Der findes en gruppe, som ifølge socialarbejder på Mændenes Hjem i København Rasmus Koberg Christiansen har meget lidt kontakt til det danske samfund og det danske behandlingssystem. Det er stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end dansk. De er dårligere end stofmisbrugere med dansk baggrund til at søge de muligheder, der er for hjælp, påpeger han.
– Vi fokuserer først og fremmest på at få tre ting opfyldt i deres liv: kontanthjælp, bolig og behandling. Det er forudsætningen for, at de kan komme videre i livet, men det er sjældent, at de tre ting kan opfyldes på samme tid, siger Rasmus Koberg Christiansen, der er uddannet i kommunikation og geografi fra Roskilde Universitet og arbejder på Brobyggerprojektet under Mændenes Hjem.
Brobyggerprojektet hjælper stofmisbrugere med anden etnisk baggrund.
Hans erfaring er, at hvis misbrugerne skal blive stoffri og komme væk fra miljøet, skal de i døgnbehandling, men der er ofte lang ventetid. I mellemtiden kan de komme i ambulant behandling, som består af samtaler og udlevering af metadon.
– Ambulant behandling er fint for mange. Men for de svageste er døgnbehandling nødvendig omgående, siger Rasmus Koberg Christiansen.
Brobyggerprojektet har kontakt med cirka 170 stofmisbrugere – fortrinsvis mænd – med anden etnisk baggrund. De er i alderen 25-60 år, og de fleste er muslimer.
– Det, der virkelig er frustrerende, er, at vi har så svært ved at handle på brugernes motivation. Hvis en bruger er motiveret til at gå i behandling, kan der gå flere måneder, før der kommer gang i behandlingen. Det er meget, meget lang tid for et svagt menneske, som lever fra time til time, og som næste dag måske har mistet motivationen, fordi behovet for det næste fix er blevet for stort. Det er yderst problematisk, at hjælpen til de allersvageste ikke kan gives omgående, siger Rasmus Koberg Christiansen.
Han og hans kolleger må derfor yde al den moralske støtte, de kan, i de første skrøbelige vente-måneder hen mod en behandling. De må udøve stor tålmodighed og betragte forløbet som noget, der kan ende godt for misbrugeren. Før døgnbehandlingen gives, kommer misbrugeren i et motivationsforløb, der består af tre-fire samtaler om ugen. Hvis han udebliver fra en af disse samtaler, kommer han ikke i døgnbehandling.
– De svageste, som vi arbejder med, vil ikke kunne gennemføre et motivationsforløb. De vil heller ikke kunne gennemføre forløbet med arbejdsprøvning, møder med socialrådgiver, læge med mere, som kræves for at få førtidspension. Vi har en gruppe i Danmark, der simpelthen er for dårlige til at få pension. De kommer på kontanthjælp. Det indebærer jævnlige aktiveringsforløb, som de på ingen måde kan magte. Vi forsøger at klæde dem på, så de ikke ryger ud af kontanthjælpssystemet, siger Rasmus Koberg Christiansen.
Han indrømmer, at han indimellem kan blive frustreret over rådgivningscentret og andre sociale myndigheder, som er involveret i misbrugerens færd, fordi det sociale sikkerhedsnet efter hans mening er alt for stormasket. Han kan også slå i bordet over for en misbruger, som han kender godt, og som han ved vil kunne behandles.
– Jeg viser min frustration og mine følelser over for ham. Det er også omsorg. Jeg involverer mig i hans liv, siger Rasmus Koberg Christiansen.
Enkelte bliver stoffri, men ikke mange. Rasmus Koberg Christiansen kan huske dem hver især. Han understreger, at der er mange andre former for succes. At få en samtale med en misbruger, som viser tillid. At få reduceret vreden og aggressionen hos misbrugeren. At få en misbruger til tandlægen. At nedtone misbruget. At få styr på økonomien og en seng at sove i. At skabe en form for værdighed i misbrugerens liv. Men Rasmus Koberg Christiansen erkender også, at en stor gruppe dør af deres misbrug.
– Selvfølgelig tænker jeg på det, når jeg har fri, selv om jeg øver mig i at hænge Mændenes Hjem-frakken, inden jeg går hjem til min kone og mine tre børn på 11, 8 og 3 år. Det lykkes nogen gange, men ikke hver dag. Så tager jeg mit arbejde med hjem. Det er også i orden, så længe jeg ikke går i panik over det. Hvis jeg først begynder at sove dårligt om natten, fordi jeg ligger og spekulerer på, hvor forfærdeligt det er, eller hvis jeg har ondt i maven, når jeg skal på arbejde, så skal jeg finde mig et andet arbejde. Det duer heller ikke, hvis jeg begynder at blive ligeglad med brugerne. Kyniske socialarbejdere kan vi ikke bruge. Heller ikke dem, der bliver for følelsesengagerede. Man må finde en balance, hvor man viser omsorg uden at gå i stykker på det. Man skal have en sund, robust psyke for at arbejde på Mændenes Hjem, konstaterer Rasmus Koberg Christiansen.
Han påpeger, at omgangstonen på Mændenes Hjem ofte har et galgenhumoristisk islæt. Både blandt brugerne og medarbejderne og mellem de to grupper.
Det kan løse op for megen ophobet frustration. Desuden bruger medarbejderne hinanden i jævnlige supervisionsmøder, og Københavns Kommunes Psykologberedskab er klar til at rykke ud med kort varsel.
Slagsmål, trusler og dødsfald er en del af dagligdagen, og Rasmus Koberg Christiansen har ved flere lejligheder forgæves forsøgt genoplivning af en misbruger. Dødsfald og aggressiv adfærd kræver en god portion robusthed af medarbejderne.
– Hvis det bliver for voldsomt, kan vi lukke huset og holde en såkaldt debriefing, hvor medarbejderne bruger hinanden og hjælper hinanden. Vi kan også benytte os af et karantænesystem over for en bruger, som har været voldelig. Men så har vi indført Livlinen. Den består af en medarbejder, som har et godt forhold til den pågældende, og som kan arbejde videre med ham ude på gaden. Når karantænen er ovre, holder vi konfliktråd, hvor medarbejdere og bruger mødes og visker tavlen ren, siger Rasmus Koberg Christiansen.
Han er glad for sit arbejde. Kalder det udfordrende og meningsfyldt. Men han holder privatliv og arbejde adskilt. Han kan, som han siger, godt fortælle en bruger lidt om sin familie, men han vil nødig præsentere dem for hinanden.