Nytårsforsætter er moralske løfter til os selv

Ordet forsæt er egentlig gammeldags. Det er sjældent, det bruges i dagligsprog, hvor ordet vilje snarere anvendes. Man siger ikke, det gjorde du med forsæt, men snarere det gjorde du med vilje. Forsæt er højtideligt. Det trives imidlertid godt i juraen og i moralens gevandter. I juraen er der begreber om at handle med forsæt eller forsætligt, hvilket betyder, at en persons handlinger vurderes at have været resultat af en forudgående beslutning eller med hensigt.

Ordet har rod i det man kalder middelnedertysk, i ord som vorsat eller vorsetten, der kan oversættes med sætte foran, og som igen er udledninger af det latinske proponere, det kan oversættes ved stille frem eller sætte frem foran sig. Forsæt handler altså om at prioritere noget frem for andet.

Men ordet forsæt bliver sprællevende her ved denne årstid, hvor moralen får en brush up i form af et nytårsforsæt. Midt i drønet fra snesevis af ulovligt erhvervede nytårsraketter, rådhusklokkernes bimlen fra TV, og mens Grundtvigs flotte salme lyder gennem æteren, og den mousserende vin pjasker over glassenes kanter, ja, så aflægger vi et moralsk løfte for os selv, en hellig edsaflæggelse, i form af et såkaldt nytårsforsæt. Nu skal der løbes så og så mange kilometer hver uge. Slut med røg. Slut med ditten og datten. Et nyt liv i en ny tid. Genfødsel. Renselse for syndigt vellevned.

Nytårsforsættet er på den måde en besværgelse eller en slags skriftemål, der er bundet ind i årsskiftets ritual. Der kaldes på forandring. Livet begynder på ny, vi genopstår i en renset udgave.

Det er næsten paradoksalt, som nytåret og nytårsaften er ritualiseret, faktisk langt mere end julen, tror jeg. Julen forbindes mere med råhygge og overflod og gentagelser, mens nytåret altså rummer forsøg på forpligtende løfter, renselse og fordringer til fremtiden. Engang var det julen, der betød årets vending udtrykt i den symbolske skildring af lysets og Jesusbarnets ankomst. I dag er Jesusbarnet mest til hygge, mens det altså er i nytårsnat, vi selv genfødes til et nyt og bedre liv.

Nytårsforsættet er skam alvorligt ment for de fleste. Der skal hankes op i livet, gøres status, men desværre er hukommelsen og viljefastheden ikke altid, hvad den kunne have været. Så mens Strauss-familiens flotte musik i form af Radetzsky-march og An der schönen blauen Donau fylder det hærgede hoved på den første dag i et nye år, glider de strenge løfter let med på musikkens bølger.

Ordet forsæt i nytårsforsæt er det samme som verbet at forsætte, der betyder at flytte noget bort fra dets oprindelige plads. Det udtales forsætte altså med tryk på anden stavelse. Ordet forsætte optræder imidlertid rigtig mange gange fejlagtigt for fortsætte, der betyder at blive ved med noget, mens forsætte altså betyder at forskyde og dermed afbryde eller forny noget.

Helt morsomt bliver det, når man i aviser og andre steder ser omtale af noget, der kaldes nytårsfortsætter, der altså bestemt ikke er det samme som nytårsforsætter. I et nytårsforsæt lover man forandring i form af bod og bedring for sig selv, mens et nytårsfortsæt tværtimod må betyde, man fortsætter som man plejer. Ak, hvad et bitte t kan forårsage af tømmermænd.

sprog@kristeligt-dagblad.dk