Niels Helledie viser ud i gårdhaven, hvor der selv i Skagen kan findes læ. I hvert fald når vindene blæser fra øst eller nord, men her på toppen af Danmark kommer de mest fra vest, og så må en ekstra lille transportabel læskærm tages i brug. I gårdhaven hænger og står nogle af hans rustikke og livskraftige skulpturer i stentøj, træ og jern. Rødbrændte og bemalede. Visdommens Sofia, et krucifiks, et skib med vikinger.
- Jeg laver altid vikinger, når jeg ikke ved, hvad jeg ellers lige skal lave, siger den snart 82-årige kunstner, som fortsat daglig er kreativ på værkstedet ved siden af.
Her har han sin ovn, hvor stentøjet brændes. Det er ovn nummer to. Den første er brændt op i et langt og aktivt kunstnerliv.
- Det er sådan en omstændelig og besværlig proces med stentøj. Det skal tørre, der skal oxyderes og brændes. Det er en lang proces, men i det øjeblik, man bliver grebet, så føler man sig som en på 30 igen. Så er man totalt engageret og glemmer alder og skrøbeligheder. Så kan pludselig jeg gamle mand, uden at tænke over det, bøje mig ned og uden besvær samle det op på gulvet, som jeg har tabt.
Kreativiteten er intakt, men årene sætter sine fysiske spor. Alderen giver en udsathed, en usikkerhed, som han forsøger at affinde sig med. Alderen giver ydmyghed. Man lærer at tage sine dage, som de kommer. En ad gangen. Gode og dårlige blandt hinanden.
Vikingerne, som er Helledies motiv, når han efter eget udsagn ikke lige ved, hvad han ellers skal lave, sejler i deres elegante langskib i hjørnet af gårdhaven, fæstnet med en snor oppefra, duvende for en let majbrise. Vikingerne er interessante, siger han. Vikingerne befandt sig midt imellem hedenskab - i skulpturen af Helledie symboliseret med en torshammer under vikingeskibets køl - og kristendommen, som her har fundet udtryk i et kors, der gennemhuller en rusten jernplade over skibet.
Kristendommen forvandlede vikingerne fra hedenske blodtørstige krigere, forklarer han.
Forvandling er et nøgleord i Helledies univers. Kunstnerisk som kristent. For ham to sider af samme sag. Tæt forbundne.
Niels Helledie fejrer i år sit 40-års-jubilæum som kunstner. Det markeres med en separatudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring, som vises indtil 1. juni. Den læreruddannede Helledie havde i flere år forgæves forsøgt at få sine billeder antaget til censurerede udstillinger, men først da han skiftede medie fra lærred til ler, lykkedes det. For i leret fandt han sin form og sit indhold.
- Kunst er jo form, forklarer han, eller mere præcist:
- Indholdets udtryk, og det vil i denne sammenhæng sige kunstnerens indre kerne.
For selvom vi mennesker forandrer os fra vugge til grav, har vi allesammen en indre kerne, som er uforanderlig, mener han. Et grundlæggende temperament, som gennem kunsten finder vej til form.
- Derfor kan man altid kende en kunstners værker, fordi det uforanderlige indre, der er lagt i os i skabelsen, kommer til udtryk.
Det første værk, han fik antaget, og som på debutudstillingen i 1969 blev købt af Statens Kunstfond, var "Skriget fra Golgata", hvor den korsfæstedes smerte eksploderer, og lidelsen får ord i et skrig: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
40 år senere er skriget forvandlet til "Livets træ", et af Niels Helledies seneste krucifikser. For der er mere at sige.
- Lidelsen er kunstens og kristendommens kilde, men det stopper jo ikke her, forklarer Helledie og fortæller historien om en konge, som ejede en kæmpestor gryde, hvor han havde den noget barbariske vane at koge sine krigsfanger:
- Men alt det skrigeri gik efterhånden kongen på nerverne. Han fik derfor lavet et låg til gryden, og det var helt specielt, for der var indbygget orgelpiber i låget, og så forvandledes skrigene til den skønneste musik.
