Munkene på Athos har lært ham at male ikoner

I et hjørne af stuen kaster den skarpe efterårssol skrålys ind over et staffeli, og sollyset mødes med »Verdens lys«, omend endnu på skitsestadiet: Den første blyantsskitse til en stor ikon af Kristus Pantokrater - pantokrater er græsk og betyder »den alt herskende«, og sådan afbildes han i kuplen i de ortodokse kirker. Kristus som verdensherskeren. Georgios Kefaloukos skal nu igang med at føre tegningen fra papiret over på den grundede og pudsede træplade, og så lægges bladguld og males de fine farvelag i tempera med bløde mårhårspensler. Først de mørke farver, så de lyse, og deri følges en teologisk tanke, for det er kristendommens budskab, at mørket overvandt lyset. Den store ikon er, som mange af Georgios Kefaloukos' ikoner, et bestillingsarbejde, bestilt af menighedsrådet ved Helligkors Kirke på Nørrebro i København, hvor det skal hænge ved siden af prædikestolen. Sognepræsten her, Erik Bock, forklarer, at kirken mangler et Kristus-billede, og at det måtte være en ikon, for ikonen er den udtryksform, der kommer det religiøse nærmest: - Gudstjenesten i den danske folkekirke er jo ellers ord og ord i en grad, at det ind imellem næsten støver ned på menigheden, og præsten får spindelvæv i hovedet. Derfor har vi også brug for billeder i kirken, som hvilepunkter for øjet og sindet. Billeder, der kan indgå som en del af forkyndelsen. Trods den stærke understregning af den luthersk-evangeliske kirke som en »ordets kirke«, fulgte vi trods alt ikke den re-formerte kirke og smed alle billederne ud, påpeger Erik Bock. - Derfor kræver ikoner i folkekirken heller ingen retfærdiggørelse. De bringer os tilbage på kirkens gamle gyldne grund. I Betlehems Sogn, også på Nørrebro, bruger man reproduktioner af skiftende ikoner som led i markeringen af de store højtider i kirkeåret. Kirkens andenpræst, Erik Hviid Larsen, forklarer, at folk er trætte af alt for mange ord, men derimod åbne for billeder. - Vi lever i et årti, hvor billeder efterhånden betyder alt. For os er det derfor helt naturligt at gå tilbage og benytte os af den kirkehistoriske tradition med ikoner, der kan give synet og tanken et fikspunkt. Det falder også godt i tråd med det kristne evangeliums budskab om, at Ordet inkarneredes og blev kød. Ordet blev kropsliggjort, det kan ikonerne være med til at anskueliggøre. Hvilket ikke betyder, understreges det, at »vi nu i Betlehemskirken er gået over til tegneserier frem for bibel«. - Ikonerne er et hjælpemiddel, et supplement til ordenes forkyndelse. Ambassaden henviser Bestillingen til Helligkors Kir-ke er ikke den første, Georgios Kefaloukos har fået til den danske folkekirke, og han glæder sig over interessen. Som ortodoks kristen, vokset op med udsigt til hele den hellige historie på den ortodokse kirkes ikonostase, belyst af blafrende kerter, der glimter i bladguldet, mener han nok, at en dansk kirkevæg til sammenligning kan forekomme lidt fersk i al sin hvidkalkede renhed. Han er for venlig til at kritisere, men konstaterer blot, at »ikonerne skaber varme og glæde i kirkerummet«. Gennem de seneste år har han mærket en generel stigende interesse for ikoner hos danskerne, og dette udtryk for tidens åndelige søgen noteres også på den græske ambassade i Danmark. Her får man, i modsætning til tidligere, nu flere henvendelser fra danskere, som ønsker oplysning om ikon-malekurser i Grækenland, oplyser pressemedarbejder Georgios Fotopoulos. En del af de interesserede henvises til Georgios Kefaloukos, der ikke selv synes, han har tid til at undervise, men gerne øser ud af sin viden om ikon-maleriet. For omkring 25 år siden flyttede han fra Grækenland til Danmark, og som det er skik i hans ortodokse hjemland, har også Georgios Kefaloukos indrettet sit »smukke hjørne« i lejligheden i Vanløse, med en udsøgt samling af græske, russiske og serbiske ikoner. Nogle af dem har været i slægtens eje i generationer, for Georgios Kefaloukos voksede op i en familie, hvor den ortodokse kirke sætter farve og højtid på tilværelsen, og denne arv har han bragt med sig til Danmark. Der er munkesang på cd-spilleren og kirkehistorie og ånd i luften i Georgios Kefaloukos' lejlighed, der bærer præg af, at han er samler af smukt og gammelt. I bogreolen står bedagede læderindbundne bind om den byzantinske og vestlige kirkes historie, græsk filosofi og naturvidenskab. Platon, Sokrates, smukke smykkesten, røgelseskar, arkæologiske fund, fossiler. Georgios Kefaloukos spænder vidt og vil gerne vide noget om det hele. At være menneske er også at være videbegærlig. Man skal vide så meget som muligt, mener han. Være åben i sanser og tanker. Munkenes velkomstdrik Lyset denne eftermiddag, hvis skarpe stråler spiller hen over staffeliet med Kristus Pantokrater, sat i bevægelse af