Vi er på vej mod påske, men der findes et sted, hvor der er påske hele året: Taizé. En landsby på en bakke i Bourgogne i det østlige Frankrig, godt 300 kilometer syd for Paris, midtvejs mellem Lyon og Dijon. Omgivet af bugtende marker med stendiger og chevroletkvæg dukker en pittoresk landsby op med solide stenhuse bygget op omkring en lille romansk kirke. Hvor den gamle bykerne ender, kan man stige af rutebilen. Ved busstoppestedet er indgangen til det Taizé, som i årtier har tiltrukket tusinder af mennesker, som ønsker at fordybe sig i påskens mysterium. I det tidlige forår, hvor kulden bider i næsen, tælles de besøgende i hundreder. Men fra påske tælles de i tusinder, og da Kristeligt Dagblad besøger Taizé, blafrer dugene fra de blå telte i den kølige forårsvind, som står klar til at modtage omkring 4500 gæster i påskedagene.
Alle er velkomne, men først skal man registreres i receptionen og introduceres for det, som er rammen om livet i Taizé. Efter tur bliver man inviteret til at tage plads ved et bord, hvor en ung receptionist forklarer, hvad det er for et fællesskab, man står på tærsklen til. Taizé er et fællesskab af brødre. Der lever omkring 100 brødre i landsbyens største hus, som engang har tilhørt en af egnens vinproducenter. Brødrene har forpligtiget sig på at følge Kristus, leve i enkelhed og cølibat, og de vil gerne dele deres livsstil med andre i den store, åbne del af klosteret. De besøgende bliver en del af fællesskabet, og brødrene stiller krav til gæsterne:
Et ophold i Taizé er en mulighed for at søge fællesskab med Gud gennem bøn, sang, personlig refleksion og fællesskab. Alle er i Taizé for at opdage eller genopdage meningen med deres liv og finde en ny vitalitet, læser receptionisten, inden han gennemgår en række praktiske detaljer om opholdet.
LÆS OGSÅ: Gudstro rykker ind på kontorerne
Men hvad får unge i stort tal til at komme til dette sted, hvor enkelhed synes at være en overskrift, som dækker det meste fra maden til indkvarteringen i telte og sovesale? Der er ikke langt til vinruter og gode vandremuligheder og den historisk inter-essante by Cluny, men brødrene understreger, at de ikke vil være billigt logi for folk, som vil udforske Bourgogne som turister. Den frihed, man ellers værner om på ferier, afgiver man her for at underlægge sig et program, hvor man tre gange daglig tager del i brødrenes bøn i kirken og ellers bliver undervist af brødrene, deltager i gruppemøder og udfører praktisk arbejde, som kan omfatte alt fra madlavning til gulvvask.
Broder Alois er prior i Taizé og leder fællesskabet og siger, at brødrene ofte undrer sig over, hvorfor så mange unge finder vej til stedet.
Unge søger et sted, hvor de føler sig velkomne, og hvor de kan være sig selv. Vi kan se, at de søger et sted, hvor de kan være frie og få tid til at overveje de spørgsmål, som stort set alle er optaget af her: Hvad er meningen med livet? Er det muligt at tro? Hvad vil det sige at tro? Det er derfor, vi byder dem velkommen til vores bønner i kirken, for stilheden forener alle fra de stærkt troende til dem, som søger efter mening i livet, siger han.
Og fortællingen om meningen i livet udfoldes i lyset af påsken. Hver fredag året rundt mindes man langfredag med mere stilhed og bøn ved korset i kirken, hvor man opfordres til at overgive det, som tynger i sind og tanke ved korset. Lørdag aften fejrer man en slags påskegudstjeneste med fokus på lyset. Når disse to elementer altid indgår i en uge i Taizé, er det som et svar på spørgsmålet om meningen med livet: I dåben fik man givet en identitet som lysets børn, og selvom man kan opleve sig indhyllet i mørke, er Kristi kærlighed i menneskelivet en ild, som aldrig dør ud.
For nogle kan det være svært at koble korset og stearinlysene med spørgsmålet om mening, men broder Alois oplever, at mange finder en mening gennem liturgien, som rækker ud over, hvad sproget kan udtrykke. Skønt han i dag står i spidsen for Taizé, har han fortsat mange samtaler med unge.
