Patriarkalske religioner

»Gud som en nidkær, straffende, hvid angelsaksisk mand med et langt skæg og en endnu længere arm mangler appel til mange nutidige kvinder.« Det hævder amerikaneren Joan Borysenko i bogen »A Woman's Journey to God: Finding the Feminine Path«. I bogen sætter Borysenko fokus på et amerikansk fænomen, som hun kalder en »stilfærdig vækkelse« blandt kvinder. Ifølge Borysenko er kristne, jødiske, buddhistiske, hinduistiske og muslimske kvinder i øjeblikket i gang med at danne spirituelle grupper for at afklare deres forhold til de etablerede religioner. Kvinderne føler vrede og afmagt over for disse religioner, fordi de er patriarkalske, og fordi de ikke kan tilfredsstille deres spirituelle behov. Borysenko, der er uddannet som læge og psykolog på Harvard University, har fungeret som mødeleder ved en række spirituelle arrangementer for kvinder. I bogen fortæller hun på baggrund af sine egne erfaringer, hvordan kvinder, der er blevet frastødt af deres religions maskuline side, kan skabe deres egne spirituelle traditioner. For Borysenko er problemet ved etableret religion, at den er irrelevant for kvinders liv: »Kvinder fra alle traditioner higer efter menneske-til-menneske-ritualer, der er relevante for hverdagens problemer og fejringer. En af besværlighederne ved de etablerede religioner er, at der er så lidt af den slags nære forhold«. Hun mener, at kvinder har brug for ritualer, der markerer den første menstruation, infertilitet, dødsfødsler, kejsersnit, normale fødsler, beslutningen om ikke at få børn, tabet af et barn og menopause. Disse fænomener kalder hun »kvinders mysterier og overgange, der er tæt forbundet med vores spirituelle liv, og som vi søger efter meningsfulde ritualer til at fejre, finde styrke til at overkomme og sørge over«. Så vidt, så godt. Men her knækker filmen: denne religiøse mangel prøver Borysenko at overkomme ved at blande en spirituel cocktail af elementer fra en lang række forskellige religioner. På bedste new age-maner styrter hun gennem et stort religiøst supermarked og river en masse tilfældige ting ned fra hylderne. Ting, der betyder noget hver for sig, men som blandet sammen bliver ligegyldige. Borysenko kalder sig selv »religiøst søgende«, og hun har søgt mere end de fleste new age'ere: hun er af jødisk familie, men opdraget katolsk, har snuset til buddhisme, var i adskillige år elev af en hinduistisk guru og er gift med en indianer, der stadig holder sine forfædres religiøse traditioner i hævd. Borysenko lægger meget vægt på kvinders følelser og meget lidt vægt på deres intellekt. Dette forhold afspejles også i hendes karakteristik af de to køn: mænd er fornuftsprægede, kvinder er derimod intuitive, mystiske, emotionelle, kreative, kropscentrerede og tolerante væsener, for hvem liv og spiritualitet er det samme (en karakteristik, der virker både stereotyp og kvalmende sentimental). Derfor er kvinders religiøsitet anderledes end mænds, mener Borysenko. Mænds religiøsitet er transcendent. De oplever det guddommelige ved at gennemgå en individuel udvikling. Som et billede på mænds religiøsitet bruger Borysenko »Jakobs stige« (selv om det jo ikke var Jakob, der steg op ad stigen, men englene). Kvinder finder derimod Gud i deres egne hjerter ved at fortælle hinanden deres livshistorier. Som billede på kvinders religiøsitet bruger Borysenko »Sarahs cirkel« (her drejer det sig om Abrahams kone og hendes livsvandring). Cirkelen handler om relationer og intuition, her giver begreber som transcendens og immanens ikke mening. »For en kvinde er cirkelens center hendes hjerte, Det Indre Lys, intuition, Guds stemme«. At vandre i Sarahs cirkel er at se Gud i andre mennesker og i naturen og at få fred i sindet. Det første skridt på vejen mod en ny, kvindelig spiritualitet er at tilgive Gud, skriver Borysenko. Tilgivelsen vil hele den vrede og sorg, mange kvinder føler over at være blevet svigtet af deres barndoms religion. Dernæst skal kvinden re-evaluere sit gudsbillede. Hvorvidt man vælger at opfatte Gud som far, mor, beg- ge dele, Maria, Jesus eller noget helt andet, er det vigtigste, at Gud føles virkelig og autentisk for en selv. Det tredje skridt er at udvikle et nært forhold til Gud, og her er fællesskabet med andre kvinder afgørende. »Vi oplever forholdet til det guddommelige gennem vores venner, som trøster og vejleder os, og som hjælper os med at blive vores dybeste, sandeste selv,« skriver Borysenko. Hun beskriver i sin bog en lang række religiøse ritualer, som kvinder kan udføre sammen med andre kvinder. Hun har bl.a. deltaget i en række ritualer udført ved solhverv og jævndøgn, hvor kvinder sang, dansede, trommede og bad højlydt til Gud. Borysenkos »spontane« ritualer virker som en slags primitiv gruppeterapi, hvor de højtråbende dominerer de mere stilfærdige; ritualer, der hurtigt kan komme til at virke mere oprivende end helende og ophøjede, fordi alle deltagere er »præstinder«, der har Gud i deres hjerter og derfor kan sige og gøre nøjagtigt, hvad der passer dem. Og holder den panteistiske naturromantik og trivselsreligiøsiteten virkelig i modgang? Hvad sker der, når veninderne svigter? Og hvorfor er det umuligt at tilbede Gud sammen med den person af det modsatte køn, som man har valgt at dele sit liv med? Det får vi ikke svar på i denne velmente, men forfejlede og forældede bog. Joan Borysenko: A Woman's Journey to God: Finding the Feminine Path, 313 s. New York: Riverhead Books, 2000, $ 23.95.