Pligt frem for alt: I 2013 vil alle gerne gøre sig nyttige

Første halvdel af det gamle socialdemokratiske slogan Gør din pligt og kræv din ret fylder meget i tidens debat. Kravet om, at man skal yde, før man kan nyde, har ikke været mere udtalt de seneste 40 år. Årsagen er, at danskernes pligtfølelse efterhånden var eroderet bort indtil krisen, konkurrencen og Dovne Robert bragte os på andre tanker

Tegning: Rasmus Juul.
Tegning: Rasmus Juul.

På genbrugsstationen Materialegården i Nordby på Fanø bruger den 58-årige Anne-Mette Lehmann den første del af sin arbejdsdag på at vaske skilte af, male byens blomsterkummer og ordne planter. Om eftermiddagen fortsætter hun over til øens rådhus, hvor hun er såkaldt teknisk assistent. En slags pedel, der står for kantinen, laver te og kaffe, tømmer makuleringsmaskinen og frankerer breve. Det todelte job er et seniorjob 37 timer om ugen, som hun har haft siden august 2012. Imod sin vilje.

LÆS OGSÅ: Pligten vender tilbage

Jeg synes jo godt, man kunne bruge mig til noget andet, som er mere i tråd med mine kvalifikationer. Jeg vil gerne lave noget, der er til både mit og kommunens bedste. Man kunne bruge mig til at markedsføre af øen og til turisme, som jeg ved en masse om, men det har åbenbart ikke været muligt at tilbyde mig noget inden for mit eget felt, siger den uddannede grafiker og projektleder.

På elektronikvirksomheden Taliki i Struer arbejder den 54-årige Kjeld Kielsgaard med el-standere til havnemiljøer. Han er ansat i et vikariat og kører hver dag de godt 35 kilometer hver vej fra hjemmet i Skive til arbejdspladsen. Da hans kone også er nødt til at køre til sit arbejde, har vikariatet betydet, at familien måtte investere i bil nummer to. Siden 2009, da Kjeld Kielsgaard mistede sit lokale elektrikerjob, har han vekslet imellem at være ledig og ansat i vikariater.

Jeg har efterhånden haft dagpengesystemet hængende over hovedet længe. Men i det område, jeg bor i, sker der ikke så meget. Krisen har sat voldsomt ind. En lokal fabrik er lukket, slagteriet er brændt, og byens store elfirma er gået konkurs. Jeg kører gerne for at arbejde, men jeg vil gerne bruge min uddannelse. Da jeg blev tilbudt et job som brolægger til 120 kroner i timen, sagde jeg nej. Jeg syntes, det var en uforskammethed, fortæller den uddannede elektriker med ekstra kompetencer inden for alarmsystemer, telefoni og it.

På en strand i Malaysia er Den 45-årige Robert Nielsen i gang med optagelser til TV3-realityprogrammet Robinson-ekspeditionen, hvor han er en af årets deltagere. I efteråret 2012 blev han berømt som Dovne Robert, der havde været på kontanthjælp i 11 år. Nu vil han være Action-Robert, fortæller hans bookingchef, Per Draker:

LÆS OGSÅ:
Pligten for velfærdens skyld

Som Robert selv har udtalt, vil han vise Danmark, at han ikke bare er et dovent svin og en snylter. Han vil have et nyt liv og begrave Dovne Robert på en sandstrand i Malaysia. Og før han tog af sted, meldte han kontanthjælpen fra og sagde nej tak til ydelsesservice. Han håber selvfølgelig på at vinde Robinson-ekspeditionen, men han håber også, hans deltagelse kan fungere som en fed jobansøgning. Han vil gerne gøre sig nyttig over for andre.

Det er Danmark i sommeren 2013. Alle vil gerne gøre sig nyttige. Alle følger arbejdspligtens kalden. 57 procent af danskerne erklærer, at de ville være villige til at tage et hvilket som helst job, hvis de var ledige, mens kun 27 procent betinger sig retten til at vælge fra, hvis jobbet ikke passer til deres uddannelse eller ligger langt væk.
.

