Ord er minadgangtil verden

Huset ligger ved en »blind« vej. Ikke mange biler passerer. Og slet ikke denne disede januarformiddag, hvor det eneste, der forstyrrer den stilhed, som er så vigtig for forfatteren Vibeke Grønfeldt, er en let summen fra et nyt fyr. Inden hun forsigtigt søger at svare på endnu et spørgsmål, må hun hen for at lukke døren til det fyr. Heller ikke under et interview må der være noget, der truer koncentrationen. Et besøg af en tilrejsende journalist med en bagage af spørgsmål er ingen ønskesituation for Vibeke Grønfeldt. Hun er en sjælden gæst i medierne. Men for den, der tildeles litterære priser, er medieopmærksomhed nu engang en af bivirkningerne. Det »uundgåelige« tager hun imidlertid nydeligt. Helt uvant med det kan hun efterhånden næppe heller være. Ikke i betragtning af alle de priser, hun har modtaget. I morgen får hun endnu én. Og atter en af de meget ærefulde: Kritikerprisen på 20.000 kroner. Den er blevet udløst af hendes roman »Det Rigtige«, udsendt af Samlerens Forlag i november1999. I 1996 modtog Vibeke Grønfeldt Det danske Akademis Store Pris. Blandt de øvrige priser, som hun er blevet hædret med, er Otto Gelsted-prisen, Herman Bangs Mindelegat, Dansk Litteraturpris for Kvinder og Henrik Pontoppidans Mindefond. Desuden er hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Romanen »Din tavshed er min skrift på væggen« fra 1976 angives som Vibeke Grønfeldts debut, men den er ikke hendes første bog. Værklisten omfatter 15 romaner og en novellesamling. Flere af hendes bøger foreligger i oversættelse. Grønfeldts meget personlige forfatterskab er et af de centrale i moderne dansk litteratur. I en litteraturhistorie karakteriseres det som »en udfordring til tidens hurtige samfundsmenneske. Det er en skriven imod den bevidsthedsbedøvende, friktionsløse strøm. Det er revolutionært i sin fordybelse i sindets grænseegne, hvor næringen til en omvæltning må findes, og det er konsekvent i sin afdækning af afkrogen, provinsen, udstedet, på én gang som billede på samfundet og som åndehul for mennesker, der er udmanøvreret af normaliteten og overlever på egne betingelser«. Bortset fra et kortere ophold på Mors har den 52-årige forfatter boet hele sit liv på fødeøen Samsø. I de seneste mange år har hun haft sit hjem lidt udenfor Kolby, i et hus fra hvis vinduer der er en storslået udsigt over det havomkransede landskab. En livsform - Ord er min adgang til verden, siger Vibeke Grønfeldt og mener helt åbenbart det skriftlige ord. Den stringente formulering kan hun gøre sig håb om i bedste fald at indkredse, når hun sidder ved sin computer (et arbejdsredskab, som hun i modsætning til, hvad hun forventede, er blevet glad for). Ikke i et interview. Hun lader til kun at have begrænset tillid til sin mundtlige formuleringsevne. Udtrykker sig langsomt og tøvende. Med eftertænksomme pauser, hvor husets stilhed gør opmærksom på sig selv. Undertiden taler hun så dæmpet, at betydningen næsten forsvinder på båndoptagelsen. Det præg af skrøbelighed, som hendes ansigt kan have, modsvares i andre øjeblikke af pludselige, korte latterudbrud. At humoren er med overrasker ikke dén, der har læst for eksempel hendes nu prisbelønnede roman. Vibeke Grønfeldt: - Når jeg ikke er i gang med at skrive noget, synes jeg ikke, at jeg forstår noget eller er på højde med mig selv. - Så er jeg hjemløs. Forvirret. - Det er gennem skrivningen, jeg så godt, som jeg nu kan, forholder mig til tingene. - Men jeg skriver jo ikke om dét, jeg oplever »i dag«. Tværtimod. Det vigtige stof skal have 10-20, måske 30-40 år, før jeg kan tage det op. Hvordan forløber din arbejdsdag? - Jeg begynder at skrive om morgenen. Og jeg vil helst stoppe, mens det går godt. - I et par timer kan jeg arbejde koncentreret. Derefter skriver jeg notater til, hvad