Lægen påstår, at patienten ikke fejler noget, men patienten klager til gengæld over ikke at blive taget alvorligt.
Situationen er ikke ukendt i konsultationsværelset. Faktisk er der tale om en stor gruppe mennesker, der ikke kan få stillet en diagnose, og som koster samfundet mange penge. Her er det så, at den humanistiske sundhedsforskning kommer ind i billedet, forklarer Peter Elsass, professor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet.
Han har forsket i en gruppe
revalideringsklienter med træthedssymptomer og sat trætheden ind i et historisk perspektiv.
– Der er tale om en række mennesker, som føler sig syge. De har nogle vage symptomer, men føler sig først og fremmest så trætte, at de ikke kan fungere almindeligt og oplever, at deres liv er kaotisk og udsigtsløst. I stedet for at kategorisere og operere i diagnoser, så tager vi deres symptomer for pålydende i et forsøg på at forstå mennesket bag sygdommen ud fra en mere "holistisk" indstilling end den medicinske videnskabs, siger Peter Elsass.
Sammen med en gruppe forskere har han indsamlet livshistorier fra en gruppe på 136
revalideringsklienter fra institutioner i Nordjyllands Amt og
analyseret dem ud fra en litterær metode. Aktantmodellen, som metoden hedder, indeholder et subjekt (patienten), som har det formål at komme i besiddelse af objektet (pensionen), der besiddes af afsenderen (lægen). Modellen peger på modsætningsforholdet mellem patienternes hjælpere og modstandere, forklarer Peter Elsass:
– Mødet mellem aktør og modstander kan karakteriseres som en kamp for anerkendelse, og i kampen er der hjælpere – for eksempel professionelle og familie, der forstår patienten – og modstandere – den behandler, som ikke lytter. Patienterne er ofte
tabere i denne kamp og giver udtryk for at have mistet håb og værdighed. De kan ikke forholde sig til, hvad de skal stille op med deres liv, og føler sig meget usikre i forhold til fremtiden. Ved at tage deres fortællinger for pålydende og dermed deres symptomer, anerkender man dem i stedet for at nedværdige dem.
Forskerne fandt nogle fællestræk hos træthedspatienterne ved at analysere livsfortællingerne.
– Det viste sig, at træthedspatienterne generelt var meget belastede. Af en barsk barndom med svigt og selvmord, af stofmisbrug, arbejdsløshed og et hårdt liv i det hele taget. Det finder man ikke ud af gennem den almindelige diagnostik, men ved at kigge på deres livsfortællinger blev det mønster meget tydeligt.
I det traditionelle behandlingssystem føler disse patienter sig ofte dårligt behandlet. De bliver ved med at komme og klage over diffuse smerter, som falder uden for de almindelige sygdomskategorier, og når lægerne undersøger dem på kryds og tværs, fejler de ikke noget.
– De kan derfor ikke få en organisk diagnose og modsætter sig en psykiatrisk diagnose som for eksempel depression eller angst. Patienterne vender hele tiden tilbage til deres kropslige ubehag og smerter. Det er deres vægtigste argument over for behandlernes afvisning af, at de ikke fejler noget, siger Peter Elsass.
Mens patienterne er på jagt efter en diagnose, der anerkender trætheden i sig selv og som et led i et slidsomt arbejdsliv, indtager de professionelle forskellige positioner. Nogle tager parti for patienten, andre leder efter en organisk eller en psykiatrisk diagnose, mens den humanistiske sundhedsforskning analyserer spillet mellem patient og professionel og sætter spørgsmålstegn ved både medicinens og psykologiens videnskabelighed.
– Trætheden som symptom blev beskrevet allerede i antikken, og op gennem historien kan vi se, at trætheden får forskellige betegnelser, der ændrer sig, når de kommer i miskredit. Det er for eksempel interessant, at trætheden fik forskelligt udtryk i Frankrig og England. I Frankrig, hvor man havde lidt militært nederlag i 1870 og var bange for opløsning og forfald, opstod en ny videnskab om socialhygiejne, som var næsten tvangsmæssigt optaget af træthed, og som modvægt grundlagde den såkaldte rationelle gymnastik. Det var den, som også kom til Danmark med kaptajn Jespersen, der i radioen appellerede til, at ungdommen skulle dyrke motion og være ude i den kolde luft.
– I England, hvor man havde større held med den industrielle udvikling, blev træthed ikke set som tegn på samfundets opløsning, men snarere som kroppens naturlige modstand mod produktionskravene. Livet kørte for stærkt, og der var for mange valgmuligheder. Lige som i dag blev trætheden formuleret af lægerne som modernitetens symptom. Og socialmedicinen opstod blandt andet som et forsøg på at forhindre, at befolkningen ikke fik sygdomme af overanstrengelse, siger Peter Elsass.
Dengang brugte man diagnosen "neurasthenia", og i begyndelsen af 1900-tallet dukkede de første psykologiske forklaringer op, blandt andet med Freud. I dag hedder afløseren "kronisk træthedssyndrom", men ligesom tidligere er der tale om en række symptomer, som man mener er for usikre til, at man kan håndtere dem inden for de diagnostiske systemer.
Inden for den humanistiske sundhedsforskning vil man undersøge, hvordan træthedsbegrebet er blevet konstrueret og ændrer sig med samfundets udvikling.
– Da socialmedicinen opstod, forsøgte man at forstå forholdet mellem sociale og arbejdsmæssige betingelser for sundhed. Man begyndte at få revalideringsklinikker. Først så man meget fysisk på trætheden, talte om nye arbejdsstillinger, værksteder og omskolinger. Men senere, hvor arbejdet ændrede karakter og blev mere psykisk krævende, talte man om stress, selvudvikling og psykisk arbejdsmiljø.
– Patienterne blev omklamret af psykologien, som ville lytte til dem og tage dem alvorligt i samtalegrupper. Men de var på jagt efter en organisk diagnose, og der opstod et ramaskrig omkring revalideringsklinikkerne, som
ikke længere lagde vægt på omskoling til nyt arbejde, men på den psykiske udvikling til nye samfundsformer for den arbejdsløse. Opgaven for den humanistiske sundhedsforskning er at læse disse nye træthedstilstande fra nye positioner og dermed give dem andre perspektiver, siger Peter Elsass.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dkFakta
Humanistisk sundheds-forskning
**Humanistisk sundhedsforskning er et supplement til medicinsk videnskab og gør brug af humanistiske fag som filosofi, psykologi, historievidenskab og antropologi. Den stiller krav om en ny videnskab, der sætter sig ud over opsplitningen mellem naturvidenskab og humaniora. Peter Elsass har sammen med Peter Lauritsen skrevet bogen "Humanistisk sundhedsforskning."