Man bliver lykkelig af at hjælpe andre

Carsten Vagn-Hansen stoppede for mange år siden som praktiserende læge, men den del af arbejdet, der handler om at rådgive folk om sygdom og sundhed og om, hvordan de ved egen hjælp kan få et bedre liv, er han slet ikke færdig med

Carsten Vagn-Hansen mærker ikke meget til alderen, ud ver at han er blevet lidt mere stiv i det. – Jeg har heller ikke det samme overskud til at arbejde fra morgen til aften, som jeg har gjort hele livet. Nu stopper jeg et par timer før klokken 22, så jeg også får set tv-nyheder og læst aviser, siger Carsten Vagn-Hansen. –
Carsten Vagn-Hansen mærker ikke meget til alderen, ud ver at han er blevet lidt mere stiv i det. – Jeg har heller ikke det samme overskud til at arbejde fra morgen til aften, som jeg har gjort hele livet. Nu stopper jeg et par timer før klokken 22, så jeg også får set tv-nyheder og læst aviser, siger Carsten Vagn-Hansen. –. Foto: Jesper Kristensen.

Carsten Vagn-Hansen var praktiserende læge i Aabenraa, da han et år blev opsøgt af en kvinde 3. juledag. Hun fortalte, at hun havde villet begå selvmord juleaften, fordi hun følte sig så ensom og alene. Ikke en eneste havde i løbet af december besøgt hende eller sagt god jul, så hun havde skaffet piller til at tage livet af sig. Men hvorfor havde hun så ikke gjort det? spurgte han. Jo, det var fordi, hun havde fået et julekort fra nogle mennesker, der havde ønsket hende glædelig jul, og så var der alligevel nogen, der havde tænkt på hende.

Det er utroligt så lidt, der skal til for at glæde andre og give dem styrke, siger Carsten Vagn-Hansen.

Solen skinner i den lille landsby Knabberup uden for Vejle, hvor han og hustruen Joan bor i en gulkalket idyl, som har en fortid som skole helt tilbage fra 1864. I den tidligere staldbygning ved siden af bor en datter, svigersøn og børnebørn. Blodrøde roser vokser op ad murene, tomater er ved at modnes i drivhuset i den 3000 kvadratmeter store have, og bag huset hvælver Vejle Ådals smukke landskab sig i bakker og dale med mark og skov og mulden fuld af flinteredskaber fra oldtiden.

Vi boede i 10 år i Aabenraa, efter at jeg i 1988 holdt op som praktiserende læge. Så flyttede vi hertil, fordi alle vores fire børn og fem børnebørn bor i Vejle. Det er et kæmpe privilegium. Vi forestiller os, at vi kan blive boende her længere end ellers i vores alder, fordi vores børn er så utroligt hjælpsomme. Jeg er sikker på, at hvis vi får brug for hjælp, skal de nok komme, siger Carsten Vagn-Hansen.

Han har haft et aktivt arbejdsliv, hvor han ved siden af sin lægepraksis har været engageret i lægefagligt arbejde og undervisning, skrevet en lang række bøger og artikler om sundhed og sygdom til aviser og tidsskrifter og holdt foredrag og været rejseleder. Især er han kendt fra programmet Spørg om sundhed i Danmarks Radio fra 1992 til 2003 og afløseren, P4-panelet, fra 2003 til 2005, hvor lytterne kunne ringe og skrive ind og få råd og vejledning. Og for sin store viden om og som fortaler for vitaminer, mineraler, naturmedicin og sund mad og motion som en vej til et bedre velbefindende. Den del af virket er Carsten Vagn-Hansen slet ikke færdig med i dag, hvor han til lægetitlen har tilføjet sundhedskonsulent.

Jeg får cirka 30 mails om dagen fra folk rundt omkring i Danmark, der har tillid til, at jeg kan hjælpe dem med, hvad de fejler, og hvordan de kan få det bedre. Det er mennesker, der er kommet i klemme i systemet eller har fået at vide, at det må du lære at leve med. Men folk kan gøre rigtig meget selv. Man kan altid optimere sin måde at leve på og dermed få det bedre. Folk spiser for eksempel for meget og forkert og har ikke måltider, hvor maden bliver fordøjet ordentligt. Danske læger ved meget lidt om mad, vitaminer og den slags. En af de ting, jeg er meget træt af, er, at det psykiatriske system ikke beskæftiger sig med sammenhængen mellem kost og psyke. Jeg synes, det er ringe!