jeg skal lave næste dag og går måske en tur. Jeg har altid et stykke papir med i lommen. Og sommetider tager jeg et par timer igen senere på dagen. Ingen arbejdsproces uden kriser. En af de tilbagevendende dukker op med påfaldende regelmæssighed. Når Vibeke Grønfeldt har skrevet omkring 80 procent af et nyt manuskript, ved hun, at den lurer. - Jeg synes, det er en svær fase. På det tidspunkt er der grænser for, hvad personerne yderligere kan foretage sig. Og det, jeg har skrevet, begynder at veje tungt. - I den kladde, som jeg skriver på i øjeblikket, har jeg ikke meget mere plads at give af. - En dag, mens jeg var i haven ude for at lægge tulipanløg, vidste jeg pludselig, hvordan jeg skulle lave om på slutningen. Det gav mig så meget »luft«, at jeg blev meget oplagt til at skrive videre. - Jeg kan godt lide at lave noget praktisk indimellem. Grave, slå græs, male huset. Stoffet, som jeg er i gang med, arbejder imens videre i underbevidstheden. Arbejder du lige så kontinuerligt, som den regelmæssighed, hvormed dine bøger er udkommet, tyder på? - Jeg har det bedst, når jeg skriver hver dag. At skrive er en livsform for mig. Og jeg holder faktisk aldrig frivillige pauser. - Men bøgerne er ikke helt skrevet, sådan som de er udkommet. For eksempel tog arbejdet med »Det Rigtige« længere tid, end det kan se ud til, fordi jeg havde den forrige roman, »I dag«, færdig længe før udgivelsestidspunktet. Næring til rolige perioder Mere end et hav er der mellem Vibeke Grønfeldts skrivehverdag på Samsø og postyret omkring en prisoverrækkelse. - Jeg er ikke meget for den store festivitas. Får hurtigt nok. - Jeg vil da gerne møde andre mennesker. Men jeg skal også have meget ro. Jeg arbejder bedst, når jeg lever meget regelmæssigt. - Egentlig vil jeg godt have opmærksomheden overstået, så jeg kan komme til at skrive igen. - Men selvfølgelig kunne jeg heller ikke holde det ud, hvis der aldrig nogensinde skete det mindste. Dette at der sker noget, at jeg møder andre mennesker, giver mig næring til de rolige perioder. - Jeg er glad for alle former for anerkendelse. Også fordi den nok betyder, at flere bliver opmærksomme på mine bøger. - Men det er jo ikke sådan, at det på grund af anerkendelsen bliver lettere at skrive den næste bog. Når det er en af de dage, hvor det hele falder fra hinanden, nytter det jo ikke noget at minde sig selv om, at der kom en pris i fjor. - At begynde på en ny bog er, som det hele tiden har været. - Hver gang bevæger jeg mig på usikker grund. Hver gang synes jeg, at skal i gang med en ny vinkel, et nyt stof, selv om andre måske mener, at det er det samme og det samme. Velfærd og elendighed At skrive på Samsø er ikke ensbetydende med at skrive om Samsø. Og slet ikke for Vibeke Grønfeldts vedkommende. Hun søger det store billede i det lille: et Danmarksbillede afspejlet i det »lokale«. - Jeg giver ikke et billede af Samsø og har aldrig gjort det. For dét jeg skriver, er det fuldstændig ligegyldigt, om jeg bor på Samsø eller et andet sted. - På trods af, at jeg bliver beskyldt for at fortælle om sære mennesker (hvad jeg ikke forstår), forsøger jeg at skrive om noget alment. - Forsøger at skrive om noget, som jeg mener ligger i os, og at sætte det ind i den tid, som vi lever i. At forholde sig til, hvad der er specielt for vor tid, har altid optaget mig. - Det interesserer mig, hvordan vi lader os bevæge af tiden. Hvordan den kan være med til at udvikle, reducere eller måske ødelægge nogle af de mange muligheder, som vi har i os. »Vi er alle ensomme. Du har da din telefon og aviserne og fjernsynet. Hvem har mere i dag?