Jeg er ofte blevet spurgt, om det er muligt at tro. Jeg svarer ja uden at tøve. Men spørgsmålet er, hvad det betyder at tro. Det er en udbredt misforståelse, at det betyder, at man har svarene på alle eksistentielle spørgsmål. Hvad sker der efter døden? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke henvise til, at Jesus forklarede det. I påsken fejrer vi Jesu opstandelse, men det ord er et begrænset ord, som dog giver en retning. Vi er alle på vej sammen, og troen på Jesus giver vores menneskelighed en værdighed. Hjertet i evangeliet er det enkelte menneskes værdighed som skabt i Guds billede.
Taizé er et rejsemål for unge fra hele verden. Men de fleste besøgende er fra Europa. Mange tyskere rejser til Taizé, men siden krisen satte ind i Spanien og Portugal, har der været en vækst i besøgende fra de lande. Broder Alois oplever, at den økonomiske krise sætter sit præg på en generation.
Det er centralt at pege på værdigheden som skabt i Guds billede, for den store ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa har ikke bare økonomiske, men også menneskelige omkostninger.
Søster Christina, 55 år, er en af de danskere, som har det mest indgående kendskab til Taizé. Til sommer er det 27 år siden, hun første gang steg af bussen i Taizé. En god veninde studerede i Paris og havde hørt om stedet, som de ville opleve sammen. Søster Christina, som den gang hed Christina Nilsson, havde netop afsluttet uddannelsen i direktion ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, og efter ferien skulle hun hjem og arbejde som organist og korleder.
Jeg følte mig virkelig hjemme i Taizé. Den anden uge, jeg var her, tilbragte jeg i stilhed. Inden jeg rejste videre, fik jeg en invitation til at vende tilbage som volontør. Jeg sagde nej tak, da jeg allerede havde flere engagementer hjemme, siger hun.
Tanken om at opholde sig i Taizé i længere tid blev dog ved med at dukke op.
I flere år havde jeg spurgt mig selv, hvad jeg ville og skulle med mit liv. Jeg er ud af en musikerfamilie, min mor var organist, og min far var fagottist i Det Kongelige Kapel, men jeg var ikke sikker på, jeg skulle arbejde med musik. Der var noget, som manglede.
Hun sendte et brev til Taizé og spurgte, om invitationen stadig gjaldt. Var det tilfældet, ville hun rejse. De skrev, at hun var velkommen, jo hurtigere desto bedre, så hun aflyste alle sine engagementer og fandt en anden, som kunne overtage værelset i det kristne kollektiv i Hellerup.
Jeg sagde, som det var, at jeg ikke kunne overholde mine aftaler, fordi jeg ville rejse til et kloster i Frankrig for at arbejde. Til min store lettelse og forundring blev min beslutning mødt med en utrolig forståelse. Den opbakning betød meget for mig og var en bekræftelse i en situation, hvor jeg virkelig begav mig ud på det dybe vand og rejste til et sted, som jeg på det tidspunkt kendte meget lidt til.
Når søster Christina tænker tilbage på den først tid som volontør i Taizé, husker hun fornemmelsen af en meget stor frihed.
Alt var åbent, og alt var muligt, og jeg ønskede bevidst at lægge mit liv i Guds hænder. Jeg tror, at jeg hver dag, jeg var her, glædede mig over det liv, jeg levede, og den måde, som troen fik sit udtryk på gennem det liv, der leves her. Jeg fandt noget, som jeg fornemmede jeg altid havde haft i mig, men som jeg ikke havde kunnet finde udtryk for hjemme. Jeg havde fundet en måde at leve min tro på, som var i samklang med det, jeg søgte, uden at jeg kunne udtrykke det klart.
Det blev til halvandet år som volontør, og i den tid begyndte tanken om en tilværelse som søster at tage form.
I nabobyen Ameugny lever Andreas-søstrene, som arbejder sammen med brødrene i Taizé. Som volontør blev søster Christina fortrolig med søstrene. I en tid trak hun sig tilbage fra det intense og ret udadvendte liv som volontør og viede sin tid til stilhed og bøn for at få klarhed over, hvilken vej hun skulle gå med sit liv. I stilheden blev det klart, at hun ville være en del af ordenen og leve sin kristne tro i et tæt fællesskab med andre.
Når man tager sådan en beslutning, får det konsekvenser ikke blot for én selv, men også for dem, som er tæt på. For min familie var det ikke bare let, men de glædede sig med mig og respekterede min beslutning. Jeg tror endda, at de forstod den, så langt som man nu kan følge et andet menneske i en sådan beslutning. At mine forældre mødte min beslutning med tillid, betød meget for mig.
