– Det bliver ikke bedre!
Tomas Møllehave siger som den angstplagede eneboer Jack Nicholson i filmen af samme navn. Det er dog ikke udtryk for resignation – tværtimod.
Hvad er lykke for dig?
– Det er følelsen af, at alting er bedre, end jeg nogensinde har drømt om. At vågne op, se sine børn og være elsket og elske. Det får én til at overse alle de problemer, der måtte være. Lykke er at føle sig elsket, og at nuet er så stort, at intet som helst kunne gøre det bedre, siger Tomas Møllehave.
De 43-årige forfatter og foredragsholder – søn af præst og forfatter Johannes og nu afdøde Herdis Møllehave – fryder sig i disse dage i hjemmet i Hornbæk i Nordsjælland. Glæden gælder hustruen Linda, der venter sig, fællesbarnet Masja på to år og de fire sammenbragte børn Mark, Anna, Jakob og Tobias i alderen syv til 17 år. Og den gode medfart for hans sidste bog "Fryd", der har fået gode anmeldelser og ligger nummer syv på boghandlernes bestsellerliste.
– Fryd er et af de herligste ord, jeg kender, men også et glemt ord. Jeg har i bogen prøvet at hale det op fra erindringen, der har frydet mig, alle de øjeblikke, hvor man har kunnet glæde sig. Jeg vil gerne tænde menneskers egen fryd over det, der ligger i deres erindring. Vores kultur lægger op til magelighed, men der kommer meget sjældent fryd ud af at sidde og se på en skærm. Fryd er noget, man oplever sammen med sine medmennesker.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
– Positivt. Jeg er meget optimistisk. Det kommer af at have haft en barndom, hvor jeg troede, at det aldrig skulle gå mig godt, og så opdage, at der alligevel er nogle ting, der har fungeret for mig. Når min barndom var hård, var det, fordi jeg som ordblind var fortabt i skolesystemet. Alle mine ni romaner har jeg dikteret. Før i tiden var det til min mor, nu har jeg fundet en sekretær. Det positive livssyn handler om troen på, at hver dag har noget godt at give mig, og at jeg har noget godt at give. Gavmildhed er også at kunne tage imod.
Hvad har formet dit livssyn?
– Kristendommen først og fremmest og at have en far, der var model for livsglæde. Det var en del af min mors skæbne, at hun ikke kunne følge med i hans livsglæde. Det gjorde, at hun faldt længere ned, fordi hun følte sig utilstrækkelig over ikke at kunne komme helt derop, siger Tomas Møllehave og smiler over paradokset i det, inden han fortsætter:
– Jeg kender selv mekanismen i at kunne blive sur og gal på andre. Jeg kan bedre gennemskue det i dag og sige til mig selv: Hov, hvad laver du nu? Visdom kommer med alderen, nogle gange kommer alderen alene. Derfor er det en glæde at kunne gribe sig selv, før man opfører sig umuligt og giver sig selv lov til at blive gal. Der er noget galt med at blive gal, hvis man bliver det uden at have belæg for det.
Hvad tror du på?
– Jeg tror på, at der er en sammenhæng i tilværelsen, hvis man har lyst til at se den. Skæbnen har sine veje i dit liv. Men for at finde dem, skal du ud over passivitet. Hvis du gør dig aktiv blandt andre mennesker, vil du se og føle sammenhængen hele tiden. Hvem der skaber den sammenhæng, er for stort et spørgsmål. Jeg tror også, at livet handler om fordybelse. I vores magelige kultur serveres hele tiden det overfladiske som det rigtige. Det vil jeg gerne vende om og sige, at fordybelse er det rigtige. Det er kun i fordybelsen, at jeg kan blive den, jeg gerne vil være. Hvis du arbejder hen imod at blive den, du gerne vil møde, er du sørme nået langt.
Hvordan gør troen en forskel i dit liv?