«, lyder et brudstykke af en replik i »Det Rigtige«.Ensomheden er et grundvilkår i nutiden, som den skildres hos Vibeke Grønfeldt. - Jeg synes ikke, det er svært at se, hvorfor det er blevet sådan. - Vi er for eksempel alle alene over for den voldsomme strøm fra medierne. Jeg forholder mig naturligvis til det, jeg ser og hører, men aner ikke, hvad der er rigtigt og forkert. - Hvorfor er en bestemt nyhed pludselig vigtig? Et fortolkningsspørgsmål, kan man sige. - Men samtidig er der så mange interesser bagved. Også salget af nyheder er en industri. - Jeg vil ikke idyllisere fortiden og mener heller aldrig, at jeg har gjort det. Med den udvikling, som er sket, har vi vundet på nogle punkter og tabt på andre. - Vi har opnået større velfærd. Men vi har måske samtidig fået større elendighed. - Der er ikke så meget tilbage af den form for underbetalt og ringeagtet arbejde, som fandtes før i tiden. Derimod har vi mange, mange mennesker fra 16-års alderen til pensionsalderen, som ikke er i arbejde. - En del har det sikkert godt med det. Men der er altså også mennesker, som har det svært ved ikke at være med i noget, ja, de kan faktisk have følelsen af overhovedet ikke at eksistere. - Jorden fremtræder i det offentlige rum som en fabrik. Og ikke som et levested. - I fabrikken er der nogle bestemte normer for at fungere godt og for ikke at fungere godt. Som om der eksisterer et produkt uden for mennesket, som giver os ret til at bedømme hinanden på den måde. Belemring med »det rigtige« »Det kan lade sig gøre at gøre det rigtige«. Den trosbekendelse aflægges af Ena Jakobsen, hovedpersonen i »Det Rigtige«. Hun vil gøre det rigtige. Koste hvad det vil. Det koster ikke så lidt. - Ena må begynde forfra hver dag. Blandt andet fordi hun jo ikke kan vide, hvad der er det rigtige for andre mennesker. - Aldrig får hun bekræftet, at det er det rigtige, hun gør. Derfor går det i stykker for hende hele tiden. »Det rigtige« skaber afstand mellem hende og andre. - Hun giver dem nogle gaver og mener så at have »papirerne« i orden. Hun lever med det regnskab. Mener at have sit på det tørre, når hun er begyndt på »det rigtige«. - I begyndelsen af romanen siger Ena, at hun har evnen til at se, hvad andre tænker. Men det er spørgsmålet, om hun har det. Anmelderne synes at være mere sikre på det, end jeg selv er. - Netop fordi Ena vil gøre selve det rigtige, bliver faldet tilsvarende stort, når det mislykkes for hende. Så ser hun, at de andre tænker alt muligt om hende. Det samme, som hun så beskylder dém for. - Ikke alene vil hun tage gaverne fra dem igen. Hun vil berøve dem alt. Vil udslette dem fuldstændigt ved at tage menneskeligheden fra dem. Hun kalder dem for orm og køer. - Nu er det gået galt igen, og de er ikke engang mennesker! Anser du Enas insisteren på det rigtige for et alment karaktertræk? - Jeg tror, at det repræsenterer noget, som vi har i os. Det kan jo ikke lade sig gøre at fremstille et helt menneske. Som forfatter kan man ikke andet end at trække bestemte træk frem. - Noget af det forløsende ved en roman kan være, når sådanne træk bliver så tydelige, at man kan reflektere over, hvad de fylder, og også over hvad de bør fylde. Det hedder om Ena, at hun »hverken tror på synden eller på Gud. Kun på rigtigt og forkert«. Vibeke Grønfeldt: - Vi har i det tyvende århundrede set den yderste konsekvens af denne holdning. - Den er meget farlig. Fører helt på afveje. - For der er intet, der er rigtigt for alle. Og der er ingen endegyldig sandhed om, hvordan vi skal opføre os over for hinanden. Er det fatale for Ena ikke, at hun mangler næstekærligheden som udgangspunkt? - Jo. Og da hun bliver forelsket, får hun da også et andet forhold til sine omgivelser. - Nu står hendes opfattelse af rigtigt og forkert ikke mere for hende som den enerådende. Hun får øje for, at andre menneskers syn på rigtigt og forkert kan være meget anderledes end hendes. - Indtil da har hun manglet forbindelse til den omverden, som hun har belemret med »det rigtige«.