Personligt gravsted med havearkitektens hjælp

Kirkegårdshaven Nu afdøde anlægsgartner Jørgen N. Jørgensen skabte en have, der var hans kærlighedsgave til hustruen, Lene Holm. Hun har gjort gengæld ved at overføre materialer fra haven til hans gravsted

Jørgen N. Jørgensen sagde til sin hustru, Lene Holm, at han ville give hendes Danmarks flotteste have. Det synes hun, at hun har fået. Derfor ville hun give noget af det tilbage til sin mand, som hun har modtaget fra ham. Helt bogstaveligt: Til hans gravsted har hun overført materialer fra den have, som han anlagde til hende. --
Jørgen N. Jørgensen sagde til sin hustru, Lene Holm, at han ville give hendes Danmarks flotteste have. Det synes hun, at hun har fået. Derfor ville hun give noget af det tilbage til sin mand, som hun har modtaget fra ham. Helt bogstaveligt: Til hans gravsted har hun overført materialer fra den have, som han anlagde til hende. --. Foto: Henning Bagger.

På Jørgen N. Jørgensens gravsted er der marksten hjemme fra hans og hustruens have. En buksbomhæk, som han som anlægsgartner selv har fremavlet, er også på graven ligesom en rododendron hjemme fra villahaven. Selve gravstenen er en natursten fra den gård i Vendsyssel, hvor den afdøde voksede op.

"For mig er min mands identitet synliggjort ved den måde, jeg har anlagt hans gravsted på," siger Lene Holm, der blev enke for halvandet år siden.

Hun mødte Jørgen N. Jørgensen i 1994, og de fik seks år sammen, inden Jørgen N. Jørgensen blev syg. Han blev ramt af ALS, amyotrofisk lateral sklerose, og døde i april 2009, i en alder af 68 år. Han er begravet på den smukt beliggende Sulsted kirkegård få kilometer fra det sted, hvor parret boede, og hvor Lene Holm stadig bor, i udkanten af Hammer Bakker i Nordjylland.

At erklære sin kærlighed ved at skabe en have. Eller ved at skabe et gravsted. Jørgen N. Jørgensen sagde til sin kone, at han ville give hende Danmarks flotteste have. Og det synes hun, at hun fik. Det er en have, hvor han på en måde stadig er til stede, præget som den er af hans kærlighed til planter og i det hele taget til naturen. Og i særdeleshed er den præget af hans kærlighed til roser. Han okulerede dem selv, og hver eneste af dem har sin egen historie. Til mange er knyttet erindringer om rejser.

For Lene Holm er roserne et højst levende – og det smukkest tænkelige – symbol på, hvad hun trods sin mands død netop ikke har mistet. Hun, hvis interesse for haver først for alvor blev vakt ved mødet med Jørgen N. Jørgensen, har for få dage siden holdt sit første foredrag – om havens roser.

Brudstykker af haven har Lene Holm overført til gravstedet: den sidste have. Det fysiske arbejde har hun selv udført i forståelse med kirkegårdens personale.

"Jeg fandt marksten i vores have og lavede en pikning ved gravstenen. Desuden er der skifersten som trædesten med små piksten ind imellem," siger Lene Holm.

På graven er den bare jord dækket af trædebregner og citrontimian. En lille bøgehæk udgør en bue foran stenen. Derefter – i lavere niveau – følger en buksbomhæk, som Jørgen N. Jørgensen selv har fremavlet. Gravstedet er indhegnet ligesom terrassen, som hendes mand lavede derhjemme. Også den er i to niveauer. En rododendron ligeledes fra haven blev placeret op ad stenen. Og en lille opstammet benved blev plantet på den modsatte side. Træet er købt, men det er ikke et tilfældigt træ. Jørgen holdt meget af små opstammede træer.

Alt på gravstedet har en særlig betydning. En historie. Således er gravstenen en natursten fra gården Tidemandsholm ved Tårs i Vendsyssel, hvor Jørgen N. Jørgensen voksede op. Fuglebadet, der er udhugget øverst, er en fortrolig hentydning til Jørgen N. Jørgensens interesse for fugle.

"Så godt jeg formåede," siger Lene Holm, "prøvede jeg at være min egen havearkitekt. På et tidspunkt syntes jeg, at gravstedet begyndte at se hyggeligt ud ... jo, jeg synes godt, man kan sige, at et gravsted er hyggeligt! Men helt tilfreds var jeg ikke. Det var blevet lidt for rodet. Så kontaktede jeg havearkitekt Laila Sølager fra Silkeborg, hvis ekspertise jeg kendte fra et havekursus, som min mand og jeg engang var til på Askov Højskole. Hun har stor empati og fornemmede hurtigt, hvad det var, jeg ønskede. Hun lavede en tegning, der viste gravstedet præcist, som jeg gerne ville have det. Derefter kunne jeg så færdiggøre det. Og jeg nyder resultatet."

Man kunne måske forestille sig, at det med arkitektens professionelle tilgang ville blive svært for Lene Holm at bevare det personlige ved gravstedet. Men hun understreger, at det modsatte er tilfældet: Det personlige er blevet tydeligere.

Gravstedet ligger ved sydsiden af kirken. Sådan som afdøde ønskede det. For på sydsiden skinner solen mest på planterne, som han sagde. Han blev ved med at tænke som en gartner.

"Et gravsted handler for mig om ikke at give slip på det, man har mistet. Men om at holde det fast. Jeg har stadig et behov for at beskæftige mig med vores forhold. Nu, hvor han ikke er her mere, er han repræsenteret af gravstedet. Den lille have er det, vi efter hans død har sammen. Hele min sjæl har jeg lagt i arbejdet med dette fredfyldte sted. Dér kan jeg finde roen og glæden. Det er en slags terapi, der har været vigtig for mig i sorgen," siger Lene Holm.

I løbet af sommeren har hun været ved graven cirka hver anden aften. Hun kommer med rosenhoveder fra haven, næsten fuldt udsprungne og svømmende i en lerskål med vand. Også dette gør hun i visheden om, at sådan ville hendes mand gerne have det. Roserne når fra den levende til den døde.

grymer@k.dk