. - Man kunne godt ønske, at abortsagen kostede nogle hoveder. Det er blevet for billigt og nemt at sige nogle ting. Hvis det ingen omkostninger har, hvad man siger og gør, taber det kraften. Det er altså en invitation til martyriet, tordner Arne Munk bag sit skrivebord. Han har på forhånd udstedt en advarsel i telefonen: - Du har vel hørt, at jeg er en strid banan, så du må hellere ruste dig til tænderne, hvis du skal have skovlen under mig! Nu er emnet ikke den 65-årige cand.theol.'s engagement i »Retten til liv« og anti-abort-organisationens forkætrede mindesten i Vedersø i Vestjylland - men hans forældre, Lise og Kaj Munk. Og anspændtheden i kroppen, som advarslen har afstedkommet, letter ved synet af den milde fremtoning, der drejer ind ad porten fra Købmagergade og går over gården til Det Teologiske Fakultet i København, hvor han er lektor i Gammel Testamente. »Har du husket slipset, Arne?«, bliver der råbt fra betjentstuen, og den joviale stemning følger i kølvandet på lektoren og ind i vareelevatoren og op til 2. sal, hvor Institut for Bibelsk Eksegese holder til. Hele vejen samtaler han om eksamenstravlhed og børn og spørger interesseret til journalisters arbejdsmetoder. Inde på kontoret fikserer han én med sit årvågne vandblå blik, mens man afgiver sin bestilling på Nescafé, og skal det være med eller uden mælk og sukker? Hans far, digterpræsten, Kaj Munk, blev den 4. januar 1944 hentet i præstegården i Vedersø af nazisternes håndlangere, kørt bort i en bil og henrettet med nakkeskud på landevejen ved Hørbylunde Bakker nær Silkeborg. 45 år gammel blev han. Debatten om, hvorfor Kaj Munk gik med bødlerne og ikke tog imod modstandsbevægelsens tilbud om flugt, da jorden brændte under ham, er endnu ikke forstummet. Hvorfor prædikede han i december 1943 i Københavns Domkirke trods forbuddet fra Werner Best, tyskernes øverstbefalende i Danmark under besættelsen? Et væld af bøger, disputatser og afhandlinger på dansk, tysk, norsk og fransk har siden beskæftiget sig med gåden Kaj Munk. Han er blevet kaldt alt lige fra nazist og fascist til en mand, der gav sit liv for friheden, til heroisk og martyr. En af hans biografer, Bjarne Nielsen Brovst, har karakteriseret ham som »en Guds mand, et vidunderbarn, overspændt og klog, der skrev digte fra otte-års alderen«. I Dansk Biografisk Leksikon, hvor Berlingske Tidendes anmelder Jens Kistrup gennemgår Munks liv og værker - lyrik, journalistik, dramatik samt hans skrift og tale mod den tyske besættelsesmagt - skriver han blandt andet: »Hans død virkeliggjorde hans livslange håb og drøm: at vække det danske folk og selv sætte sit liv ind. Kaldet og martyriet. (...) Det kgl. Teaters antagelse af »En Idealist« var det første højdepunkt i hans liv. Det andet var hans død«.Arne Munks mor, Lise Munk, var født på Vedersø-egnens største gård og kun 18 år, da hun blev gift i 1929. Efter mordet på Kaj Munk flyttede hun til Hellerup nord for København med sine fem børn - Solvejg, Mogens, Helge, Arne og Yrsa. I 1976 vendte hun tilbage til præstegården i Vedersø, hvor hun blev boende til sin død i 1998, 89 år gammel. - At miste sine forældre er som en amputation. Jeg havde et særligt forhold til mor, fordi far døde. Vi havde en klan-bevidsthed, hvor mor var centrum for det hele, fortæller Arne Munk og fortsætter: - Hun havde en betydelig personlighed. Hun var et ualmindelig rigt facetteret menneske, åndsoverlegen, men ikke spontan i modsætning til far. Hun kunne godt bryde ud i latter, men havde altid fuld kontrol. Hun udleverede aldrig sig selv, og man kunne spekulere over, hvad der egentlig huserede i hende. Samtidig var hun utrolig nærværende i situationen og en meget registrerende samtalepartner. Hun havde en nærhedsbevidsthed af sjældent omfang. Det kom meget af, at hun var et følsomt menneske. Man vidste jo aldrig, hvilke reaktioner der kunne udløses. Derfor byggede hun et værn om sig selv og viste ikke umiddelbart tillid over for folk. Far udleverede sig selv i masser af forhold, det gjorde mor ikke. - Hvorfor hun var sådan, kan bedst illustreres med en episode fra hendes barndom. Ni år gammel var hun en juleaften kommet til at åbne en kakkelovnsdør, så der faldt lidt aske ud på gulvet. Det havde hendes mor reageret meget voldsomt på og skældt ud. Hun havde ikke syndet stort, men det, at omgivelserne kunne reagere så voldsomt på ens adfærd, gjorde, at man skulle passe på. Der var tale om en bagatel, så