De nye målinger skal kunne supplere de økonomiske nøgletal, såsom bruttonationalproduktet (BNP), som man i mange år har benyttet sig af for at måle på økonomien.
Et sådant lykkeindeks må bekomme danskerne vel, for igen og igen har det vist sig, at vi er et af verdens lykkeligste folk. Det er blevet en del af vores fortælling, at vi er et tillidsfuldt og lykkeligt folkefærd, og vi ranker ryggen, hver gang en ny måling viser det samme.
LÆS OGSÅ: Lykkemåler: Hvor lykkelig er du?
Der kan nok være meget galt i vores land, men lykkelige det kan vi dog finde ud af at være.
Det lyder sympatisk med et sådant indeks, for så vidt som man har forstået, at menneskers og befolkningers lykke ikke alene afhænger af BNP eller årlig indkomst i dollar.
Men timingen er påfaldende. Måske det også handler om politikernes afmagt og begrænsning: at når det kniber med økonomisk vækst og fremgang, så kan man vende sig mod forsøget på dog at få borgerne til (fortsat) at føle sig lykkelige.
Lykke er en subjektiv størrelse. Man kan ikke måle lykken objektivt uden i sidste ende at måtte spørge den enkelte borger, hvordan han eller hun har det. Det bør derfor ret beset slet ikke hedde lykkeindeks, men lykkefølelesesindeks. Indtil man begynder at sætte elektroder på folk for at måle deres lykke, og den dag skal nok komme, så handler det ikke om objektiv lykke, men om lykkefølelse, og følelser kan være så svære at måle på, at man måske helt skulle holde op.
Er genstanden for en lykkemåling ikke ganske enkelt for kompleks og alt for sprogligt og begrebsmæssigt kompliceret til, at man kan bruge en måling af den til noget som helst? Og hvordan er forholdet mellem det, folk siger, og så det, de inderst inde føler måske hinsides sprog og refleksion? Kan man mon ikke forestille sig den overvægtige, ensomme eller psykisk syge og i grunden temmelig ulykkelige person, der siger, at alt er, som det skal være, fordi det vil gøre for ondt at sige andet?
Politikerne skal gøre det, politikere skal, nemlig skabe de bedst mulige ydre rammer for, at borgerne kan udfolde sig i fællesskaber og som individer.
Det fører meget med sig, og der er meget, staten på den måde skal blande sig i. Men indhold, mening og lykke, det må og skal dog være borgernes eget, civilsamfundets og fællesskabets ansvar. Ikke statens.
Politikere og magthavere har gennem historien brugt brød, cirkus og religion som opium for folket.
Lad os ikke dertil føje lykkemålinger, som kan legitimere dette og hint eller blot pacificere befolkningen i en fælles, måske endda indbildt, forestilling om, at alt er lykkeligt. Brugt på denne måde ville lykkemålinger være direkte farlige.
Så galt går det dog næppe, så indtil videre er lykkemålinger kun temmelig intetsigende og forfladigende. Men det er nu også slemt nok.