Kære brevkasse
Jeg er en kvinde, der for ikke så længe siden gik på pension. Desværre er stort set hele mit liv blevet ødelagt af mindreværd, selvom jeg på en måde har været stærk, og det meste af tiden har klaret mig alene med mine to børn.
Mit mindreværd er godt og grundigt anlagt i min barndom. Jeg er ældst af tre og opvokset på landet, og jeg hørte ofte: Du er den ældste, så du bør være den klogeste.
Mit første minde er, at jeg som treårig var faldet og græd og løb hen til min mor. Nu skal jeg give dig noget at skrige for, sagde hun, og så fik jeg en på hovedet.
LÆS OGSÅ: Forskelsbehandling trækker lange skygger
Det gentog sig mange gange, for eksempel hvis jeg tabte noget. Som femårig tænkte jeg efter en lussing: Jeg vil aldrig være som hende. Siden den dag græd jeg aldrig, når min mor så på det, men det afholdt hende ikke fra at slå både mig og mine søskende.
Min søster og jeg var lidt kraftige. Jeg har stadig et sted på min overarm, hvor jeg ofte har meget ondt. Det er præcis det sted, hvor min mor tog fat og sagde: Jeg er så flov over mine tykke piger.
Engang kom jeg åbenbart til at sige noget pænt om mig selv, hvortil min mor sagde: Hvis du kan li dig selv, kan Gud ikke li dig.
Min mor sagde også: Hvor er du sær, der er ingen, der vil giftes med en som dig.
Da jeg var 15 år, havde jeg mødt en sød dame, som havde sagt til min mor, at hun syntes, jeg var yndig. Det refererede min mor ved bordet, hvorefter hun hånligt grinede ad det.
Min mor var sygeplejerske og arbejdede meget. En læge havde en dag spurgt hende, hvordan hun kunne arbejde så meget med tre børn. Da tænkte jeg: Dine børn tager du dig ikke af, men da jeg vidste, at konsekvensen ville være en lussing, hvis jeg sagde noget, tav jeg.
Jeg sagde heller ikke noget, når jeg en gang om året skulle have en kjole, og der ikke var rent undertøj, og jeg måtte beholde den snavsede undertrøje på. Når vi var i butikken, sagde min mor: Jeg kan se, at din undertrøje er snavset, du kunne da også selv sørge for at tage en ren på.
Hun havde selv sagt, at jeg skulle beholde den snavsede på.
Jeg har oplevet en del mobning i mit liv. Først i skolen, hvor jeg blev kaldt for tykke fede slagterigris. Fra jeg startede i mellemskolen, og til jeg kom i lære i et pengeinstitut, oplevede jeg heldigvis ikke mobning. Men jeg havde ingen selvtillid, og det har jeg sikkert udstrålet, og jeg var meget nervøs for ikke at kunne finde ud af det.
I min elevtid var der en fuldmægtig midt i 30erne, der hver eneste dag råbte og skreg over os elever, og jeg fik min del, også når kunder hørte på det. I dag ville fagforeningen nok have grebet ind. Heldigvis fik jeg et godt forhold til mine kolleger, og jeg fik efterhånden en del venner.
Men mit store problem har altid været, at jeg ikke tror, at folk kan lide mig, og jeg har altid været bange for chefer og for at få skældud.
Jeg fik mit første barn som 20-årig, men ægteskabet varede kun et par år. Jeg var nødt til at bevise, at jeg godt kunne blive gift, selvom han var lidt af en psykopat.
Nogle år efter fik jeg mit andet barn med en evighedsstudent. Vi boede sammen i seks år, hvor jeg forsørgede familien. Han hjalp aldrig med noget, og så kunne han undlade at tale til mig i 14 dage. Det er kun kvinder med et lavt selvværd, der finder sig i det.
I 1986 blev jeg ansat i et nyt job, hvor der var en person, som i årevis havde mobbet andre. Jeg blev mere og mere bange og nervøs og var på randen af selvmord, da nogle venner sørgede for, at jeg blev sygemeldt.
Det var lige på det tidspunkt, at man begyndte at interessere sig for det psykiske arbejdsmiljø. Alligevel skete der kun meget lidt, og i fagforeningen trak de på skulderen, og så krøb jeg tilbage langs panelerne igen. Jeg havde ikke kræfter til at kæmpe, og jeg troede ofte, at det var min skyld, at andre var sure eller vrede.
I mine sidste arbejdsår var der en hel del gode år, hvor jeg var glad for både arbejde og kolleger. Desværre kom der nedskæringer og ændringer i de forskellige kollega-fællesskaber. Da begyndte det at skrante med den gode stemning, og jeg blev mere og mere usikker. Jeg måtte blandt andet dele kontor med to andre, hvor vi ikke forstod hinandens humor og væremåde.
Efterhånden gik det op i en spids, hvor de klagede over mig, og den sidste tid af mit arbejdsliv var meget vanskelig, også fordi jeg havde en del sygedage blandt andet på grund af kræft, som jeg gennem et halvt år havde gået til kemobehandling for.
Da jeg var gået på pension, var jeg frygtelig ked af det og besluttede at skrive et brev til mine kolleger, hvor jeg gav udtryk for min sorg og forundring over det, der var sket. Det piner mig rigtig meget, at ingen har reageret på det. Hvorfor mon?
Venlig hilsen
Ellie
Kære Ellie
Tak for dit brev. Benny Andersen siger noget om, at en klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes i. Sådan opfatter vi dit brev, hvor du fortæller om slag og sår især fra en mor, som i stedet for at elske, beskytte og være omsorgsfuld over for dig har været det modsatte. Vi har stor respekt for, at du kan fortælle om det og om mindreværdets surdej, som så let har farvelagt dit sind. Alligevel har du tilkæmpet dig et liv med børn og arbejde, hvor der har været gode og svære år og samtidig betydelige helbredstrusler for ikke så længe siden. Det er synd, at de gode år i arbejdslivet ikke kom til allersidst, for de sidste år er ofte dem, man også let ser de andre med. Men du må prøve på at fastholde, at der i de sidste mere end 40 år også har været gode strækninger med gode kolleger og arbejdsglæde.
Vi tror ikke, du skal forvente svar på et kollektivt brev. For dit håb om forståelse ville sandsynligvis ikke blive mødt. Måske allermest fordi vi voksne desværre ofte har svært ved at forholde os til sårbare personlige ting og ofte bliver tavse i stedet. Så det kan være, at du skal være glad for, at der ikke er blevet skrevet tilbage med nye forklaringer og afvisninger. I stedet kunne du måske på et tidspunkt kontakte en enkelt eller to gamle kolleger fra den tid, hvor du trivedes på arbejdet, for at høre, hvordan de har det? Måske skal du ryste støvet af dig og sige til dig selv, at du nu begynder et nyt livskapitel, hvor du selv kan vælge de fællesskaber, som du vil komme i. Gode mennesker findes heldigvis stadig derude. Også for dig, håber vi. Og finder du det gavnligt, var det også en mulighed, at du over et stykke tid fandt en person, der havde et lyttende øre over for dine sårbare fortællinger, og som kunne hjælpe dig med at opdage, at den stemme i dig, der så ofte siger, at du ikke er noget værd, er helt falsk.
Mange hilsener
Annette & Jørgen Due Madsen