36 kvadratmeter fordelt på en toværelseslejlighed i Vanløse, ham selv, hans søster, mor og far, der var faglært arbejder. Det var gode forhold, og så var der centralvarme.
Sådan var 1950'ernes barndom for sociolog Hans Kristensen, tidligere forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut, i dag leder af Center for Bolig og Velfærd på Københavns Universitet. Gennem de sidste 50 år er danskernes forventninger til en boligs plads, interiør og beliggenhed steget vedvarende og massivt.
– Det, som var fint for kernefamilien i 1950'erne, kan i dag lige gå an som den første bolig i studietiden. Om nogle år vil nybyggede boliger på 90 kvadratmeter, som i dag egner sig til et par, der måske lige har fået deres første barn, blive studieboliger for unge.
Hans Kristensen husker, hvordan det i hans studietid i 1960'erne var helt fantastisk at få et møbleret kollegieværelse på 12 kvadratmeter. Normen var snarere en endnu mindre hybel hos en gammel dame med hendes aflagte møbler og adgang til toilet og koldt vand.
– I dag melder kollegier, når det første semester er gået, at de har problemer med at få værelserne fyldt op. En toværelses lejelejlighed eller forældrekøb er blevet så udbredt, at de fleste unge i dag får deres egen lejlighed i løbet af det første studieår, fortæller Hans Kristensen.
Han synes, boligselskaberne i dag gør ret i at bygge forholdsvis store lejligheder, for ser man på boligmassen i eksempelvis København, består over halvdelen af et- og toværelseslejligheder. Og medmindre der kommer en uforudset global krise, der tvinger danskerne til at spænde livremmen seriøst ind, vil tendensen med store og flotte boliger fortsætte i opadgående kurve.
Vi bor allerede stort og godt. I dag har hver dansker i gennemsnit 51 kvadratmeter at udfolde sig på, med gennemsnitligt kun 2,18 personer i hver bolig. Faktisk er hele 37 procent af de danske boliger beboet af enlige, mens kun 14 procent huser par med børn. Boligsociologiske undersøgelser viser utvetydigt, at danskerne knytter stærke følelser til deres hjem, som i udpræget grad er med til at give os oplevelsen af identitet. Og vi bruger rigtig mange penge på boligen.
Faktisk går gennemsnitligt en fjerdedel af vores disponible indkomst til boligen. Og der bruges store summer til ombygning af køkken eller bad, nye møbler, lækkert køkkengrej og lignende. Efter Anden Verdenskrig udgjorde en gennemsnitsfamilies boligforbrug seks procent af budgettet, mod vores 25 procent i dag.
Det er derfor ikke sært, at medierne deltager flittigt i boligforbrugsfesten med populære tv-programmer som "Købt eller solgt", "Roomservice" eller "Fra skrot til slot." Nye boligmagasiner for enhver differentieret smag dukker op på kioskhylderne og fortæller os, hvordan det er smart at bo alt efter stil, smag og pengepung.
At vi går op i vores hjem, er der dog ikke noget nyt i. Vi har bare fået langt flere kroner og kvadratmeter at gøre godt med.
– I 1950'erne gik man også meget op i boligen. Der skulle være pænt og ordentligt, og ingen støvfnug. Normen var, at man havde en lille sofa, en eller to lænestole, et sofabord, et par pæne billeder på væggen og en radio. Når tingene var nedslidte, malede man eller skiftede en hane, i dag er det jo normalt at skifte køkken og bad ud hvert 10. år, ikke fordi det er nedslidt, men fordi det ikke længere er moderne. Sådan viser vi også indirekte omverden, at vi har styr på vores familieliv.
Selvom godt halvdelen af danskerne allerede bor i eget hus med have, ønsker hele 80 procent at indrette sig i eget parcel- eller rækkehus. Men det vil med tiden blive stedse vanskeligere at opnå.
Du må ikke begære din næstes hus, lyder det niende bud i Det Gamle Testamente. Går det, som boligeksperter spår, vil det dog blive normen for langt flere end i dag. For med boligprisernes himmelflugt, særlig i vækstområderne København, Århus og trekantsområdet ved Vejle, Fredericia og Kolding, ligger ønskehjemmet efterhånden uden for flere og flere menneskers rækkevidde.
