Livsbekræftende opgør med dødens tabu

I efteråret mistede skuespilleren Vigga Bro pludselig sin mand og medspiller gennem 25 år, jazzmusikeren Erik Moseholm, få dage før de var klar med en fælles forestilling. Alligevel opgav hun ikke Bobler, der på én gang handler om død og sprudler af liv

Trods sorgen er der altid noget at være taknemmelig for, mener den 75-årige skuespiller og fortæller Vigga Bro, der i efteråret mistede sin mand. –
Trods sorgen er der altid noget at være taknemmelig for, mener den 75-årige skuespiller og fortæller Vigga Bro, der i efteråret mistede sin mand. –. Foto: Leif Tuxen.

I det lille mørke teaterrum falder lyset på et rødt forhæng allerbagest på scenen. Foran står en høj stol tom i mørket, og en stor gammel bas hviler fredfyldt på siden. To unge kvinder dukker frem fra et sted bag forhænget. Den ene rejser bassen op og får rummet til at vibrere i en jazzet improvisation. Den anden indtager et muntert køkken af al slags isenkram, man kan slå på, og kaster sig ud i en lystig slagtøjsdialog med bassen.

Nogen kommer ned ad trappen mellem stolerækkerne. En forsinket teatergæst? Nej. Den lille, hvidhårede kvinde helt i sort er aftenens hovedperson. Den 75-årige skuespiller og fortæller Vigga Bro indtager scenen og sætter sig på den høje stol. Hun er klar til endnu en aften med Bobler en fortælleforestilling bygget op om personlige erindringer. Hun har spillet den på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro i København hele maj sammen med de to musikere Ida Bach Jensen og Birgit Løkke. Nu er stykket taget af plakaten, men håbet er, at forestillingen kommer på turné senere.

Vigga Bro har skabt forestillingen sammen med sin mand og medspiller gennem 25 år, jazzmusikeren Erik Moseholm. De skulle have opført den sammen, han på bas og hun som fortæller som så mange gange før, men den 10. oktober sidste år fik han uden varsel en blodprop i hjernen og døde to dage efter.

Min indremissionske faster sagde altid, at hun ville ønske, at hun blev hentet af Elias ildvogn, når hun skulle herfra, og det var sådan, han døde, fortæller Vigga Bro senere i solskinnet i sin have bag huset i Hellerup.

Som barn syntes jeg, det var et fantastisk billede. Det gjorde dybt indtryk på mig: At blive hentet sådan bare FUUUM.

Hun ler en smittende latter, men bliver straks alvorlig igen.

Sådan tænker man naturligvis ikke, når ens mand dør. Slet ikke. Det er en kolossal sorg, som man ikke kan tage fra et menneske. Det var et chok, og på den anden side er man nødt til at sige, at det var en god død for ham. Han har ikke ligget længe og lidt eller er blevet dement. Han var fuld af liv til det sidste og på sin fulde højde og det i en alder af 83. Mere kan man ikke ønske.

På trods af chokket og sorgen var Vigga Bro helt på det rene med, at den sidste forestilling, de havde skabt sammen, skulle opføres, selvom det blev med en anden bassist.

Det var umuligt at lade være. Den forestilling var vores fælles barn, og et barn kan man jo ikke bare sige farvel til. Det er den eneste rigtige måde at følge ham til dørs på.

En ækel lugt. Det er den første erindringsboble, teatergængerne bliver konfronteret med i forestillingen. Den stiger op fra tunnelen, der fører under perronerne på Fredericia Banegård. Det er lige efter krigen. Lille Vigga skal over på den anden side af banen med et brev i postkassen. Men lugten er ikke til at holde ud. Hun ved ikke, hvor den kommer fra. Så ser hun mennesker nede i tunnelen. Magre, beskidte, lasede mennesker sidder på et bræt langs væggen og foretter deres nødtørft. Den ækle lugt er lugten af afføring. Det er for meget for hende. Hun vil løbe en anden vej, men de er overalt.

