Nogle værre baryler

Der er formentlig både ulve og ugler og natvæsner i det udtryk, jeg her skal have fat på! Det er ikke min gode ven, pastor Gudmund Rask Pedersen fra Vær, der er en værre baryl, men det er ham, der spørger til udtrykkets oprindelse, og som erkender, at vi sikkert var nogle værre baryler engang.

Baryler er sådan et udtryk, der oftest anvendes om unge mennesker, og som i moderne sprogbrug betyder nogenlunde det samme som lømler. Ordet optræder i de nyeste ordbøger, for eksempel i Den Danske Ordbog, mens det vist ikke var optaget i udgaver fra før 1990?erne. I Den Danske Ordbog står der således om ordet, at det også kan hedde varyler, og at det formentlig har rod i det, man kalder nedertysk, hvilket vil sige det nordvestgermanske område. Ordets historie er, muligvis, udviklet af det således nedertyske bar ule, der betyder "bare ugle" og dermed det samme som en simpel idiot.

Såvidt altså ordbogen. Det kan forekomme sært, at en ugle her identificeres med ordet idiot, for ugler plejer da at betyde klogskab, ikke? Svaret er, at ugler i dag, måske især efter Milnes fortællinger om Peter Plys med den kloge ugle, næsten altid opfattes som vise og kloge. Den romerske gudinde for visdom og lærdom, Minerva, er også altid blevet symboliseret med en ugle, så det er ikke noget nyt, men ugler optrådte tidligere også meget ofte i folketro som mørkets uhyggelige skikkelser.

Baryler kan altså have deres udgangspunkt i ugler, men ordet baryler kan altså som sagt lige så godt hedde varyler. Det bruges vist nok i flæng, men dog med en tendens til, at varyler er mere almindelige, sådan sprogligt talt, i Jylland, mens barylerne mere befolker Sjælland og København. Jeg fandt en skæg diskussion på Facebook, hvor jyder netop argumenterer for, at det da hedder varyler, mens københavnere står på baryler, men de ved jo nok også bedst om den slags!

Det lyder plausibelt at bar ule på tyste vinger har forandret sig til moderne baryler. Men måske kan vi komme et skridt længere ud i det produktive mørke! Jeg har nemlig prøvet at undersøge ordet varulv, hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde klokken 24, for så véd man jo nok, hvad der sker!! En varulv var jo et forfærdeligt kreatur, nærmest en muskelhund i folketroen, halvt menneskeligt, halvt dyrisk. Ofte et menneske, der ved midnat forvandlede sig til et djævelsk uhyre, der vist ovenikøbet var trebenet. Varulven er, sådan sprogligt set, opstået netop i det nedertyske og plattyske område, weerwolf, hvorfra den spredte sig til den engelske mytologi som en werewolf. Det er altså ordet varulv, der er opstået her, for begrebet om sådan et menneskekreatur kendes mange andre steder fra, eksempelvis i det græske lykántropos, der er et ulvemenneske. Men ellers kan man jo gå på jagt efter sfinkser og anden djævelskab i verdensmytologierne.

Det er min påstand, at udtrykket om baryler eller varyler er opstået af varulven. Forstavelsen "var-" kan nemlig referere til det gamle ord varg, der både kunne betyde ulv og fredløs person, røver eller forbryder. Men "var-" kan også være en omtydning af ugle såmænd. Så nu er vi altså fremme ved min pointe igen. Folketroens varulv genfindes i nutidens varyler og baryler.

Så kære Gudmund Rask Pedersen, var din mund, når du omtaler barylerne. De er sproghistorisk nogle værre varylere.

sprog@kristeligt-dagblad.dk