det var misforholdet mellem brøde og reaktion, der indtrådte. Det svarer godt til moderne psykoanalyse om barndommen, der forfølger én hele livet. - Hun var ingen pylremor. Vi børn trængte først ind i hendes bevidsthed som samtalepartnere. Det med babyer var ikke hende. Hvis der var behov for det, kunne hun træde til i en snæver vending. Men i de første år var vi meget overladt til pasning af køkkenpige og stuepige. Det passede mor godt at være med far til foredrag og svæve lidt over vandene. Hun fik først et forhold til børn og børnebørn, når de var kommunikationspartnere. Så blev der talt til os som voksne ligeværdige. Hun lyttede til os, tog det alvorligt, og det var ikke unaturligt for hende at drage os ind i overvejelser om udgivelse af fars værker. Man kan ikke umiddelbart sige, at hun var et kærligt og varmt menneske. Hun kunne godt være hjertelig, men der var ingen spontan udveksling af kærtegn som med far, der kunne tage én op på skødet og kysse én lige efter, man havde fået en lussing. Det var som sol og vind. Mor og jeg havde et meget nært forhold, hvor jeg trådte i fars sted i mange forhold, blandt andet det forretningsmæssige omkring skov, landbrug og hele forfatterskabet. Hun gjorde brug af min praktiske sans og viden om disse forhold. Det betyder ikke, at hun ikke havde et nært forhold til sine andre børn. Men når man er afhængig af støtte, opstår der et nært forhold. - Det var magtpåliggende for hende, at vi lærte Danmark at kende, og at vi fik et forhold til naturen og dansk litteratur. Noget af det sidste, hun selv læste, var »Jadekatten« af Suzanne Brøgger. Hun var meget forarget: Tænk, at ville udlevere sin familie på den måde! Hun var ikke på nogen måde en udvisket type. Hendes holdning til Fællesmarkedet var klar: Hvis man ikke var imod, havde man gjort i egen rede! Hun læste tre aviser om dagen. - Hun døde af kræft. Hun havde altid været rask, duelig og rørig, og pludselig var hun bundet til sengen. En dag, vi havde fået stablet hende op ude i haven, sagde hun: Der er så dejligt her, mon ikke det bliver en skuffelse at komme i Paradiset? Den største forskel på mine forældre var, at far var livselsker, mor var livsnyder. Hun havde virkelig sans for Vorherres jordiske tilbud. Hun havde ikke en særlig høj social bevidsthed. Hun mente for eksempel ikke, at det kunne være meningen at afstå fra noget, fordi andre også skulle have del i det. - Der var et før og efter fars død. Man må sige til hendes ros, at hun som 34-årig klarede at få fem børn i vej, flytte til København og stå på egne ben. Hun fik dog meget hjælp udefra. Far var også fuldstændig overbevist om, at hun kunne klare det. Det ville ikke brase sammen, fordi han forlod scenen. Det kom til at holde stik. Han havde fuld tillid til hendes livsduelighed. - Det gav hende også nye muligheder. Far var på mange måder nøjsom. Man skulle ikke have mere i verden, end man kunne køre op på landevejen i en trillebør. Ved siden af mor var han kulturløs. Hun fik opfyldt drømmen om at få antikke møbler efter hans død. Skønhed var en objektiv størrelse for hende. Hun havde et næsten perverst forhold til uindbundne bøger. At noget så væsentligt som bøger kunne være uindbundne - kunne man falde dybere? Det var i hendes øjne en del af proletariseringen af samfundet, at bøger ikke indtog en særlig rolle. - Fars død var et hårdt slag for hende. Han fyldte ufatteligt meget i bevidstheden. De havde et sprængfyldt forhold, det var modsætninger, der mødes. De elskede hinanden. De var altid sammen bortset fra, når han gik på jagt eller skrev skuespil, hvor han opholdt sig andre steder i landet. Hun fortalte efter fars død, at hun havde drømt, at hun med neglene gravede sig ned til hans kiste. Så stort var savnet. Han fyldte ufatteligt meget. Man kunne ikke være i nærheden af ham uden at være udstyret med en lynafleder. - Mor var også demokrat og havde måske større forståelse for menneskelig svaghed, end han havde. De var i Tyskland i 1930'erne, hvor de oplevede de store møder med Hitler. Han kunne i de situationer føle historiens vingesus og fornemme konsekvenserne for Danmark og fremtiden. Mor standsede ved indtrykket af masseopbuddet og udnyttelsen af menneskemægden - proletariseringen. Hun havde en æstetisk indfaldsvinkel til tilværelsen, og for hende var der langt fra Beethoven til den massesuggestion, hun oplevede dér. Eftertiden har ofte spurgt til det paradoks, at Kaj Munk gik i