Det er ikke til at holde ud, og til sidst løber hun hjem uden at være kommet af med sit brev. De magre, beskidte, lasede flygtninge på banegården er også mennesker, siger hendes mor medlidende. De er tyskere, siger naboen hårdt.

I kender det godt, siger fortælleren på scenen, den voksne Vigga. Sådan nogle minder kan pludselig dukke op. De sidder i kroppen og stimuleres af sanserne ved en lugt, en smag, en berøring. De er som fisk, der slår med halen i erindringens strøm, eller bobler, der stiger op fra bunden. Det sker for os alle sammen hele tiden. Tit lægger vi knap nok mærke til det. Somme tider er det store bobler med fortællinger indeni. Det er boblerne, der gør, at mennesker forstår hinanden.

Døden er temaet i mange af erindringsboblerne. Det er ikke på grund af Erik Moseholms død sådan var forestillingen allerede i forvejen, mens han levede. Kun én eneste sætning er tilføjet. Den falder efter en passage, hvor hun filosoferer over, at man efterhånden kan vænne sig til, at man skal dø. Der har hun tilføjet sætningen: Men det er ens egen død. Man vænner sig aldrig til, at ens kære dør.

Erik var ikke bange for at dø, ikke spor, og han var heller ikke bange for at tale om døden. Han var et både modigt og meget følsomt menneske på en gang, og det er en god kombination. Men det er mig, der har lavet teksterne, og mig der valgte at tematisere døden, fordi jeg synes, der er så meget angst for den, at det ikke er til at holde ud. Mange mennesker er så bange for at dø, at de slet ikke forbereder sig, forklarer Vigga Bro.

En forestilling, som tematiserer døden og udfordrer det tabu, der omgærder den, lyder måske umiddelbart som en bedrøvelig affære, men publikum oplever den som både humoristisk og livsbekræftende. Det vidner de mange breve om, som hun har fået fra folk, som har set forestillingen. Det er hun glad for, for hensigten med at tale om døden er ikke at kvæle lysten til livet.

Jeg synes hverken, at døden er noget, der skal få en til at blegne eller sætte sig hen og trille tommelfingre. Tværtimod. Man skal ikke være bange for døden. Man må tage den på sig som den livsbetingelse, den er, siger hun.

En veninde sagde en gang til mig, at det er godt at tænke på døden. Hvis du lige giver den en tanke bare en gang om dagen, så kan det jo gå sådan, at du går hen og bliver glad for livet. Det synes jeg er godt sagt.

Vigga Bro har en stærk udstråling af livsmod og godt humør, selvom hun har oplevet tab og sorg helt tæt på, fra hun var ganske lille. Hendes far døde af kræft, to måneder før hun blev født.

En søndagserindring bobler op på scenen: En mor og fire børn forlader på rad og række huset på Dyrehavevej i Fredericia. De går gennem gader, hvis navne suser hurtigere og hurtigere forbi, til de når deres mål: Sct. Michaelis Kirkegård, sjette sti, femte grav, den store grå sten med faderens navn. Der tager de opstilling alle fem og står helt tavse. Så kommer den, Den Store Sorg. Den står hos dem ved graven. Den følger med dem, da de bagefter går ind i kirken. Den er med hele vejen tilbage gennem alle gaderne, men når moderen sætter nøglen i døren hjemme på Dyrehavevej, er den ikke længere med dem. Den er svundet ind. Kun en lille rest kan altid fornemmes i gardinernes folder og som en sørgmodig tone i moderens glade latter.

Min mor var et meget vitalt menneske og livsglad. Hun elskede livet, og kærligheden til min far bar hun med sig lige til sin død, fortæller Vigga Bro.

Det var selvfølgelig hårdt for hende at miste ham, og hun var ved at gå ned på det. Hun blev syg og fik en blodstyrtning, da hun fødte mig, men alligevel klarede hun det. Jeg var jo et kærlighedsbarn, og den kærlighed, hun har lagt i os børn, har været vitaminer for livet. Du skal glæde dig over livet, selvom du bærer sorgen med dig. Og det kan man sagtens.

På scenen slutter hun historien om Den Store Sorg med en lille vibrerende mundharpesolo hendes debut på det instrument.