En guldring på venstre hånds ringfinger vidner om, at hun for 12 år siden afgav de evige løfter og viede sit liv til at tjene Gud som Andreas-søster. Som søster bliver hun sendt til det sted, hvor der er behov for hende. Indtil for halvandet år siden boede hun i Ameugny og arbejdede i Taizé. I dag har hun ansvaret for et fællesskab af søstre i Lyon, hvor en stor del af hendes tid går med at give åndelig vejledning, men hun hjælper også til i Taizé, når der er størst rykind.
I Taizé er det kirkeåret, som giver rytmen i det daglige liv, og det er en stor glæde. Påsken ser jeg som en vigtig passage, hvor vi hverken kan undvære langfredag eller påskemorgen. Påsken er en passage gennem døden til livet. Her fejrer vi, at uanset hvad vi synes at erfare, så tror vi, at livet er stærkere end døden, for vi er skabt til livet. Det betyder ikke, at dødens realitet forsvinder, men at døden er en passage til et liv, som er større end det liv, vi kan forestille os.
Søster Christinas musikfaglige baggrund er gledet i baggrunden, efter at hun blev søster, men hun har blandt andet brugt den, når der er blevet indspillet musik i Taizé. Stedet er berømt for den særlige meditative og repetitive musikform, som er en form for bøn. Naturligvis savner jeg af og til at dirigere et stort kor, men den slags tanker viser nok bare, at vi er levende, og at livet bevæger sig i os. Først og fremmest savner jeg min familie, mine venner og Danmark som sådan. Men det er en gave at have nogen at savne, og jeg kommer hjem en gang om året, ligesom min familie også besøger mig i Frankrig.
Skønt rejsen fra Danmark til Taizé kan gøres billigt og relativt hurtigt, er der langt mellem de danske gæster på stedet. Brødrene vurderer, at der kommer godt 200 danskere om året. En af dem er 19-årige Sigrid Marie Lassen. I sommer blev hun student fra Aurehøj Gymnasium i Gentofte og besluttede, at hun ville bruge et sabbatår som volontør i Taizé, inden hun tog en akademisk uddannelse. Søster Christina er hendes gudmor, så hun er kommet i Taizé gennem sin opvækst. Men som teenager erfarede hun, at Taizé ikke kun var et sted for moderens og søster Christinas generation, men var et sted, hvor hun kunne finde et rum for sin kristne tro.
Den første gang, jeg var her alene, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg kom her meget under min gymnasietid, og jeg fik lyst til at komme tilbage for en længere tid. Det var ikke altid let at forklare mine venner, hvorfor jeg ville bruge et år i et kloster i Frankrig. I Danmark kan det i det hele taget være svært at tale om sin kristne tro eller sin søgen efter tro, men her oplever jeg en rummelighed, hvor der er plads til, at vi kan være os selv med alt, hvad vi er. Det er ikke så afgørende, om man er katolik eller protestant. For de unge, som kommer her, er spørgsmålet, hvad der forener os som kristne, siger hun.
Som volontør klarer hun en række praktiske opgaver og får til gengæld gratis kost og logi samt 40 euro i lommepenge hver måned.
Det liv, jeg har her, er meget enkelt i forhold til det, jeg er vant til. Shopping, biografture og internet har jeg ikke set meget til, mens jeg har været her. Men jeg kan lide det. Det er dejligt at være væk fra det pres, det er hele tiden at præstere og nå det perfekte. Min verden er blevet større her. Jeg har fået venner fra hele verden: fra Kenya, fra Chile, fra Bangladesh. At komme tæt på mennesker fra andre lande er en af gaverne ved at være her.
Nogle dage kan hun godt få for meget af de meditative sange og ønske sig et andet sted hen, men samtidig føler hun sig beriget af det fællesskab, hun er blevet en del af i Taizé på tværs af kirkeskel og landegrænser. Det vil hun mærke ikke mindst i liturgien påskemorgen. Her vil broder Alois fremsige den gamle påskehilsen Kristus er opstanden, og menigheden vil svare: Ja, han er sandelig opstanden.
Hilsenen bliver udtrykt på alle de sprog, som er repræsenteret i kirken den morgen. Vi er nok kun et par stykker fra Danmark, men vi vil svare meget højt: Ja, han er sandelig opstanden.