Foto: kaj

Det er året, hvor begrebet nyttejob blev indført. Et nyt ord for arbejde med lav prestige til de svageste ledige. Men de tager det på sig og følger beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) nyfortolkning af det gamle socialdemokratiske slagord Gør din pligt og kræv din ret. I 2013 handler det om, at vi var blevet lidt for gode til det sidste, så nu er det tid at lægge vægten på pligten frem for alt.

Jeg mener, det er logisk, at vi nu bytter om på ret og pligt og siger pligt først, siger Nina Smith, professor i nationaløkonomi og tidligere økonomisk vismand og medlem af Velfærdskommissionen.

Hun minder om, at da velfærdsstaten blev etableret i 1950erne og 1960erne, var der mange, der afslog at tage imod de offentlige ydelser, de havde krav på, for eksempel folkepension. Årsagen var, at det blev betragtet som uværdigt og skamfuldt at skulle forsørges af det offentlige. Derfor lå der en pædagogisk opgave i at lære befolkningen, at det var i orden at tage imod ydelser.

Men i dag er situationen en anden. Hver generation tager naturligt nok de erhvervede rettigheder en lille smule mere for givet. Velfærdsstaten voksede, det samme gjorde udgifterne til pensioner, efterløn, dagpenge og kontanthjælp, og i 1980erne legede flere debattører og politikere endda med tanken om en borgerløn, som man kunne modtage uden at skulle arbejde.

Spørgsmålet er bare, hvor pengene skal komme fra til at dække alle behov. Hvordan velfærdssamfundet skal finansieres i fremtiden. Ifølge Nina Smith er der måske for øjeblikket ved at ske en opvågnen i befolkningen til erkendelsen af, at det er nødvendigt med reformer af velfærdsstaten, med ændrede holdninger til arbejde og med et andet syn på, hvilke krav vi kan stille til velfærdssamfundet.

Normerne i forhold til arbejde eroderede ikke i 1960erne og 1970erne. Men i næste generation stod det mindre tydeligt, og i dag er der mange, som ikke er klar over, hvor meget de bidrager økonomisk til samfundet, og hvor meget de koster samfundet. Rigtig mange af os er jo, hvis man skal sige det hårdt og brutalt, en underskudsforretning for samfundet, siger hun.

Nina Smiths budskab er ikke, at det er nødvendigt, at politikerne afmonterer velfærdsstaten, og at de svageste i samfundet må opgives, fordi de ikke er rentable. Men lidt mere økonomisk realisme er ikke at foragte, mener hun.

Det valg, vi står i, er, om vi på den ene side skal rulle velfærdsstaten tilbage, indføre mere brugerbetaling og skære ned på ydelserne, eller om vi på den anden side skal prøve at tage ret og pligt-diskussionen. Det vil sige opdrage børn af rig som fattig til, at man ikke skal tage mere fra det offentlige end højst nødvendigt, men at vi alle har pligt til at vise mådehold, erklærer Nina Smith.

Jeg tror sagtens, man kan påvirke normerne. Vi er jo en befolkning, som for kun et par generationer siden har formået at opbygge et homogent og solidarisk samfund. Desuden er der efterhånden iblandt politikerne en bred vilje til at italesætte pligten. I 00erne sagde de jo, at der var råd til det hele, hvilket var den rene gift for pligttænkningen.

Nina Smith minder om, at da hun og den øvrige Velfærdskommission den 7. december 2005 offentliggjorde deres rapport Fremtidens velfærd vores valg, rummede den mange forslag, som skulle ruste Danmark til fremtiden rent økonomisk.

Blandt forslagene var en udfasning af efterlønnen, hævelse af folkepensionsalderen, forkortelse af dagpengeperioden, satsning på uddannelse i bredden, og en begrænsning af de ydelser, man har krav på alene i kraft af alder.