døden for friheden, men at hans mod havde store omkostninger for hans efterladte kone og børn. Arne Munk bliver ikke stødt over spørgsmålet, om det skabte vrede hos de efterladte, men forklarer: - Mor var ikke vred på far. Det var hans eget liv, og intet menneske har ret til at stå i vejen for et andet menneske og dets indsats. Det råderum, hun forlangte for sig selv, gav hun også andre. Hun ville heller ikke bede os børn om noget selvindlysende, tage ud af bordet for eksempel. Gjorde vi det ikke, var vi åbenbart ikke nået til den erkendelse. Frihed er et nøgleord, når det gælder mor. Men hun kunne godt blive skuffet, hvis man forvaltede den frihed uanstændigt. - Jeg er 100 procent enig med far. Der er en pris at betale her i livet. Men fars død - det er jo et bjerg, der skal flyttes. Som ni-årig forstår man ikke det der. Jeg fik et forkludret forhold til kammerater, for hvorfor levede deres fædre? De havde snydt med betalingen. Hvorfor i alverden skulle han ofre sit liv, og alle andre gå fri? Det far foretog sig, kan man sige blæste døren op, som havde der været storm. Skæringsdatoen i mit liv er den 4. januar 1944. Der er et før og efter »kræften blev diagnosticeret«. Det er en dato, jeg hele tiden vil vende tilbage til og revidere. Det vil altid give et stik i hjertet. Han var en enestående far, tog os med overalt. Mor sagde: Jeg har aldrig hørt jeres far beklage sig over jer eller sige, at han havde fået nok af os! - Han var nærværende i tilværelsen i usædvanlig grad, og han efterlod sig et enormt savn og tomrum. Men efterhånden står det klart for én, at der ingen anden vej var. Hvis der en dag kommer tre rockere ind i stuen og vil voldtage ens kone og børn, sætter man sig jo ikke hen et sted. Min datter sagde en dag, at »farfar havde den eneste ansvarlige holdning«. Det glædede mig langt ud i hårrødderne. Hun kunne sige det ud fra den opfattelse, at hvis jeg svigter, er der andre, der skal betale prisen. Vi har i dag anarkistiske forhold, hvor det gælder om at erobre områder på bekostning af næsten. At skulle afstå noget for næstens skyld er udelukket. - For far var det et kald ovenfra. Om han lukkede øjnene for det kald, vil hans liv blive bedømt på ved Dommedag. Han vender tilbage til spørgsmålet i sin produktion: Et menneskes værdi kan bestå i, hvad det i en ganske lille konkret situation udretter eller ikke udretter. Den, der ikke gør det, har fejlet. Hans Gudsforhold var forkyndelsen. Han satte ikke sit lys under en skæppe. Han blev tidligt klar over, at han havde en rolle i Danmarkshistorien. Han havde en udpræget kalds- og missionsbevidsthed. Han betragtede næsten sig selv som medium for noget større, der kom udefra. Et gennemløbssted. - Jeg synes, han udviste en dybt ansvarlig holdning. Som han sagde, at det skal ikke være sådan, at min dreng engang spørger: Hvor var du henne den 9. april? Der ligger en bestemt appel for eftertiden. Lukkede du øjnene for Hitlers rædselsregime? Han mente, at børn havde ret til at bedømme forældrene ud fra, om de fejlede. Det lå dybt i ham, at man forråder mennesketilværelsen, hvis ikke man er et forbillede. Han sagde tit, at enhver handling fører enten opad eller nedad. Det gør handlingen utrolig skæbnetung. - Uanset hvad han er blevet kaldt, fascist eller martyr, var han først og fremmest min far. Et ualmindeligt varmt menneske. Han var ikke bange for at labbe os et par. Det var ikke udtryk for sadisme, men for konsekvens. Og hvis man ser på Kaj Munks produktion, var han et homo ludens - et legende menneske - ud over alle grænser. Hans evighedsalder var 12 år, som hofprædikant Oscar Geismar har sagt det. Han elskede at slås med vand, spille bob, boccia og kroket og drikke te i haven. Tiden med far står i et utrolig forklaret skær. Det var en hektisk, farverig barndom, hvor der kunne ske de mest uforudsigelige ting. Man kunne for eksempel blive hevet ind i en bil klokken tre om natten for at se på kronhjorte i brunst. Fortsættes Side 10 Mor og jeg havde et meget nært forhold, hvor jeg trådte i fars sted i mange forhold... Det betyder ikke, at hun ikke havde et nært forhold til sine andre børn. Men når man er afhængig af støtte, opstår der et nært forhold. Det far foretog sig, kan man sige blæste døren op, som havde der været storm. Skæringsdatoen i mit liv er den 4. januar 1944. Der er et før og efter »kræften blev diagnosticeret«. Det er en dato, jeg hele tiden vil vende tilbage til og revidere.