70års-fødselsdagen den 15. april i år blev fejret med åbent hus. Carsten Vagn- Hansen og hans hustru rejser rundt i landet og optræder med sang, sundhed og livsglæde og har derigennem fået venner og bekendte i underholdningsbranchen. Blandt dem er Richard Ragnvald, der mødte op til fødselsdagen og gav et nummer på græsplænen. Det var en fin dag, siger fødselaren, som ikke har problemer med at være nået til støvets år.

Jeg har det udmærket, og det gjorde ikke engang ondt. Jeg har sat mig for, at så længe, jeg har kræfter, bliver jeg ved. Man kan ikke være bekendt, hvis man igennem hele livet har samlet en viden, andre kan have nytte af, og så siger, at nu gider jeg ikke mere, jeg vil ikke svare på flere breve, nu vil jeg ud at rejse og spille golf. Jeg vil fortsat gerne øse af min viden og har stor glæde af fortsat at hjælpe andre til at få et godt liv.

Det er gammel viden, at man bliver lykkelig af at hjælpe andre. Det er også det centrale i Tibets åndelige leder, Dalai Lamas, budskab: medfølelse, venlighed og et godt hjerte. Hvis man har det, vil man også selv have det godt. Vi er så heldige at have truffet ham i Schweiz i forbindelse med, at vi besøgte den virksomhed, der producerer naturlægemidlet Padma 28, som er godt for kredsløbet. Dalai Lama var også på besøg og fortalte om sin opvækst i Tibet og om tibetansk medicin.

Carsten Vagn-Hansen mener selv, at hans interesse for naturmedicin og andre alternative behandlingsformer har rod i opvæksten på et landbrug på gården Lille Gilsager mellem Ringsted og Haslev. Her var en stor have med krydderurter og grønsager, og som dreng var det en af hans opgaver at samle kamilleblomster til kamillete.

Under krigen, hvor man på grund af fødevaremangel måtte leve af det, man selv kunne dyrke, så man ikke meget til læger. Folk levede sundere. Og på landet var der kloge mænd og koner. Vi havde et nabopar, som kunne helbrede med magnetiske strygninger det man i dag kalder for healing og de kunne hjælpe vores karle, når de havde ondt i ryggen og maven og havde forstuvninger. Det har ligget som en ballast, at naturen er en stor læge. Jeg plejer at sige, at de tre store læger er Vorherre, tiden og naturen. 95 procent bliver raske af sig selv i løbet af 14 dage, men man skal selvfølgelig gå til læge, hvis der er noget alvorligt i vejen.

Carsten Vagn-Hansens far var ikke en typisk landmand, da han var søn af kammerherre C.P.M. Hansen, der var hofchef for Christian X under krigen og havde været 47 år i dronning Alexandrines tjeneste. Faderen brød ud af det fornemme miljø, fordi han ville være landmand, men sørgede for, at hans to sønner kom på Sorø Akademi og siden fik en akademisk uddannelsen. Deres søster blev advokatsekretær.

Dengang var der ikke noget, der hed fjumreår, så straks efter studentereksamen gik jeg i gang med at læse medicin på Aarhus Universitet. Jeg blev hjernevasket under studiet, det var åndernes rige, naturvidenskab og så videre og ikke noget med at gå til eksamen og sige, at man kunne bruge kamillete og den slags, for så blev man løftet ud. Da jeg blev læge, havde jeg som alle andre læger den lille grønne medicinfortegnelse liggende. Det var jo dejligt, at man kunne hjælpe folk, men det gik meget hurtigt op for mig, at når jeg skrev recepter til folk, så kom de tilbage, fordi jeg skulle hjælpe dem, og fordi de fik bivirkninger af medicinen. Det betød, at jeg begyndte at bruge mindre medicin og prøvede at finde naturlige midler.

Selv har Carsten Vagn-Hansen haft diabetes i 45 år og må tage insulin fire gange om dagen.

Jeg burde jo som 70-årig både være blevet blind og have fået amputeret et ben. Men jeg har været heldig, for sukkersyge er verdens sundeste sygdom, fordi den tvinger dig til at leve sundere end alle andre mennesker. Jeg har overholdt spillereglerne ved den sygdom. Spiser sundt og får motion og har indrettet mit kontor, så jeg hele tiden skal rejse mig for at hente papirer, bøger og andet. Det er alt sammen med til, at det går fint. Der er også et element af held, for diabetes er ikke én, men mange forskellige slags, og nogle får voldsomme ændringer i deres biokemiske system. Men sygdommen har aldrig forhindret mig i at gøre, hvad jeg har lyst til.

