Hele Søren Kierkegaards forfatterskab handler om at finde ud af, hvad det vil sige at være et enkelt eksisterende menneske. Og hvad et menneske skal gøre for at blive sig selv.
Det er ifølge Pia Søltoft, der er centerleder for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, essensen af den store filosof, teolog og forfatters tænkning.
Hun er medredaktør på bogen Den udødelige. Kierkegaard læst værk for værk og forfatter til Svimmelhedens etik om forholdet mellem den enkelte og den anden hos Buber, Lévinas og især Kierkegaard.
LÆS OGSÅ: Kierkegaards opbyggelige rejse ... mod Kierkegaard
Pia Søltoft, der tager imod på sit kontor i forskningscenteret på Vartov i det indre København, er i anledning af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel medarrangør af en offentlig forelæsningsrække om Kierkegaard og hans værk. Foredragene holdes i Rundetaarn og varer frem til den 23. april. Senere på året holdes en temadag, Kierkegaard på kornet, ligeledes i Rundetaarn, hvor hun skal tale om Kierkegaard fra først til sidst hvad skrev han?.
Kierkegaards værk er fuldt af skikkelser, typer, eksistensfigurer, som man kan spejle sit eget eksistensforhold i. Og dermed se sider af sig selv, man kan genkende, tage afstand fra, forundres over eller blot ikke var opmærksom på, siger Pia Søltoft og fortsætter:
Ifølge Kierkegaard er mennesket en opgave. Et problem, der skal løses. Et menneske er et forhold. Det er derfor først og fremmest bestemt til at forholde sig til sig selv. Vi kan i modsætning til andre levende væsner se os selv udefra og dermed forholde os til, hvem vi er, og hvad vi gør. Det er hele opgaven. Men når vi har den mulighed, indebærer det også, at vi skal stå til ansvar for os selv.
Man kan ikke bare undskylde sig med, at man for eksempel har været i sine drifters vold og derfor har gjort noget forkert. Man må stå til ansvar for den, man er, og de handlinger, man udfører.
Blandt de typer, som forfatterskabet vrimler med, afspejler nogle, at de forholder sig til sig selv på en uhensigtsmæssig måde.
I bogen Sygdommen til Døden har Kierkegaard forskellige skildringer af fortvivlelsen. Fortvivlelse er det ikke at være sig selv. En af de typer fortvivlelse, han beskriver, er endelighedens eller nødvendighedens fortvivlelse.Den lider spidsborgeren af. Hun gør blot, hvad de andre gør, og hvad der hører sig til uden selv at reflektere, uden selv at tage stilling og ansvar. Spidsborgeren henviser bare til, hvad man plejer. Hun gør som de Andre.
Kierkegaard beskriver også uendelighedens eller mulighedens fortvivlelse, som er det at løbe vild i friheden. Og at tro man kan gøre hvad som helst og blive hvem som helst. Fantasten lider af uendelighedens fortvivlelse. Her er intet, der står fast. Alt er lige muligt, men derfor også ligegyldigt. Friheden bliver en svimlende mulighed, men der er ingen nødvendighed.
Ifølge Kierkegaard er mennesket spændt ud mellem frihed og nødvendighed. Til det nødvendige hører alt det, man ikke kan ændre på. Det kan være livsvilkår som, at man er kvinde eller mand, farveblind eller vokset op på Amager. Et menneskes frihed består i, at det har muligheden for at vælge, hvordan man vil forholde sig til det nødvendige, siger Pia Søltoft.
Hun fortæller, at Søren Kierkegaard kritiserede sin samtid for at mangle autenticitet. Det, der grundlæggende er galt, er, at mennesker hele tiden vil være en anden end sig selv.
I den forstand er Kierkegaard evig aktuel. På Kierkegaards tid var det Napoleon, man ville være, selvom man var marskandiser i Nørregade. I dag er det diverse medier, der stiller idealer op for, hvordan man skal være. Men ifølge Kierkegaard er opgaven at påtage sig det selv, man har.
For Kierkegaard ligger sandheden ikke i noget udefrakommende, men i måden man forholder sig til sig selv, sin næste og det udefrakommende på, som Kierkegaard ofte kalder Gud. I den forstand skal det enkelte menneske stå i og ved sig selv. Her er ikke noget sikkerhedsnet. Det er lidenskaben og det at ville ét, der er afgørende. Men i en anden forstand hviler Kierkegaard i en grundfæstet tillid til, at alt ikke er hvirvel og bundløs tomhed. Kierkegaard kan kun spænde individualiteten så hårdt op og radikalisere opgaven af at blive sig selv som et menneskes mest afgørende opgave, fordi der er en Gud, for hvem alt er muligt.
Hvis ikke Kierkegaard havde en religiøs klangbund, ville han ikke kunne tænke så radikalt. Baggrunden er en kristendom, der stiller krav, men som samtidig tillader, at man kan have livet på spil uden at miste det, siger Pia Søltoft.
Hun mener ikke, at Søren Kierkegaards filosofi om, at menneskets opgave er at blive sig selv, er svær at forstå.
Men det er vanskeligt at efterleve. Det er vanskeligt at være menneske, og det har det altid været. Det er ikke Kierkegaard, der opfinder problemet. Men han formulerer og synliggør det, fordi han vil have os til at forholde os til det.