To begivenheder afgrænser dronning Margrethes rengentperiode. Hendes fars død og hendes egen. I 2009 satte en sædvanligvis velunderrettet journalist den teori i omløb, at Dronningen ville abdicere, når hun rundede de 70.
Fra hoffet udgik der noget så sjældent som et dementi, som Dronningen selv forstærkede med sin nytårstale samme år, hvor hun talte om værdien af erfaring, når man når op i årene. Meningen var ret tydelig. Der er ingen pensionsalder for en monark. Man kan jo heller ikke rigtigt forestille sig en statsminister stå på en balkon og råbe: Dronning Margrethe II er gået på pension, længe leve Hans Majestæt Kong Frederik X!
LÆS OGSÅ: Danskerne er vilde med kongehuset
Det er ikke kun udtryk for den arbejdsetik, som hun deler med flertallet af danskerne. Dronningen bliver på sin pind, fordi det er hendes skæbne, og fordi det er en regents pligt at tage denne skæbne på sig livet ud, som hendes far havde gjort det.
Fejringen af Dronningens jubilæum er derfor i udgangspunktet en højtideligholdelse af 40-året for Frederik IXs død. Det er vigtigt for forståelsen af Dronningens stilling, at det ikke er en, hun har stræbt efter eller ansøgt om. Den er ikke et resultat af personlige ambitioner, konkurrencementalitet eller ærgerrighed. Embedet som statsoverhoved fik hun, da hendes far døde. Mens de fleste af os umiddelbart forstår Dronningens position som meget privilegeret, er dens direkte årsag altså et stort personligt tab.
Forholdet mellem Frederik IX og Tronfølgeren var godt. Det er ingen selvfølge i et kongehus, men en så meget desto større fordel. Kongen udtrykte stor tillid til prinsesse Margrethe. Dronningen har selv givet udtryk for, at hun var usikker på den opgave, som hun blev stillet over for efter den revision af tronfølgeloven i 1953, der gjorde hende til tronfølger. Revisionen kom i stand som et ledsagefænomen til en grundlovsændring, der blev muliggjort ved en folkeafstemning. Tronfølgeren var reelt på valg.
Prinsesse Margrethe var meget populær. Hun blev født kun en uge efter, at tyske tropper havde besat Danmark i 1940, og som sådan blev hun betragtet som det første lys, der blev tændt i mørket. Det var hendes vuggegave. Folkets valg af Solskinsprinsessen viste sig at være rigtigt. Dronning Margrethe II har været usædvanlig dygtig.
Kort før årsskiftet 1971-1972 gennemførte Gallup en rundspørge om monarkiet. Det lidt kringlede spørgsmål lød, om danskerne ville foretrække monarki eller republik, hvis en anden end den nuværende kongefamilie sad på tronen. Blot 42 procent ville foretrække monarki, mens hele 40 procent ville foretrække republik. Undersøgelsen viste to ting. For det første tydeliggjorde den, at republikanismen var en strømning, som man måtte forholde sig til. Set i forhold til tilsvarende undersøgelser fra 1963, 1965 og 1970 blev det tydeligt, at der var tale om en konsekvent vigende tilslutning til monarkiet.
For det andet viste den, at monarkiets popularitet i høj grad afhænger af de personer, der udgør kongehuset. Gallup stillede nemlig et tillægsspørgsmål til dem, der havde svaret republik på det første spørgsmål. Hvor mange af dem ville foretrække republik under alle omstændigheder? Hertil svarede kun en fjerdedel ja, hvilket altså vil sige, at de egentlige republikanere kun udgjorde 10 procent af befolkningen.
Fra 1972 viser alle undersøgelser, at Dronningen har forvaltet sit embede til stort set alles tilfredshed. Det kulminerede i forbindelse med 25-års-jubilæet i 1997, da mindre end en procent af de adspurgte i en rundspørge karakteriserede Dronningens varetagelse af sit hverv som dårligere end god. Til sammenligning har enhver af de regeringer, der har virket de seneste 40 år, været mindretalsregeringer, der næsten konstant har balanceret på randen af de 90 mandater og endnu værre meningsmålinger. Især 1970erne var turbulente år parlamentarisk set, og Dronningen kan se tilbage på indtil videre otte forskellige regeringschefer og adskilligt flere dronningerunder siden januar 1972.
Dronningerunden er en delikat sag, der ikke står beskrevet i Grundloven, og den er derfor heller ikke obligatorisk ved et regeringsskifte. Enkelte har kritiseret, at det kom til en dronningerunde i 1993 efter Poul Schlüters (K) afgang. Man mente, at det var en politisering af Dronningens rolle, fordi Venstre betragtede det som en givet sag, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) skulle overtage Statsministeriet. Hoffet var imidlertid i tide blevet opmærksomt på, at denne løsning savnede parlamentarisk opbakning.