Drejebogen til mere pligt og mindre ret var skrevet. Men på et pressemøde umiddelbart efter offentliggørelsen afviste daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) de fleste anbefalinger fra kommissionen. Formentlig fordi han frygtede, de foreslåede tiltag ville være for upopulære i befolkningen. Nu syv et halvt år, en finanskrise og et regeringsskifte senere er mange af forslagene ved at blive virkelighed.

Hvis man går mere idéhistorisk til værks, handler skismaet mellem ret og pligt ikke bare om forvænte borgere, der tager velfærdsgoderne for givet. Det handler om, at den moral og fællesskabsfølelse, som engang var indlejret i civilsamfundet, er forsvundet i takt med liberalismens indtog og globaliseringen, vurderer Jean Fischer, kultursociolog og debattør.

Rettighedstænkningen er udbredt og har efterhånden skabt modvilje hos mange. Oprindeligt dækkede ordet kun over klassiske borgerrettigheder. Men med velfærdsstaten og FNs menneskerettigheder udvides de sociale rettigheder, og efterhånden har vi vænnet os til at tænke alle mulige diffuse ønsker som rettigheder, forklarer han og fortsætter:

Pligt er først og fremmest noget, der ligger i kulturen, i det civile samfund og familien. Når vi en årrække har oplevet pligtens forsvinden, beror det på traditioners og traditionel morals forsvinden i det civile samfund. Men indtil for nylig har samfundsdebatten ikke handlet om pligt. Pligt bør heller ikke primært ligge i retssystemet. Når det i dag er blevet nødvendigt for politikerne at lovgive på området, skyldes det moralens og pligtens forsvinden i civilsamfundet. Det er en desperat nødløsning.

I traditionel rettighedstænkning er rettigheder ikke betinget af noget for noget, men derimod umistelige. Men sådan er det ikke længere.

Når Mette Frederiksen (beskæftigelsesminister, red.) taler om ret og pligt, er det en forlængelse af aktiveringspolitikken. Vi har ikke bare ret til arbejde. Vi har pligt til at skaffe os arbejde, pligt til at uddanne os, pligt til at tage et anvist arbejde. Den afgørende ændring er, at ret gøres betinget af pligt. Men det betyder ikke, at ret erstattes af pligt. Årsagen til denne opstramning er globaliseringen og dens øgede pres på vores omkostninger og konkurrenceevne, forklarer Jean Fischer.

Men som ret og pligt-debatten har formet sig i 2012 og 2013, har fokus været rettet entydigt imod kontanthjælps- og dagpengemodtagere. Debatten om, hvorvidt middel- og overklassen skal vise mådehold og give afkald på erhvervede rettigheder, har fyldt mindre.

Det er klart uretfærdigt og usolidarisk. De rige og de kloge bør have pligter. Både kapitalister, banker, politikere og borgere har pligter. Men det negligerer de alle. Med katastrofale konsekvenser. Hvis de kloge og rige havde levet op til deres ansvar, havde vi ikke haft krisen. Og vi havde ikke haft det voksende økologiske problem. Hovedårsagen til problemerne er de riges og de kloges pligtforsømmelser og ansvarsløshed ikke de Dovne Roberter. erklærer Jean Fischer.

Anne-Mette Lehmann fra Fanø blev landskendt i 2012, fordi hun stod på sin ret. Sammen med sin fagforening, Prosa, opponerede hun imod, at hun trods sin uddannelse skulle feje gader. Hun havde da gået ledig i fire år med forskellige job med løntilskud undervejs.Hun følte ikke, at kommunen havde taget hensyn til hendes kompetencer. En afgørelse fra Beskæftigelsesankenævnet slog senere fast, at kommunen ganske vist skal fastlægge jobbet i henhold til medarbejderens forudsætninger og interesser, men ikke er forpligtet til at tilbyde ansættelser på bestemte områder. Men det burde være anderledes, mener Anne-Mette Lehmann.

