Kære brevkasse
Som 19-årig blev jeg forelsket i en gift mand. Sandsynligvis var det nok mere hans dyrkelse af mig, der smigrede, for en måned og mange breve senere gik det op for mig, at han var såret over, at den lille søn han havde længtes sådan efter, havde overtaget førstepladsen hos hans kone. Jeg gjorde forholdet forbi, før det rigtig var begyndt og bad ham bruge lige så mange superlativer på sin kone, som han havde brugt på mig. De er stadig gift.
LÆS OGSÅ: Kampen mod forelskelserne
Erfaringen kunne jeg tage med ind i mit eget ægteskab. Især efter at vores søn var født.
Hvis min mand begynder at bytte øjne med andre kvinder på den der særlige måde, så går min selvransagelse i gang. Der er altid noget, der kan gøres en smule sjovere eller anderledes, og han kan ikke få for megen opmærksomhed. Det får jeg så også, måske mere indirekte.
Jeg er meget jaloux, men har prøvet at spille alle andre kort, undtagen det. Med det resultat at vi nu også danser sammen. Vi kan skændes, men vi kan også have det som et nyforelsket par. Der er ikke så langt til 40-års bryllupsdag for os. Det har bestemt ikke altid været let. Men vi fandt tidligt ud af, at det gælder om at holde af og holde ud. Især i den uendeligt lange hverdag.Venlig hilsen
Therese
Kære brevkasse
Det er med rystende hænder, at jeg sender denne mail, inden jeg fortryder. Jeg skriver, fordi jeg har et ret godt kendskab til problemet med at forelske sig i en anden end ægtefællen. Min mand og jeg har været gift i 10 år og har tre børn. Jeg har fra starten af vores ægteskab kæmpet med at forelske mig i andre. Jeg er holdt op med at tælle hvor mange, men det er i hvert fald over syv forskellige mænd. Flere af dem har gengældt mine følelser, mens andre med en minimal indsats af flirt sikkert havde ladet sig overtale til at falde for mig.
Nu er jeg af den type, der meget bogstaveligt har tænkt mig at elske og ære min mand, til døden os skiller. Så hvad bør jeg gøre? Tja, jeg kunne jo godt vælge at følge min forelskelsesrus. Men i tilbageblik på mit korte liv ville det godt nok give mange brud og sårede følelser. Det ville være en livsstil, som jeg slet ikke et eneste sekund har lyst til at overveje.
De første år tænkte jeg, at jeg var skingrende skør, og at alt dette skulle pakkes langt væk og aldrig tales om med nogen i hele verden. På et tidspunkt, da var jeg ved at blive blæst omkuld af en mand, brød jeg grædende sammen foran et par veninder. Der gik hul på bylden, og betændelsen vældede ud. Jeg fik fortalt de vanvittige tanker og følelser, og da talestrømmen stoppede, kunne jeg mærke, at disse ikke havde samme magt over mig, som de havde før.
Det er det samme hver gang. Følelserne tager til i styrke lige indtil det øjeblik, jeg får ordene over mine læber til en af de personer, som jeg betror mig til. Det er personer, som jeg ved vil støtte mig i mit valg af at leve med min mand i medgang og modgang, og som tør sætte spørgsmålstegn ved mine handlinger. Men frem for alt lægger jeg min smerte over disse følelser over til Gud og beder om hans hjælp. Og så er jeg bare nødt til at gå i en stor bue uden om den person, som jeg har forelsket mig i.
Der sker det forunderlige, at jeg ikke på samme måde irriteres over min mands brist og mangler, når jeg er forelsket i en anden. Jeg er bare nødt til at fokusere på alle hans gode sider.
Går jeg så glip af noget? Ja, det gør man vel, for alle mennesker har noget unikt at byde på. Men det har min mand i høj grad også, og det vil jeg endnu mindre undvære end alverdens unikummer. Bare tanken om, hvor såret han ville blive, får mig til at gyse.
Jeg er overbevist om, at han vil se min trofasthed mod ham som en kærlighedserklæring, hvis eller når jeg får fortalt ham om det, og efter at chokket har lagt sig. Det er en risiko, man løber, når man bliver gift. Også for, at ens ægtefælle drømmer om livet med en anden. Men jeg vil ikke misbruge den tillid, som min mand viser mig.
Forskning viser, at børn af skilsmissefamilier på en lang række af livets discipliner klarer sig dårligere end børn fra originale familier.
Dertil kommer, at børn ofte gør som deres forældre, også hvad angår parforhold. Så hvis mor eller far gik fra familien, så kan jeg vel også. Er det et mønster, som er godt at give videre til sine børn? Ikke efter min mening, og ja, jeg er villig til at betale prisen. Og prisen er trofasthed mod det løfte, jeg selv har afgivet.
Jeg får det til at lyde så let. Det er det ikke! Det koster mange tårer hver gang, men jeg bliver også mere stædig for hver gang. Dette skal ikke ødelægge det gode liv, som jeg har med min familie.Venlig hilsen
Mette
Kære brevskrivere
Tak for jeres breve og overvejelser fra indersiden af jeres liv. Vi fornemmer, at dette tema rører ved mange. Det kan vi blandt andet se af de breve, vi får. Det er sikkert heller ikke så let at snakke om den slags tanker og følelser og dilemmaer rundt om bordene blandt familie og venner.
Vi har alle et indre liv. Nogle af os har et følelsesliv, som svinger meget lidt.
Andre af os bevæges let, og følelser kan blusse op og engageres i en sag, i teologiske debatter eller politik.
Eller man kan opfange et blik, en berøring eller en væremåde og få følelseslivet til at vibrere gentagne gange i en forelskelse, som Mette beskriver ovenfor.
I har begge fundet veje, når følelserne står i fare for at slå benene væk under en og kaste vrag på andre værdifulde dele af livet. Therese, du har gennem mange års erfaring oplevet, at man kan give sin egen græsplæne ekstra vand og gødning, når man bliver for optaget af, om andres græsplæner er grønnere end ens egen. Og Mette, du har opdaget, at følelser ikke behøver at være kaptajn på skibet, hvis de bliver erkendt og delt i ærlighed med gode venner, som ikke er involveret i de stærke følelser. Når forelskelsen kommer ud af sit hemmelige fantasirum og får lys og luft, ændrer tingene ofte karakter. Egentlig gælder det for alle slags følelser, også ængstelse, sorg og vrede. De må deles med gode mennesker, for det hjælper os til at få en lille smule afstand til os selv, så vi måske lidt lettere kan tage stilling til, hvordan man skal agere.Mange hilsener