bladhanget udenfor, er egentlig for godt til, at en ikon-maler ødsler det bort til blot at sidde og snakke i. Når man bor i Danmark, skal der tages vare på lyset. En ikon kan ikke males ved elektrisk lys, for lyset påvirker farvesammensætningen, forklarer Georgios Kefaloukos. Så det er lidt af et problem i Danmark med de mange mørke efterårs- og vintermåneder. Samtidig kræver ikon-maleriet imidlertid ro og koncentration, og da roen nu alligevel er brudt, henter Georgios Kefaloukos gæstfrit små glas frem til en velkomstdrik. En raki. Den er brændt på druer, og triller med et ukendt antal procenter i dråberne velsignet gennem spiserøret og synes at brænde hul hele vejen ned til mavesækken. Smagen er let krydret, og den er hentet direkte hjem til Vanløse fra det hellige bjerg Athos, så ordet velsignet er velanbragt. De ortodokse munkepræster på Athos har nedbedt Vorherres velsignelse over drikken, hvormed gæster bydes velkommen, når de besøger en af munkestatens 20 klostre. Athos ligger på en halvø i det nordøstlige Græ-kenland, og det ældste kloster her, Megisti Lavra, blev grundlagt i år 963. Legenden vil vide, at det var fundet af en Maria-ikon, som blev skyllet i land på Athos af Ægæerhavets bølger, der satte gang i klosterbyggeriet og inspirerede til grundlæggelsen af »Jomfru Marias have«, hvor kun mænd har adgang. Siden har ikon-maleriet været en af Athos-munkenes faste indtægtskilder, og mens der er gået turisme og fusk i ikon-håndværket mange andre steder, så holdes her fortsat de gamle traditioner i hævd. Og selv om ikonerne er dyre, er der rift om dem og flere års ventetid. Novice i to år Athos er Georgios Kefaloukos' åndelige hjem. Det har det været, siden han som 17-årig første gang satte sine fødder i munkestaten for at finde Gud og lære at male ikoner. I dag er han 51 år, og i stedet for munk blev han elektriker og fik job på en elektromekanisk virksom-hed i Danmark, men forbindelsen til Athos blev aldrig kappet. Georgios Kefaloukos er netop kommet hjem efter sit 18. be-søg, og hver gang har han hentet ny, religiøs og håndværksmæssig, inspiration til sit ikon-ma-leri. Selv om han kun er gæst, lever han på Athos sammen med munkene i den ortodokse spiritualitet. Han fortæller, hvor stort et indtryk munkenes enkle og asketiske liv gjorde på ham som ung, og stadig gør det. - Mange af dem er meget gamle, oppe i 90'erne, og de arbejder meget, men spiser meget lidt og sover meget lidt, og alligevel er de nogle af de gladeste mennesker, jeg har mødt. Samtidig også nogle af dem med det bedste helbred. Det er en sund livsstil at være munk. Den 17-årige Georgios Kefa-loukos var i to år novice i en celle ved Megisti Lavra-klostret, og i begyndelsen havde han vanskeligt ved at holde sig vågen. - For hver nat er der gudstjeneste, som mindst varer fire timer, og jævnligt hele natten, så det var lidt svært i starten, men efter en måned havde man vænnet sig til kun at sove et par timer. Georgios Kefaloukos har ikke styr på, hvor mange ikoner han gennem årene har malet, men det er i hundredevis, og de regnes blandt nogle af de bedste, der bliver lavet i Danmark. Hans ikoner hænger i kirker i Grækenland, og har været udstillet på kunstmuseum, gallerier og i menighedslokaler herhjemme og i Finland. I øjeblikket har han kun et lille udvalg at vise frem, resten er solgt eller foræret væk. Bag hver ikon ligger en stor håndværksmæssig kunnen og sans for traditionens krav ned til de mindste detaljer, og det har han lært på ikon-værkstederne på Athos, men også, at frem-stillingen af ikoner i den ortodokse verden er andet og mere end blot dygtigt kunsthåndværk. Det er nærmest en sakral handling, hvor maleren åndeligt er i kontakt med det guddommelige univers, han skildrer gennem bøn, faste og gudstjeneste. I den ortodokse kirke indvies en ikon med bøn, og efter græsk overlevering skal en ikon helst have opholdt sig i en kirke i 40 dage, fortæller Georgios Kefaloukos. Når han sætter sig til staffeliet og maler sine ikoner, har han munkenes »Jesus-bøn« kørende et sted i underbevidstheden. Ånd og teknik er, hvad der kræves af en ikon-maler, forklarer han med et smil, og ånden forplanter sig gennem arbejdet. Den åndelige ro, ikonernes hellige skikkelser udsender, inspirerer og opløfter. Selv om Georgios Kefaloukos måske ikke er særlig motiveret, når han begynder med de første søgende penselsstrøg, så ender det ofte med, at han bliver så optaget af arbejdet, at han glemmer tid og sted og kan male i timevis. - Det er som om, man bliver sat over i en helt anden verden. Man bliver inddraget i en åndelig rigdom, så at male ikoner er til min egen glæde. Der kan være glæde og opløftelse for hele ugen i sådan en oplevelse. I serien Ikoner er tidligere bragt artikler den 28. september, samt 2., 4. og 11. oktober.