– Der findes allerede i dag en social boligsegregation i Danmark. På den ene side er boligen en klar livsstilsmarkør, som skal vise, hvem vi er, og hvor vi står i samfundshierarkiet. På den anden side ser vi stigende ghettoiseringstendenser, hvor indvandrere og socialt belastede danskere bor i den almene boligsektor, mens stort set alle familier med to indtægter bor i ejerbolig. Og alt tyder på, at opsplitningen på boligmarkedet med tiden vil øges.
At så mange danskere ønsker sig eget hus med have og carport, er ifølge Hans Kristensen udtryk for en tidsånd, hvor man ikke har lyst til at indordne sig under fællesskabets regler.
– Danskerne ønsker at maksimere deres grad af frihed ved ikke at skulle tage hensyn til andre eller begrænses af fælles vedtægter i etageejendomme. Ved at have eget tag over hovedet skal de ikke dele trappeopgang og gårdanlæg eller skrue ned for musikken, de kan bygge til og om, som de vil. De vil med andre ord have lov at gøre, som de selv har lyst.
Hans Kristensen ser en fare i udelukkende at fokusere på områder, som allerede er i vækst, mens hele regioner i Danmark, som for eksempel Lolland, Langeland og Vestjylland, får lov at sejle deres egen udviklingssø.
– Der er en hurtigt nedadgående spiral i de områder med forfald, øget fraflytning, arbejdsløshed og flere og flere socialt belastede beboere. Det pudsige er, at man i for eksempel Ravnsborg Kommune på Vestlolland kan købe en stor villa med have og udsigt for under en million kroner, mens den i København eller Nordsjælland koster fem millioner.
– Men problemet er, at banker og kreditforeninger ofte siger nej til at låne penge til boliger i de områder, fordi de er svære at sælge igen. Og det sætter yderligere gang i forfaldsspiralen, dårligt renommé for stedet, manglende lærerkræfter til den lokale skole og så videre.
– Hvis der er bopælspligt for boligerne i et randområde, er det endnu sværere at få solgt husene, hvorimod retten til at bruge dem som sommerhus gør boligerne mere attraktive. Ældre mennesker risikerer at sælge med tab, hvis de har belånt deres hus, og boligpriserne er stagnerende eller direkte faldende i Danmarks yderkanter, siger han.
En indikator på et boligområdes sociale status er ifølge Hans Kristensen noget så banalt som en ejendoms vinduer. Er mere end en femtedel dækket af med et tæppe eller lagen i stedet for rigtige gardiner eller persienner, kan man roligt regne med, at det ikke går så godt her, fortæller han.
Ligeledes kan altaner med enten rod og gammelt skrammel eller blomstrende altankasser fortælle en sigende historie om boligens indbyggere, illustrerer han.
Manglende politisk vilje i dagens Danmark til at koordinere og prioritere boligpolitikken på landsplan viste sig ifølge sociologen ved, at den siddende regering i sin første regeringsperiode nedlagde Boligministeriet og spredte dets tidligere aktiviteter på fire forskellige ministerier.
– Siden er boligpolitikken i stigende grad blevet et "politisk stedbarn", som ingen rigtig vil vide af. Staten har stiltiende trukket sig ud af boligsektoren, men måske vender udviklingen, når de nye store kommuner dannes i 2007. Mange kommuner vil have en interesse i at tiltrække ressourcestærke beboere ved at kunne tilbyde gode boliger i attraktive boligområder.
– Hidtil har man villet løse problemerne i den almene boligsektor ved at sætte ejendommene i stand og lave kvarterløft. Det er fint nok, men man burde også lave exitstrategier, altså handleplaner for, hvordan indvandrere kommer hurtigere ud af de belastede boligområder og blander sig med danskerne i for eksempel parcelhuskvartererne. Problemet er, at det i dag går alt for langsomt.
