Mit køleskab er skizofrent

Maya Ilsøe, manuskriptforfatter til DRs dramaserie Arvingerne, er afhængig af vinterbadning, løb og nikotin

38-årige Maya Ilsøe savner mere mildhed og mindre puritansk hårdhed i sundhedsdebatten. –
38-årige Maya Ilsøe savner mere mildhed og mindre puritansk hårdhed i sundhedsdebatten. –. Foto: Tor Birk Trads/.

Hvad er det gode liv for dig?

Det er et af de spørgsmål, jeg stiller mig selv allermest. Der er en masse ting, jeg tager for givet i mit liv, for eksempel at forsørge mine børn. Men det er jeg taknemmelig for, at jeg kan, og at jeg som enlig mor kan skabe rammer for dem, der hænger sammen. Det handler om at finde et balancepunkt i mit liv mellem arbejde og familie, venner og andre nære folk. Når jeg er i stand til at holde fast i det, er jeg nær det gode liv, mens stress er meget langt fra det gode liv.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Det hænger sammen med det første spørgsmål. Helt konkret er det, når jeg er tæt på de nære mennesker i mit liv, løber en tur på stranden eller når jeg skriver og er helt fordybet i mit arbejde. Det er noget med at finde en form for ro, uanset hvilken situation jeg er i. Det er ret fundamentalt og ret tydeligt, hvornår der er ro, og hvornår der ikke er det. Der kan jo også være fuldt tempo og gang i den og samtidig være ro.

LÆS OGSÅ: Det er meditativt at beskære æbletræer

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg vinterbader og løber. Det er de to ting, jeg når, og som jeg er meget afhængig af. Jeg bader fra Helgoland på Amager, og dér får jeg nulstillet alt og får klaret hovedet og tanken, og det har jeg brug for, når jeg skriver. Jeg har to børn, og er også meget aktiv sammen med dem.

Hvad er afslapning for dig?

Det er nok ikke det, jeg er allerbedst til. Men jeg synes, at det er afslappende at løbe på stranden og at læse godnathistorie for børnene. Det har meget med nærvær at gøre.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Mælk til kaffen. Når børnene er her hos mig, er køleskabet proppet med gode ting. Når de ikke er her, er det meget tomt. Så er jeg tilbøjelig til at spise ude, fordi jeg glemmer at købe ind. Det er nok et skizofrent køleskab.

Hvad er din største last?

Jeg synes, at jeg skælder meget ud på mig selv og er hård ved mig selv. Jeg er perfektionist og kunne godt tænke mig at være lidt mere large og ikke stille krav hele tiden, som jeg gør på rigtig mange punkter. Og så er jeg nikotinafhængig lige nu af nikotintyggegummi. Jeg har været holdt op med at ryge i syv år. Så tog jeg en cigaret og tænkte: Nej, hvor dejligt!. Så jeg kæmper med det.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Jeg har en norsk veninde, der er præst, som engang, hun var på besøg, stod sammen med mig ude på altanen. Jeg stod og harcellerede over cigaretter lidt tid hvor dumt og usundt det er samtidig med at jeg røg, og sagde, at nu må jeg også holde op. Så kiggede hun på mig og sagde sådan lidt poetisk, at det var vigtigt at huske, at der også er noget helligt i røg. Så tog hun selv en cigaret, selvom hun ikke er ryger, røg lidt på den og sagde så: Der er ikke noget galt med cigaretten. Jeg tror, hun prøvede at sige til mig, at rygning ikke er sundt, men at jeg skulle give mig selv lidt mere rum. Jeg kunne godt bruge, at det ikke var så kategorisk at der var en mildhed i modsætning til den puritanske hårdhed. Og at fordømmelsen af rygning er lige så usund som cigaretten. Det er helt fint at høre det i en tid, hvor holdningen til rygning nærmer sig fanatisme.