Jeg tror, at det er gavnligt for en læge at have en kronisk sygdom, for så kan man lettere sætte sig ind i, hvordan folk har det. Empati er utrolig vigtigt. Jeg har også prøvet at have en depression i tre måneder for 40 år siden. Jeg husker hver dag, og det er gavnligt, fordi jeg så kan sætte mig ind i folk med psykiske problemer. Depressionen kom på et tidspunkt, hvor jeg havde meget at lave. Jeg fik influenza, og da jeg stod op af sengen efter otte dage, havde jeg det. Jeg var ikke sygemeldt, men var ikke meget værd som læge, fordi jeg helst ville lægge mig til at sove for at komme væk.

Jeg tog nogle af de gammeldags antidepressive midler, men det ville jeg ikke gøre i dag, fordi jeg kender til alle de ting, man selv kan gøre ved hjælp af alternative muligheder. Og der er rigtig meget, der virker godt. Min kone var dengang god til at sparke mig i gang igen, og jeg har ikke siden mærket noget til det.

Udover at svare på mails fra patienter skriver Carsten Vagn-Hansen også bøger. Han har en på vej om smerter, Når det gør rigtig ondt, en om Den syge sundhed, og han planlægger også at skrive en opdateret bog om sundhed generelt og en om døden, som han selv har et afklaret forhold til.

Jeg tror, at mange mennesker har et dårligt liv, fordi de har et uafklaret forhold til døden og slås med den. Men at dø er lige så naturligt som at blive født. Da jeg var ung, tænkte jeg, at jeg ikke kunne blive en ordentlig læge, hvis jeg var bange for døden. Jeg læste om den og har den helt klare opfattelse, at der er et liv efter døden. Jeg tror, at vi er her i livet for at lære noget, og at vi bliver hentet over på den anden side, når vi er færdige. Derfor er jeg også en meget stor modstander af aktiv dødshjælp.

Jeg er inspireret af bøger om nærdødsoplevelser og føler mig overbevist om, at det, der fortælles, er rigtigt. De fleste afviser det som tankespind, fordi det ikke kan måles og vejes. Men det er ikke spor anderledes, end at det også bliver beskrevet i den tusind år gamle tibetanske dødebog. Jeg tror, at jeg, når jeg dør, vandrer op gennem en tunnel og kommer ud i lyset og formentlig vil møde nogle af de mennesker, der har betydet noget for mig. Jeg kommer ind i en anden lysverden og vil bestemt ikke afvise, at jeg skal turen om igen og igen. Hvis man er kommet ordentligt igennem sit liv her på Jorden, kan det være, at man får lov til at blive og smelter sammen med Gud eller kommer i Nirvana.

Jeg mener, at jeg selv er et kristent menneske, men jeg accepterer lige så godt de andre store religioner. I dem alle hedder det, at du skal være mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig. Det er det absolut centrale, siger Carsten Vagn-Hansen.

Han tror, at når hans liv har været så dejligt, er det især, fordi han har fået lov til at gøre så meget for andre. Som læge og som plejefamilie for vietnamesiske bådflygtninge og iranske flygtningebørn, som hans kone Joan blev engageret i via sit arbejde som frivillig i Dansk Røde Kors.

I det hele taget har jeg haft et godt parløb med min kone, som er meget kompetent og har givet mig muligheder for at gøre meget på mange områder uden for hjemmet.

Det giver en stor tilfredshed at få lov til at gøre en indsats for andre end sig selv og den nære familie. Jeg tror, at der er en eller anden form for gevinst eller tab i forhold til, hvad man gør i sit liv. Og hvis man gør noget godt for andre, kommer man på en måde i flow, så tingene ikke spænder ben for en. Alle mennesker har mulighed for at gøre livet lysere for andre, men mange undervurderer deres muligheder for at gøre noget godt. Det kan bare være at skrive et brev til et menneske, der sidder alene og har det skidt.

Den bedste måde at hjælpe et menneske på, der har mistet selvværd og selvtillid, er at bede det om at hjælpe sig. Og det skal være reelt. Det er en meget, meget god måde at hjælpe andre på. Hvis samfundet skal hænge sammen, skal vi blive bedre til at bede hinanden mere om hjælp.

Carsten Vagn-Hansen forestiller sig, at han kan fortsætte sit arbejde med at hjælpe andre og give gode råd om sygdom og sundhed.

Så kan jeg snakke med mine børnebørn og oldebørn og give dem noget livsklogskab med på vejen. Der er ikke noget, der holder op, fordi man når en vis alder.

remar@kristeligt-dagblad.dk