Dronningens 70-års-fødselsdag faldt i Lars Løkke Rasmussens (V) tid som regeringschef, og det var derfor hans opgave at holde talen til hende. Alle husker kronprinsens, fordi den var så personlig, men statsministerens var også interessant, fordi den fastslog et principielt forhold, der meget sjældent udtrykkes så åbenlyst af dem, som det vedkommer. Statsministeren sagde, at et monarki ikke er en naturlig ting, men når det forekommer så naturligt og givent, skyldes det Dronningens måde at forvalte sit embede. Statsministeren fortsatte med at pege på, at Dronningen ikke må blande sig i politik. Det er en del af kontrakten, som han sagde. Dermed tænkte Løkke nok slet ikke på Grundloven, men på den praksis, som har udviklet sig i det 20. århundrede i forholdet mellem statsoverhoved og regeringschef. Kontrakten går ud på, at statsoverhovedet lover ikke at blande sig i politik. Til gengæld stiller regeringschefen sig som garant for kongehusets beståen.
Det er årsagen til, at monarkiet er så populært på Christiansborg. Politikerne har simpelthen statsgaranti for, at statsoverhovedet ikke blander sig i deres arbejde. Folkegunsten er en mere flygtig størrelse.
Da Prins Henrik i 2002 i et interview gav udtryk for, at han følte sig tilsidesat, udløste det ikke megen sympati.
Prins Joachims separation i 2004 var en tilsvarende krise, der ikke fuldstændig blev opvejet af hans storebrors bryllup samme år og prins Christians fødsel året efter. I begge tilfælde viste Dronningen sig imidlertid at have greb om krisestyringen. Skilsmissen blev afviklet, uden at de private årsager til bruddet kom til offentlighedens kendskab.
Udadtil fremstod det som en mindelig bodeling. Man kan godt forestille sig, at den britiske dronning gerne havde set, at hendes søns skilsmisse var blevet afviklet med samme sans for dekorum.
Prinsgemalens erklærede oprør mod rangforordningen skete ikke med Dronningens gode vilje, men når det skulle være, lod hun sin mand få frie tøjler, og han er kommet ud på den anden side af sin krise som en mere agtet skikkelse end før.
Fortsættes næste side
En af hemmelighederne bag Dronningens succes som regent er, at hun så sjældent sætter en fod forkert. Dronningens arbejde svarer til en rengøringskones: det er mest synligt, når det ikke bliver gjort ordentligt. Hvor dygtigt Dronningen håndterer sin metier, viser sig i hendes omgang med pressen. Fra sin tiltrædelse har Dronningen været gavmild med at lade pressen komme til. Som noget næsten enestående for en monark holder hun jævnligt pressemøder uden filter. Man behøver blot at sammenligne med hendes svenske kollega, Carl Gustav, der har en væsentlig mindre heldig hånd, når han selv skal meddele sig til offentligheden. Netop svenskekongens situation blev bragt op af en journalist på det årlige pressemøde på regentparrets vinslot i Frankrig i sommeren 2011.
Dronningens svar til journalisten var elegant: Ved De hvad, hvis man har noget med hinanden at gøre, og man står hinanden nær som familie, så blander man aldrig udenforstående ind. Jeg tror virkeligt, at vi skal lade hele emnet ligge.
Dronningen kunne naturligvis ikke sige sin mening om sin fætter i fuld offentlighed, men i stedet for bare at feje spørgeren af, sørgede hun for at give alle et godt citat med hjem samtidig med, at muligheden for et opfølgende spørgsmål naturligvis blev udelukket.
Dronningens sans for sproget blev belønnet med Modersmål-Prisen i 1989. Hendes sprogbeherskelse ytrer sig ikke mindst i replikkunsten. Hun blev i anledning af sin 60 års dag spurgt, om hun følte sig som en del af det danske folk? Spørgsmålet er interessant, fordi det netop berører det paradoks, som en moderne monark befinder sig i. Dronningen må på den ene side ikke være sit folk så lig, at hun forekommer ordinær og på den anden side heller ikke så fjern, at hun forekommer irrelevant. Dronningen valgte at svare Nej, men tilføjede, det ville være for prætentiøst. Svaret var altså ikke, at Dronningen ikke ville nedlade sig til at være en del af folket, men derimod, at hun ikke følte sig kvalificeret til at være det. Dermed markerede hun, at hun på den ene side ikke er lig med folket, og på den anden, at hun heller ikke nødvendigvis føler sig hævet over det, men måske oven i købet står i taknemmelighedsgæld til det. Det er i hvert fald et gennemgående træk i Dronningens taler, at ordet tak næsten altid forekommer.