Nej, jeg synes ikke altid, der er en mening med, at man skal tage det, der bliver tilbudt, fordi det er så tilfældigt, hvad man kommer til at lave. Borgerne her på øen er glade for, at jeg sidder og nipper blomster, men det skal helst også være noget i jobbet, der kvalificerer mig til et ordinært arbejde, men det gør det her jo ikke. Her er de fleste opgaver med hovedet under armen.

Hun understreger, at hun meget gerne vil arbejde og egentlig også føler sig privilegeret, fordi hun er under seniorjob-ordningen.

Selvfølgelig skal man da lave noget for pengene. Det er helt rimeligt. Jeg ville bare ønske, at der blev gjort mere for at finde noget, der passer til den enkelte. Så hvis ikke jeg havde haft pligt til at tage det, ville jeg have sagt nej tak til dette job.

I dag er hun glad for sammenholdet med kollegerne på Materialegården, men håber stadig, det vil lykkes at få et ordinært job. Hun søger, når der er noget. Får hun ikke et rigtigt arbejde, skal hun gå på efterløn, når hun er 60 et halvt år:

Og det føler jeg mig slet ikke klar til. Jeg har stadig meget at give fysisk og psykisk og vil gerne blive ved, til jeg er 65. Jeg tror ikke længere på, at jeg kan finde et job, der matcher mine kvalifikationer, men jeg vil bare gerne have et ordinært job, så jeg slipper for at gå på efterløn. Og jeg er absolut indstillet på at tage en masse forskelligt undtagen rengøring, for det kan min krop ikke holde til.

Kjeld Kielsgaard fra Skive var i medierne i efteråret 2012, fordi han gjorde sin pligt. Ugebrevet A4 offentliggjorde en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viste, at ledige var blevet mere villige til at rejse langt for et arbejde. Dengang fremgik det ikke, at Kjeld Kielsgaard nok var villig til at købe en bil og køre langt til arbejde, men at han, fuldstændig ligesom Anne Mette Lehmann, finder det urimeligt at skulle lave noget helt andet end det, han er uddannet til.

Jeg har altid arbejdet, og jeg kan lide at være på arbejde og møde nogle mennesker dér. Det tæller også, at jeg får penge på kontoen til at betale for mit hus. Men hvis en akademiker har lov til ikke at påtage sig et gadefejerjob, så må jeg også have lov at afslå at blive brolægger. Jeg har også en lang uddannelse og skal heller ikke tage arbejdet fra dem, der har forstand på brolægning, siger han og tilføjer:

Man skal yde det, man kan, også for statskassens skyld. Der er nogle, som af en eller anden årsag ikke kan, og dem skal vi andre hjælpe. Men når man hører om den gut ovre i København, Dovne Robert, der har været på kontanthjælp i 11 år, tænker man, at det er et spild, og at han skulle have haft hjælp for længe siden.

Dovne Robert har ifølge mange iagttagere med sin bevidste provokation været stærkt medvirkende til, at synet på arbejdspligt har ændret sig. Ved omvendt psykologi blev hans arbejdsvægring til en igangsætter af de store.

Som nævnt går han ikke længere rundt på kontanthjælp i København, men er på vej til at blive reality-stjerne i Malaysia.

Robert er ikke doven, han er bare selektiv med, hvad han gerne vil lave. Men hvis der viser sig noget interessant, knokler han gerne 18 timer i døgnet. Han synes ikke, det er en stor fornøjelse at være under kontrol-Danmarks vinger. Han håber, at nogen kan bruge hans kvikke hoved og skæve tilgang til tilværelsen til noget. Alle muligheder står åbne også deltagelse i kommercielle sammenhænge, siger Dovne Roberts bookingchef, Per Draker.

Han tilføjer, at ambitionen er at blive et brand. Inden afrejsen har Dovne Robert skaffet sig indtægter som gæstebartender og foredragsholder, og på sin hjemmeside dovnerobert.dk sælger han kasketter, T-shirts og sweatshirts med slogans som Nej til borgerpligt og Arbejdsløs og stolt.

Indtil videre er der dog ingen, der har købt noget i butikken.