Det ligner det, det er: en helt igennem imponerende herregård fra 1200-tallet med voldgrav, kongelig historie og det hele. Vedbygaard i det vestlige Sjælland emmer af stil og storhed langt ud over de parklignende haver, og fornemmelsen af levet liv rammer én lige i hovedet på vej hen over vindebroen.
Når de kommer her, kursusdeltagerne, og ser det hele for første gang, er det dog ofte helt andre følelser, der raser gennem dem. Frygten for at møde verden – alene. Angsten for ikke at møde forståelse. Men også håbet om en ny begyndelse, og derfor er de kommet for at få hjælp til igen at få kontrol over livet, efter deres ægtefælle er gået bort. Ikke til at komme videre, for det kommer man aldrig, men for at kunne fungere der, hvor de er.
Hvorfor det kan være næsten uoverkommeligt svært, er ikke til at forklare for folk, der ikke har prøvet at miste, siger den 66-årige Jytte Schmidt fra Køge, men forsøger så alligevel:
"Jeg mødte min mand, da jeg var 16 år, og vi nåede at være gift i 46 år. Jeg har aldrig i mit liv prøvet at være alene, og det er skrækkeligt, simpelthen skrækkeligt. At skulle gå ind i et rum med mennesker, jeg ikke kender, helt alene, er næsten umuligt. Han var jo altid ved siden af mig. At lave mad er næsten endnu værre, for at dække op til mig selv er som at dække op til ingen. Sådan føles det. Så at tage på kursus for at tale om det mest smertelige i mit liv var et kæmpe skridt for mig."
Men skridtet skulle tages, sagde både lægen og datteren, for Jytte kunne ikke længere finde ud af at leve. Vægten var røget under 40 kilo, og hendes sociale liv var gået i stå. Hun var et reduceret menneske.
Det tog hende flere måneder at komme af sted, og hen over vindebroen foran Vedbygaard fortrød hun 100 gange.
Det er kursets næstsidste dag, da Kristeligt Dagblad møder Jytte Schmidt og de syv andre deltagere på Danmarks formentlig eneste livsmestringskursus for mennesker, der har mistet en ægtefælle. De er i alderen 66 til 84 år, kommer fra vidt forskellige sociale lag, men har alle en baggrund, der i forskellige varianter ligner Jyttes. Som de sidder omkring det store frokostbord i den herskabelige stue med fem meter til loftet, omgivet af originale møbler fra 1500-1600-tallet og en løssluppen stemning, ligner de enhver anden gruppe ældre på rekreationsophold. Nogle gange er det netop problemet: Når det lykkes at glemme for en stund og bare være til, glemmer omgivelserne ofte også, at når alle igen går hver til sit, og døren bliver lukket, er ensomheden nøjagtig lige så knugende, som den hele tiden har været.
"Jeg har en dejlig familie, både børn og børnebørn, og også gode naboer, der alle hjælper mod ensomheden," fortæller den 66-årige Birthe Hjuler Nielsen.
"Men på et tidspunkt orker selv de bedste mennesker ikke mere, og de opgiver at forstå, hvorfor man ikke "kommer videre". Det er nu tre og et halvt år siden, min mand døde, og jeg er da også blevet bedre til at håndtere livet alene, men jeg bliver stadig ensom og savner min mand. Når man har været gift i 44 år, så kommer man ikke videre. Man lærer at leve med savnet, og det er derfor, jeg er kommet her: for at blive bedre til at lære at leve med det."
De har været i gang i seks dage og lyttet til blandt andre en coach, en psykolog, en præst, en kostrådgiver og en fysioterapeut. Der er kun et enkelt punkt på programmet hver dag, for erfaringen, siden kurserne begyndte i foråret 2009, har vist, at kursisterne ikke kan rumme mere. Så holdet har mest brugt dagene til at nyde roen på herregården, gå ture, synge fællessang og hygge sig med hinanden. Indimellem har de fortalt om alt det svære og grædt imens. Og de har hørt på de andres historier og grædt lidt mere. Både i medfølelse, men også i en slags lettelse over endelig at møde andre, der er det samme sted i livet, og som forstår, uden at man behøver at forklare.
Det er i høj grad det, Poul Larsen på 70 år tager med herfra, siger han: Det at fortælle til ører, der virkelig lytter. Og det at høre, hvordan andre griber savnet an.
"Folk kommer da og spørger: Hvordan går det, Poul? Og så sætter man facaden på og siger: Det går da meget godt. Selvom det jo ikke altid er lige festligt derhjemme. Men hvad skal jeg sige – folk forstår jo ikke, hvad det vil sige at blive alene efter så mange år. Og jeg kan ikke beskrive, hvor alene man kan føle sig. Mit mål med at komme her var derfor først og fremmest at møde ligesindede. Og det har jeg gjort. Det gør det nok ekstra tomt at komme hjem, men vi har da aftalt at mødes igen."
Man finder ikke bare balancen igen efter en livskolbøtte af denne karat ved at tage en uge på kursus, det ved kursisterne godt. Og det er heller ikke meningen, forklarer Vedbygaards direktør, Pia Thøgersen. De mennesker, der kommer på kurset, har allerede vist styrken til at handle. Det, de har brug for, er nogle værktøjer. Det kan være konkret viden, men også blot et større socialt netværk. Eller kogt helt ned: følelsen af at ville leve.
"I det år, kurserne har kørt, har vi fundet ud af, at det ikke er en masse kloge psykologer og anden professionel hjælp, folk har brug for. De har først og fremmest brug for at sidde og nyde udsigten og roen i samværet med andre, der forstår. Vi tilbyder roen og samværet sammen med lidt forkælelse og viden, og formålet er at få sat en proces i gang. Bare små skridt, som at kursisterne bagefter begynder at sætte friske blomster frem hver dag. Laver noget ordentlig mad til sig selv. Ringer til bekendte hver dag, eller hvad der nu skal til, før de begynder at se på deres liv på en ny måde," siger Pia Thøgersen.
Det er lige præcis det, der er sket for Jytte Schmidt. Hun er lykkelig for, at hun ikke fortrød turen til Vedbygaard, og har lovet sig selv, at hun nu vil begynde at dække op og lave ordentlig mad frem for blot at tage en skive rugbrød med hen foran fjernsynet. Og så vil hun tage styring over sit sociale liv og begynde at gå ind i nye rum med attituden: Her er jeg!
"Det er en frygtelig fornemmelse at føle, at der hele tiden mangler noget. Men jeg tror, at jeg efter den her uge er godt på vej til at acceptere, at der kun er mig. Og at jeg er nødt til at klare mig selv."