Lige præcis sådan er det med kunsten, mener Helledie. Her forvandles lidelsen. Ligesom kristendommen gør det:
"Dødens benrad" og "Skriget fra Golgata" bliver til "Livets træ". Ud af den korsfæstedes ribben vokser liv og opstandelse, og denne dobbelthed er et tilbagevendende tema for de mange krucifikser, Niels Helledie har hængende rundt om i danske kirker.
I sit eget sind mærkede han forvandlingen, da han fandt sin kunstneriske udtryksform i leret og genfandt barndommens kristentro. Den var ellers for en tid hældt overbord i en periode, hvor Helledie bekendte sig som kulturradikal.
- Det skulle vi jo allesammen være dengang, men en dag på seminariet kom jeg til at læse "Ordet" i Kristeligt Dagblad. For mig blev det skelsættende. Jeg var tørstende, og her fik jeg det vand, jeg havde længtes efter. Savnet efter kristentroen havde jo ligget i mig.
Siden har han ikke kunnet adskille kristendommen fra sin kunst, og det har haft sin pris.
- Den kulturradikale elite her i landet bryder sig ikke om en kunstner, der i sit arbejde bekender sig til kristendommen. Så det er ikke en position, man indtager af lyst, men det kan ikke være anderledes, for det er dér, jeg har mødt virkeligheden. Sandheden.
Den kulturradikale dominans, mener Helledie, er forklaring på, at han i sine 40 år som professionel kunstner kun har fået en enkelt større udsmykningsopgave i danske kirker, nemlig hans og maleren Adi Holzers udsmykning af Hasseris Kirke i Aalborg i midten af 1990'erne, som den daværende formand for Akademirådets Udvalg for Kirkekunst affejede som ren "kitsch".
Siden har Aarestrup Kirke ved Aalborg fået et Helledie-glaskrucifiks som alterudsmykning, og en anden kirke overvejer lige nu et forslag. Desuden har 30-40 kirker og menighedslokaler et Helledie-krucifiks hængende som en markant understregning af hans position som en kunstner, en stor del af kirkefolket har taget til sig.
- Da jeg havde lavet mit første krucifiks og hængte det på væggen, så min kone og jeg på hinanden: - Dét er bare for meget!, udbrød vi. Det var vi enige om, og det var det jo, men nu havde krucifikset været oppe at hænge, så det måtte op igen. For Jesus havde jo rørt ved os. Der var ingen vej tilbage, og det måtte så koste den pris, det gjorde.
Og selvfølgelig var - og er - det provokerende, tilføjer Helledie.
- Et krucifiks er en kæmpe provokation. At påstå, at her hænger den almægtige Gud, Himlens og jordens skaber, henrettet som en gemen forbryder. Det kan næsten ikke blive mere provokerende.
Det var moderen, der tog børnene med i kirke og åbnede vejen til kristendommen for dem, men det var også moderens manio-depressive sind, som på godt og ondt kom til at præge grundstemningen i barndomshjemmet på gården i Vendsyssel.
- Som barn vidste man aldrig helt, om man var købt eller solgt, så angsten blev en del af min barndom, men det tror jeg i øvrigt er mange børns vilkår, og mange voksnes også. Det er jo, hvad man kan læse i Johannesevangeliet, at verden lever i angst, men vi skal ikke desto mindre være fortrøstningsfulde, for Kristus har overvundet verden.
Angsten satte sig i sindet, men i kunsten og kristendommen oplevede han forløsningen. Forvandlingen af lidelsen.
- Som menneske kan man forsøge at fortrænge det, man ikke har kræfter til at bære, men derved forsvinder smerten jo ikke. Det sker først i forløsningen.
Og når den finder sted - i kunst og kristendom - så er det, at den prostituerede bliver til en engel, at sårene bliver til blomster, og dødens benrad forvandles til livets træ, siger Niels Helledie.