Dronningen har modtaget og aflagt sammenlagt næsten 100 statsbesøg siden 1972. Det er kutyme ved sådanne lejligheder, at der udveksles ordener. Det er ikke udtryk for Dronningens påskønnelse af modpartens personlige kvaliteter eller en godkendelse af vedkommendes regeringsførelse. Det er heller ikke Dronningen, der træffer afgørelse om de ind- og udgående statsbesøg. Det er et regeringsanliggende. Dronningen blev stærkt kritiseret for at give Storkorset til kongen af Bahrain, da hun besøgte landet i februar 2011, men kritikken var misforstået, for Dronningen kunne naturligvis ikke drømme om at rejse til Bahrain uden at have konsulteret Udenrigsministeriet først. Regentparret er den største skruenøgle i regeringens diplomatiske værktøjskasse, og den bliver brugt med omtanke.
Dronningen er meget korrekt, for det er hendes job at være det. Det er imidlertid ikke nok. Hendes succes beror ikke mindst på, at det kan mærkes, at hun også er et menneske med karakter, synspunkter og følelser. Balancen mellem det personlige og det korrekte bemestres fint i nytårstalerne. De første var lidt fade eller ferske, men hurtigt fik de karakter og indhold. Nu er det nærmest gået hen og blevet en national højtidsstund, når Dronningen taler med sin karakteristiske aristokratiske diktion og sin etiske appel. Danskerne lytter, ikke nødvendigvis med tilslutning, men der lyttes.
På et punkt, nemlig i sin kunst, har Dronningen tilladt sig at udtrykke sig helt frit og uskrømtet. Med stadig større selvsikkerhed har hun gennem årene optrådt i eget navn som designer og maler. Dermed har hun også gjort sin personlige smag til et offentligt anliggende, og smag kan som bekendt diskuteres, så det gør man. Hun havde et meget afgørende ord at skulle have sagt under istandsættelsen af Christian VIIs palæ på Amalienborg i begyndelsen af 1990erne. Blandt arkitekter modtog hun hård kritik for blandt andet sin farvesætning. Dronningen ynder meget skrappe farver og kontraster. Blandt museumsfolk blev det ikke vel modtaget, at Dronningen insisterede på at placere en elevator i en af Nordeuropas fornemste og bedst bevarede rokokkobygninger.
Dronningens kirketekstiler er et kapitel for sig. De kirker, der modtager dem, er naturligvis taknemmelige, men det er på den anden side også vanskeligt at sige nej til Dronningen, og hun har efterhånden leveret til mange kirker. Kritikken går på, at folkekirken ikke kan være tjent med at være ufrivilligt udstillingsmontre for en enkelt kunstners værker, især ikke hvis det samtidig står som en hindring for, at andre professionelle tekstilkunstnere får mulighed for at prøve kræfter med opgaven.
Som bekendt er Dronningen af Grundloven pålagt at tilhøre den evangelisk-luthersk kirke. Hun har selv beskrevet, hvordan dette pålæg er blevet hende en kær pligt. Hun er en hyppig kirkegænger. Derfor udgør højmessen i Christiansborg Slotkirke også en naturlig del af fejringen af regeringsjubilæet.
Dronningen har naturligvis også i tide truffet foranstaltninger vedrørende sin egen begravelse i Roskilde Domkirke. Hun ønsker ikke en jordbegravelse uden for kirken under åben himmel som Frederik IX og dronning Ingrid, men har valgt at blive begravet inde i kirken, i Sankt Birgittas kapel. Beslutningen viser, at Dronningen trækker sine tråde langt tilbage i tiden. Placeringen rummer en klar reference til den første dronning Margrethe, og selve gravmælets udformning giver mindelser om den ældre enevældes gravmonumenter i kirkens højkor, mens det stilmæssigt ligger fjernere fra sarkofagerne i det nærliggende glücksborgske kapel.
Dronningen har et meget bevidst forhold til døden. Denne bevidsthed er dynastisk og ikke mindst religiøst betinget, og den angiver karakteren af hendes gerning. Døden er en betingelse, som man er undergivet, uanset om man beklæder de højeste embeder. Det er uden for selv en dronnings myndighed at bestemme, hvornår den indtræffer, eller sagt med Dronningens egne ord:
Hvornår og hvordan det skal ske er under ingen omstændigheder i min hånd. Det er en stor fordel at vide det. Det er skæbnen, vil nogen sige. Men for mig er det ikke den blinde skæbne. Det er Guds vilje, hvad der sker. Det er et vilkår, man kan leve på og dø på.