Hans Kristensen forestiller sig, at man for eksempel opretter en muslimsk bank eller kreditforening, som det er set i England, som indvandrere har tillid til, og som gerne vil låne dem penge på betingelser, der er velkendte i deres hjemlande.
For det handler dybest set om normer, altså om det, vi anser for at være normalt, pointerer sociologen. Og det gør det i lige så høj grad, når danskere indretter sig og dermed viser, hvem de er, og hvad de identificerer sig med. Han refererer til dette formål til nogle undersøgelser, som Thorkild Ærø og Kirsten Marie Raahauge fra Statens Byggeforskningsinstitut har lavet.
– De beretter begge to, at boligen som livsstilsmarkør først viser sig, når nogen skiller sig ud og gør det "forkerte" i forhold til normen. I Virum, hvor jeg selv bor, er det i dag normalt at have en dobbelt carport med to biler. Men i 1970'erne, da vi flyttede derop, var normen et lille cykelskur til cyklen. Dengang var det blevet anset for "blæret" med en carport.
– Til gengæld falder det helt ved siden af, hvis man bygger en svømmepøl i Virum. Det vil de fleste deroppe betegne som "plebejersk" og "nyrigt", mens man i Ballerup eller Taastrup formentlig vil se anderledes på den sag.
På en velhavervej i udkanten af Århus var en formuende håndværksmester flyttet ind i en stor gammel villa. Han syntes, den skulle piftes op, og byggede en hel ny facade op i glas og stål. Håndværksmesteren skiftede også de røde teglsten, som resten af vejens beboere havde beholdt, ud med glaserede sorte teglsten og satte et par marmorløver op i indgangen, fortæller Hans Kristensen.
– Det faldt bestemt ikke i god jord hos resten af vejens beboere, der anså ham for at være en opkomling uden smag. Akademikere vil som regel gerne bevare den gamle stil og holder sig til afdæmpede farver og traditionelle materialer som eksempelvis granit, illustrerer sociologen.
En anden konflikt, der viser de forskellige forventninger, som forskellige befolkningsgrupper har til boligen, finder i dag sted i kolonihavehuset.
– Tidligere præmierede man den pænest friserede have med de mest sirlige blomsterbede, snorlige radiserækker og finest klippede græskanter, mens man påtalte haver, som ikke var ordentligt holdt. I dag opstår der ofte konflikt, når de nye indflyttere er et ungt universitetsuddannet par, som synes, det er herligt med fri natur, vildtvoksende hæk og ukrudtsblomster i det høje græs. Men hvad nu, hvis dommerkomiteen, der skal vurdere den pæneste have, om nogle år udelukkende består af akademikerpar?
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Hans Kristensen
Født 1944 i København, magister i sociologi i 1972. Ansat på Institut for Udviklingsforskning, udstationeret i Kenya 1972-74. Derefter ansat i Miljøministeriet, chef for lavindkomstkommissionens sekretariat 1976-82. Forskningsleder i AKF 1982-83 og fra 1983 til 2005 ansat i Statens Byggeforskningsinstitut som vicedirektør og forskningschef for by- og boligområdet. Siden januar i år leder af Center for Bolig og Velfærd på Københavns Universitet. Centret går på tværs af fag og institutioner og er etableret af Fonden Realdania i januar 2005. For 25 millioner kroner skal centeret over de næste fem år forske i sammenhængen mellem bolig og velfærd ud fra især normaldanskerens behov og forventninger til boligen. Centerets forskere kommer fra sociologi, politologi, antropologi, økonomi og arkitektur.
DE TI BUD
"Du må ikke begære din næstes hus". Sådan lyder det niende bud i De Ti Bud, der er at finde i Anden Mosebog kapitel 20 i Det Gamle Testamente. Kristeligt Dagblad sætter fokus på De Ti Bud i en artikelserie. Buddene er sivet ned i kulturens grundvand, hvorfra de gennemsiver vore tankemønstre og grundforestillinger. Hvordan lever vi buddene anno 2005? Hvad betyder de for os? Og hvad kan vi bruge dem til? Med et netabonnement kan seriens artikler læses på www.kristeligt-dagblad.dk.