Madlavning er den rene meditation for mig

Professor, ledende overlæge Poul Videbech, der særligt har specialiseret sig i forskning om hjernen og stress, slapper selv bedst af, når han er aktiv, eksempelvis ved at kokkerere eller dyrke motion

Det var Poul Videbechs egen forskning, der fik ham til at dyrke motion. – Privatfoto.
Det var Poul Videbechs egen forskning, der fik ham til at dyrke motion. – Privatfoto.

Hvad er for dig?

Det er at være sammen med min familie. Jeg har tre voksne børn, og det er fantastisk at følge med i deres liv. Det er også dejligt og udtryk for tillid, når de spørger mig til råds eller beder om min støtte. Derudover forsker jeg gennem mit arbejde, og det giver mig altid en god fornemmelse, når det lykkes, ved at jeg finder frem til nogle spændende eller meningsfulde resultater, som kan hjælpe andre mennesker.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Når familie og arbejde går op i en højere enhed, uden at jeg forsømmer nogen af delene.

LÆS OGSÅ: Bulimikultur: Det er på tide, vi sekulariserer maden

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg dyrker meget motion, det giver et fantastisk velbefindende og god samvittighed. Tidligere løb jeg motionsløb, men da mine knæ ikke er særlig gode længere, bruger jeg nu en cross-trainer, en slags multimotionsmaskine, som er blidere ved knæene. Jeg træner indendørs, mens jeg lytter til lydbøger. I øjeblikket er det Ken Follets Giganternes fald.

Hvad er afslapning for dig?

At læse, dyrke motion og gå ture. Jeg har fire hunde, som jeg går lange ture med vi kan sagtens gå 12 kilometer og gerne i naturen i al slags vejr. Jeg gør det, så tit jeg kan komme af sted med det, for det er her, jeg får mine bedste idéer. Generelt gør jeg ikke noget særligt for at slappe af, det falder helt naturligt. Jeg kan godt lide at gøre noget med mine hænder, eksempelvis at snedkerere eller reparere, og så er jeg også meget glad for at kokkerere, også flere retters menuer. Det er ren meditation for mig, for jeg glemmer alt andet, når jeg laver mad. Jeg kan godt lide dansk mad som frikadeller og flæskesteg, men jeg laver også gerne udenlandsk mad fra hele verden, særligt kinesisk, da jeg selv har rejst en del rundt i Kina.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Mælk. Til min kaffe. Og så må der gerne være en øl og selvfølgelig mad. Men der er ikke noget specielt i køleskabet, det varierer meget.

Hvad er din største last?

Jeg er meget utålmodig og det siger alle hvis jeg synes, at noget går for langsomt. Så begynder mine tanker enten at vandre i en anden retning, eller jeg springer mellemregningerne over og hopper til en hurtig konklusion, eksempelvis når jeg vejleder unge læger. Men det fungerer ikke særlig godt. Det er ofte et handicap.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Det er faktisk at dyrke motion. Gennem min forskning på arbejdet opdagede jeg, at motion er effektiv mod depression og forbedrer ens hukommelse. Derefter begyndte jeg selv at motionere. Så det er et råd, jeg selv er nået frem til. Men det er vel også en langt bedre måde, end når man får gode råd fra andre, velmenende mennesker.