Men Den Store Sorg var aldrig sørgelig, siger hun så.

Den var vild og stærk og varm! Tænk at have haft en far og en mor, der elskede hinanden så stærkt, at det rakte langt ud over døden.

Bassen jazzer. Det er Erik Moseholms fine gamle bas bygget af en italiensk instrumentmager for 238 år siden, som bassisten Ida Bach Jensen improviserer på med ferme fingre. Efter forestillingen skal den sælges, men ved at have den med i forestillingen er det, som om dens afdøde ejer alligevel er til stede på scenen. Melodierne har han også skrevet, selvom improvisationerne helt og holdent er Ida Bach Jensens.

Erik Moseholm slog igennem som jazzmusiker allerede i 1950erne og var en årrække ansat i Danmarks Radio, blandt andet som leder af radioens bigband, og til sidst i erhvervskarrieren var han rektor på Rytmisk Musikkonservatorium fra 1992 til 1997. Som pensionist begyndte han at arbejde sammen med ægtefællen om musikalske fortælleforestillinger, hvor hendes stemme og hans bas sammen fortalte historier. Det har der været mange store oplevelser i for dem begge to og for publikum.

Jeg kan sige tak for de 25 fantastiske år, vi har haft sammen, og jeg kan ikke bebrejde nogen, at det er slut. Hvem skulle jeg bebrejde for, at livet er sådan, at man dør?, siger Vigga Bro.

Sorgen er der, og den er stor, men det er en livsbetingelse. Jeg har stadig hans fantastiske børn, og jeg har min dejlige datter og skønne børnebørn. Sådan får man gaver alle steder fra, og så skal man ikke sidde og beklage sig.

Trods sorgen er der altid noget at være taknemmelig for, synes hun.

Vi er ikke curlingbørn, som nogen hele tiden baner vejen for. Der er opture og nedture i livet, og begge dele hører med. Hvis man tror, at alting skal være let, ser man ikke livet i øjnene.

Jeg er selv så heldigt stillet, at jeg har mit arbejde, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg behøver aldrig sidde ørkesløst hen. Jeg har altid for lidt tid, og jeg har så mange gode venner i alle aldre. Ikke kun nogle gamle nogle som mig selv, og det også meget vigtigt.

Begge Vigga Bros forældre kom fra stærkt indremissionske miljøer, men selv ser hun sig som ateist.

Nej, jeg tror ikke. Jeg har stor respekt for de ægte og smukt troende mennesker som min mor, men ikke for de dømmesyge og selvretfærdige. Jeg tror, der er noget, som er større end mennesker, men hvis der er noget bagefter, ja, så tror jeg under alle omstændigheder, det bliver helt anderledes end noget, vi nogensinde kan forestille os, siger hun.

Den sidste historie i Bobler handler om jul, og om hvordan den gamle Johan, som engang havde arbejdet i skoven hvert år, kom med et juletræ til Viggas mor og de fire børn. Et år gik de alle fem på genbesøg hos den flinke juletræsgiver og hans kone, men mod forventning blev det en kæmpe skuffelse. Hos dem var der nemlig slet ingen julepynt og intet gran eller juletræ. Det havde de jo givet bort. Den lille Vigga syntes, det var helt forfærdeligt og ikke til at holde ud, at de ikke havde så meget som en eneste kravlenisse. Det var så trist, at hun slet ikke ville med derhen året efter.

Men når den 75-årige Vigga læner sig frem mod den lille Vigga i erindringen, kan hun fortælle hende om boblerne. Når man bliver gammel, har man masser af dem, og nogle af dem er fulde af dufte af vaniljekranse, jødekager, flæskesteg og brændt gran. Når man er blevet så gammel, så har man så mange bobler, at man ikke længere behøver alt det udvendige mere. Man har det hele med sig indeni.

Sådan slutter forestillingen Bobler. De tre kvinder forlader scenen under stort bifald. Slagtøjet tier, bassen hviler tavst på siden, og den røde stol står igen tom i mørket efter Vigga Bro. Nu som i begyndelsen og som en gang for altid.