Svømmer man 3,8 kilometer, cykler 180 og efterfølgende løber et maraton, er det på sin plads at kalde sig en rigtig jernmand.
Og i et samfund, hvor kvinder får stadig mere magt både professionelt og privat, bruger flere mænd ekstremsportsgrene som ironman-disciplinen til at kompensere for det tabte terræn til kvinderne, mener eksperter i kønsroller.
I de seneste 50-60 år har forholdet mellem mænd og kvinder forandret sig rigtigt meget. I hvert tredje forhold i dag er det kvinden, der tjener mest. Manden er ikke eneforsørger mere, og der er ikke brug for hans fysiske styrke. Derfor prøver mænd på andre måder at retfærdiggøre sig selv, forklarer Lars Henriksen, der er journalist på Kristeligt Dagblad og forfatter til bogen Manddomsprøven powerkvinderne kommer.
Han mener, at ironman-disciplinen er en af de måder, fordi det handler om fysik mandens typiske karaktertræk.
Det var der 2470 triatleter, der forsøgte sig med søndag, hvor Københavns årlige ironman-arrangement fandt sted for fjerde gang. Antallet af deltagere er steget med 20 procent siden 2010, og i år var 75 procent af triatleterne mænd.
LÆS OGSÅ: Kronprinsen gennemfører årets ironman i København
Ifølge Kenneth Reinicke, der er lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet, tager ekstreme sportsgrenes stigende popularitet også afsæt i det stærkt individualiserede samfund, vi lever i. Med maratonløb og ironman-disciplinen kan man virkelig skabe og forme sin egen identitet, siger han.
Nogle mænd tænker, at ja, det kan godt være, jeg ikke har drømmejobbet og super meget succes, men når jeg er ude at dyrke sport, så får jeg præsteret noget fuldstændig unikt, fortæller mandeforskeren og fortsætter:
Vi ser en udligning mellem kønnene, men selvom kvinderne er ved at overhale mændene på eksempelvis uddannelsesinstitutionerne, er manden stadig kvinden fysisk overlegen. I hvert fald i de fleste tilfælde, siger Kenneth Reinicke.
LÆS OGSÅ: Kvinders fremmarch udfordrer manderollen
Lars Henriksen forklarer, at sport derfor er en af de tilbageværende muligheder for mændene at vise sit værd.
Den fysiske manifestation er blevet en oplagt måde at bevise over for sig selv og andre, at man stadig er en rigtig mand, selv om man ikke tjener mest og ikke nødvendigvis bestemmer mest i hjemmet og efterhånden også i samfundet som sådan, forklarer Lars Henriksen.