– Den gør, at jeg aldrig føler meningsløshed. Da jeg var seks år, spurgte jeg min far: Hvor er Gud henne? Han svarede: Kom til mig, når du ikke kan se ham. Jeg behøvede aldrig at gøre det. Det betyder, at jeg har et sted at gå hen og sige tak. Jeg kan kun sige, at det er en følelse i mit liv. Paradoksalt har den fulgt mig så længe, efter at jeg blev indoktrineret af den glade præst, at jeg ikke stiller spørgsmål ved det mere. Men jeg ser mange, der ikke har det på samme måde. De har det meget sværere. Når en dansk folkesygdom er alkoholisme, er det, fordi man ikke kan se, hvor udfordringen, værdien og meningen ligger.
Hvad har du taget med fra dit barndomshjem?
– Det vigtigste af alt er samtalen og samværet med dine børn. Du kan godt være travl, men det er vigtigt at sige, at den tid, jeg har med dig, er den vigtigste i mit liv. Og at det, at du findes, er den største gave for mig. Jeg tror, at det er en del af at hindre, at børn vokser op med mindreværd. Du skal fortælle dem, at de er herlige, og altid bakke dem op. Det er den bedste recept, jeg har fået med hjemmefra.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Der er kun Jesus. Der er også en glæde i at sige til sig selv, at du skal blive bedre. Hvorfor være en idiot to gange? Det ligger også som en accept af andres fejl. Du har måske selv gjort noget, der tangerede det, og derfor vil du ikke fordømme andre.
Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
– Livsglæde. Og troen på, at alt er muligt. At de ikke lever i et univers, der er begrænset, og at der er plads til at være anderledes. Det er også en gave, som jeg har fået med hjemmefra. Man var accepteret, selv om man var forkert. Jeg var ordblind og en masse andre ting. Men at jeg aldrig er faldet uden for mine forældres kærlighed, betød, at det ikke gik i sort.
Hvad er elendighed for dig?
– Det bliver fantasi, for det har jeg ikke prøvet på den måde. Men det vil være, hvis hver dag er dårlig, og hver dag er ens. At man har den klaustrofobi i sit liv, at der ikke er plads til dig, hvilket må munde ud i, at der ikke er tro. Sult, nød og krig er elendighed, men det er ikke min elendighed. Min elendighed er luksuriøs. Det andet gør mig forstemt. Det må blive min egen lykkeforstærker, at det ikke er mig, der sidder i Fallujah i Irak med et maskingevær og hader Vesten.
Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?
– Som lykkelig. Og lettet. Man er jo altid meget nervøs for, om ens bog vil blive slagtet, og det er den ikke kun blevet. Det er også at have fået lov til at leve så længe, at man kan se tilbage på sig selv og sige: Det har dog været værre.
Har du et motto?
– Man behøver ikke at være så bange. Jeg ved ikke, hvor jeg har stjålet det fra. Jeg vil også gerne arbejde mig frem mod Karen Blixens motto, som hun havde fra sin ven, englænderen Denys Finch Hattons våbenskjold: Je responderay – jeg må svare. Så langt er jeg ikke nået. Jeg svarer ikke på krigen i Irak. Jeg har sat mig selv udenfor for at skåne mig selv og bevare min lykke. Det er for langt væk til, at jeg kan tage det på mig, siger Tomas Møllehave og tilføjer:
– Det havde været større, hvis jeg havde bevaret min lykke og havde taget dét på mig, hvor smerten er størst, og det er allermest uhyggeligt. Og så kunne svare på det.
$CLASS=rubfakta$Tomas Møllehave
Er født 1961 i Hvidovre. Hf-student 1980. Kulturcafeen Blandede Bolsjer 1983-84. Filmskolens Manuskriptlinje 1986. Filmarbejde og foredrag. Forfatterdebut 1983 med "Aben, gøgleren, pigen og mig". "Fryd" er hans niende roman. Suppleant for menighedsrådet i Hornbæk Kirke. Gift med sygeplejerske Linda Møllehave. Parret bor i Hornbæk og har tilsammen fem børn.