På Dagarbejdsskolen i København blev der midt i det 20. århundrede ført detaljerede straffeprotokoller. Derfor ved vi i dag, at der i én klasse mellem den 27. februar og 18. juni 1947 blev brugt spanskrør mod elever 125 gange. En elev fik et slag for at læse Skipper Skræk, en anden fik to slag for at kaste med sne og en tredje fik tre slag for at ryge på toilettet.
Skolen havde endvidere en fast aftale med en spanskrørsfabrikant, der løbende leverede nye straffe-redskaber til de københavnske skoler. I 1952 blev det forbudt at bruge spanskrøret mod eleverne, men skolen glemte at opsige leveringen, da straffeformen blev opgivet, så efterhånden hobede spanskrørene sig op på inspektørens kontor, fortæller skolehistorikeren, dr.pæd. Ellen Nørgaard:
Det ser ud til, at brugen af spanskrøret har været ret almindeligt forekommende, i hvert fald på den skole. Dertil kommer den fysiske revselse, der ikke var en formaliseret straf, men faldt løbende i undervisningen. Det var især lussinger, nødder og slag over fingrene med en lineal.
Eksemplerne indgår i Ellen Nør-gaards bog Tugt og dannelse, som beskriver de ændringer i skolesyn og barndomssyn, der førte til, at det midt i forrige århundrede gradvis blev forbudt at slå skoleelever.
Allerede i 1930erne begyndte de første såkaldt progressive pædagoger samt et radikalt folketingsmedlem at agitere for revselsesrettens afskaffelse. I tiden lige efter Anden Verdenskrig satte de socialdemokratiske undervisningsministre Hartvig Frisch og Julius Bomholt den spanskrørsfri skole på deres partis program. Men selvom skolevæsenet i København allerede forbød spanskrøret i 1952, blev målet først nået på landsplan for 40 år siden med et undervisningsministerielt cirkulære fra 1967. Og selvom omfanget af fysisk afstraffelse i skolen aldrig er blevet kortlagt i et samlet forskningsprojekt, ser det ud til, at kløene nok kunne forekomme ude i skolens virkelighed, indtil den ældre generation af lærere gik på pension i løbet af 1970erne.
Jeg har i mange år undervist lærere på Danmarks Lærerhøjskole, og forbavsende mange af dem har fortalt om episoder fra 1970erne med lærere, der slog, fortæller Ellen Nørgaard.
Hun slår dog fast, at den danske lærer efter hendes opfattelse hverken er eller har været en voldelig person. Men i enhver skole og i ethvert hjem opstår der med jævne mellemrum tilspidsede situationer, som kan munde ud i fysisk magtanvendelse. Derfor er det ikke komplet uforståeligt, at lærere har grebet til vold.
Men vold er ikke et løsningskoncept, hvis vi ønsker fred i verden. Både juridisk, etisk, psykologisk og pædagogisk er det problematisk, hvis lærere slår elever, påpeger Ellen Nørgaard, som nævner, at allerede 1700-talsfilosoffen Rousseau vurderede, at et barn kommer i et særligt afhængighedsforhold til den voksne, der har udsat det for vold:
Hvis undervisning bliver ren magtudøvelse, er det ikke hensigtsmæssigt i forhold til den skole, vi gerne vil have i dag. Det er muligt, at fysisk revselse kan bruges til at lære tyske uregelmæssige verber udenad, men det kan ikke bruges til at videregive en demokratisk samfundsforståelse.
Fysisk revselse har været en integreret del af børneopdragelsen i den vestlige kultur gennem århundreder, og Ellen Nørgaard ser en tydelig sammenhæng mellem kløene og den del af det kristne menneskesyn, som handler om arvesynden. Samtidig er hun dog opmærksom på, at den fysiske afstraffelse strider imod Det Nye Testamentes kærlighedsbudskab og for eksempel den anerkendelse af barnet som et individ med rettigheder, der udtrykkes i dåbsritualet.
Grundlæggende er der en modsætning i kristen tradition på dette område. Men i sammenhæng med begreber som skyld, straf og helvede har der været en forståelse af, at barnet skulle tugtes til at blive et bedre menneske, konstaterer hun.
Over for denne tugt står den dannelse, som såkaldt progressive lærere med afsæt i udviklingspsykologi og reformpædagogik begyndte at plædere for i tiden efter Første Verdenskrig. Tanken var, at den gammeldags autoritære og straffende lærer skulle erstattes af et tillidsforhold mellem lærer og elev ud fra en tankegang om, at det mere ligeværdige forhold ville skabe mere selvstændige elever. Målet var at skabe demokrater, der selv som individer kunne tage et standpunkt, og dét mål blev anset for uforeneligt med den autoritære opdragelse.
Afskaffelsen af klø i skolen skete gradvis. Politikerne var forsigtige med at gribe ind over for lærerne, og det er betegnende, at emnet ikke blev et debatemne i Folketinget. Den nye folkeskolelov i 1958 berørte heller ikke emnet.
Danmarks Lærerforening havde i mange år den indstilling, at fysisk afstraffelse principielt burde begrænses, men strittede alligevel imod en total afskaffelse. I 1960erne spurgte den daværende mangeårige lærerformand Stinus Nielsen for eksempel, hvad lærerne så skulle gøre i de ekstreme situationer, hvis de ikke måtte slå.
Lærerforeningen må siges at have ført ansvarlig fagforeningspolitik. Den skulle på den ene side repræsentere de unge progressive lærere, som kom ud fra seminarierne i stort tal i 1960erne, men på den anden side skulle de også være forbund for de lærere, som måske gik for langt over for eleverne, konstaterer Ellen Nørgaard.
Men tiden var på de progressive pædagogers side. Spanskrørene forsvandt, og selv lussinger og linealslag tog af. Paradoksalt nok har slag med lussinger været forbudt lige siden 1814, blandt andet fordi et sådant slag kan skade hørelsen. Alligevel har lussingen været regnet for den mildeste del af den fysiske revselse.
I dag er den progressive pædagogik kommet i modvind. Typisk bygger kritikken på, at man ser en uundgåelig sammenhæng mellem mindre disciplin og mindre faglighed. Det er efter min mening en overfladisk kortslutning, for man kan sagtens have en høj faglighed kombineret med antiautoritær pædagogik, forklarer Ellen Nørgaard.
Hun tilføjer dog, at de progressive lærere fra 1940erne efter hendes opfattelse kan bebrejdes deres naive tro på, at enhver form for konflikt og krise i skolen ville forsvinde som dug for solen, hvis blot lærerne visteeleverne større tillid.
Det var lige lovlig troskyldigt. I dag ved vi, at kriser vil opstå. Men samtidig tyder alt på, at refleksion, drøftelse og samtale er den eneste vej frem. Den gode lærer skal ikke være autoritær, men må meget gerne være en autoritet, som medvirker til konfliktløsning. Men det kræver tid, overskud og uddannelse at magte såvel faglighed som konfliktløsning, konstaterer hun.