Mødet med fattigdommen i Nepal har sat sig dybe spor

Da kommunikationsrådgiver Christine Feldthaus for nylig så ekstrem fattigdom lige i øjnene, fik hun sat orden på sine prioriteringer. Igen

Christine Feldthaus er bedst kendt fra livstilsprogrammet ”Kender du typen”, men en oplevelse for nylig i den fattigste del af Nepal har fået hende til at gøre op med overflodslivstilen og værdsætte noget så simpelt som et porcelæns-toilet væsentligt mere. –
Christine Feldthaus er bedst kendt fra livstilsprogrammet ”Kender du typen”, men en oplevelse for nylig i den fattigste del af Nepal har fået hende til at gøre op med overflodslivstilen og værdsætte noget så simpelt som et porcelæns-toilet væsentligt mere. –. Foto: .

Vi kommer kørende i bil, da vi pludselig ser en gruppe kvinder komme gående i kanten af grusvejen. Forrest går en kvinde med noget i armene, og jeg råber STOP BILEN!.

Jeg er fløjet med et tv-hold til Katmandu og har kørt mange timer i jeep helt ud til det vestlige Nepal, hvor vi har fået at vide, at fødselsforholdene for kvinder er særligt slemme. Nogle af pengene fra den store Danmarks Indsamling 2014 går til at forbedre netop det problem, og det skal jeg være med til at lave et tv-program om.

Jeg står ud af bilen og går hen til dem.

Hvem er I, og hvad laver I?, spørger jeg, og tolken fortæller, at den lille, spinkle pige på 17-18 år, der går forrest, har sit meget syge barn i armene. De har gået i flere dage for at få hjælp.

Jeg pakker den lille bylt ud. Barnet er askegråt og blåligt. Det er et hjerteskærende syn, og jeg har en kæmpe klump i halsen, da vi er nødt til at efterlade dem og køre videre. Jeg har selvfølgelig lyst til at tage dem med, men jeg ved også, at vi ikke kan hjælpe alle dem, vi møder. Senere samme dag møder jeg eksempelvis en mor, der har født 12 børn, kun fem af dem har overlevet. Vi er nødt til at fokusere på det store billede, men hver gang jeg møder disse skæbner, bliver det siddende i mig. Overlever børnene? Hvordan bliver deres liv?

LÆS OGSÅ: Skoleoprør banede vejen for en karriere som advokat

Det er så utrolig banalt, men mit eget liv bliver jo sat ind i et perspektiv, der næsten ikke er til at bære. Denne egn af Nepal er 50 gange fattigere end Danmark. Her findes ingen sygehuse, så sker der noget, for eksempel noget så naturligt som en fødsel, skal man være heldig, at der er en dame i landsbyen, der kan hjælpe, ellers er det ud på gåbenene i flere døgn. Spædbørn dør som fluer, alt imens vi i Danmark dyrker selvrealiseringen, spiser selvbagt brød med hjemmelavet ramsløgspesto og diskuterer, om Eva Maria er det helt rigtige navn til barnet eller ej.

Vi lever helt i toppen af Maslows behovspyramide, og det er utrolig sundt at stige ned en gang i mellem og få lidt perspektiv på det hele. Det er langtfra en ny pointe, men det er den, jeg er opfyldt af for tiden. Og jeg ved, at det er en følelse, der bliver hos mig, for jeg var på en lignende mission i 2009 for at beskrive tørkeproblematikker i det nordlige Kenya, som er en af konsekvenserne af den globale opvarmning. Det skabte et klimaengagement i mig, som stadig fylder meget, fordi jeg fik alle de bedste argumenter for at skrue ned for mit overflodsliv.

Og det er vel det, der er min pointe: Alle mennesker burde unde sig selv en mulighed for at blive mindet om, hvor privilegerede vi er i Danmark. Vi har det med at glemme, hvad der er vigtigt, og jo mere speltbrød vi æder, jo værre bliver det. Vi er fuldt optaget af at udstille vores herligheder på sociale medier og gå til selvrealiseringskurser og sige yum-lyde. Jeg siger bare: En uge i Nepal kan give større selvindsigt end 100 mindfulness-seancer. Har man ikke mulighed for det, er det helt fint, så tag i stedet ud i en skov i to dage uden noget som helst. Eller drop all inclusive-ferien på Mallorca og brug pengene på at gøre en reel forskel for en hel landsby.

Bare forhold dig til dit liv en gang imellem. Du kunne jo gå hen og blive mere glad og tilfreds af det.