Sagde De ”De” til mig?

Forfatteren Torben Steno blev som barn belært om, hvad høflighed var, men forkastede forældrenes formaninger som hule og snobbede. I stedet lærte han at kramme fjerne venner. I dag længes han efter høflighed og ønsker at gøre op med intimiseringen af det offentlige rum

Forfatteren Torben Steno havde besluttet, at han først ville lade sig klippe, når nogen tiltalte ham med ”De”. Dette interview fandt sted på Perchs Tea Room i København, hvor personalet siger De til gæsterne, så efter interviewet gik turen til frisøren. –
Forfatteren Torben Steno havde besluttet, at han først ville lade sig klippe, når nogen tiltalte ham med ”De”. Dette interview fandt sted på Perchs Tea Room i København, hvor personalet siger De til gæsterne, så efter interviewet gik turen til frisøren. –. Foto: Søren Staal.

Torben Steno voksede op i et Danmark, som ikke er mere. Skønt den 52-årige journalist, forfatter og musiker har boet det meste af sit liv i hovedstaden, kan man stadig ane hans fynske tungemål. Han voksede op i landsognet Egense ved Svendborg, og efter gudstjenesten stod han i våbenhuset og så, hvordan hans far hilste på menigheden.

Hvordan går det med deres mand, fru Inger Hansen?, lød det fra præsten, som var Torben Stenos far.

LÆS OGSÅ: Høflighed koster ingen penge

Forældrene formanede ofte sønnen om, hvad høflighed var, så han vidste, at han skulle kigge folk i øjnene, hvis de talte til ham, og at han skulle svare pænt. Men han gjorde ingen af delene, for han besluttede tidligt, at han ikke ville være hverken artig eller høflig. Når han så faderen trykke hånd med kvinderne fra menigheden, fandt han det falskt og flovt.

I et landsogn i 1960erne var præsten et åndeligt overhoved, og mange af mine venner gjorde sig mange forestillinger om, hvordan det var at bo i en præstegård. Sandheden var, at min far i rollen som pastor var en høflig mand, men hjemme var høfligheden afløst af muntre bemærkninger. Min far var i virkeligheden ret uforskammet, men han var præst, og derfor kunne han slippe af sted med det, siger Torben Steno.

Da Torben Steno var 10 år, var han forvisset om, at han havde gennemskuet samfundets småborgerlige ritualer som hult snobberi. Faderens konversationer og hilsener med kirkegængerne i våbenhuset i Egense betragtede han som et sindbillede på falskheden. Så når han vendte hjem fra kirke, skyndte han sig op på værelset, hvor plakater af formand Mao, Rolling Stones og Jimi Hendrix nærmest udgjorde hans private altertavle. Han var for ung til at blive en del af ungdomsoprøreret, men blev en del af det, som er blevet beskrevet som nå-generationen.

Fire årtier er gået, siden Torben Steno vendte høfligheden ryggen, og han erkender, at opgøret mod høfligheden er gået for vidt.

Jeg forsøger nu at rette op på 30 års uforskammethed. Det er gået op for mig, hvor kejtet jeg mange gange har opført mig, men jeg har også fundet ud af, at der skal meget lidt til, før man får meget igen, siger han.

I februar blev han opfordret til at skrive en bog om høflighed, hvilket har resulteret i en letlæst bog, Længslen efter faste former, hvor han ser nærmere på danskernes omgang med hinanden. Han mener, at danskerne er blevet et bøvet folk, som har brug for at genfinde høfligheden, men den kritik er til dels også en selvkritik. Den kultur, Torben Steno kritiserer i bogen, har han selv været med til at skabe.

Som gymnasieelev udviklede han sig til en habil guitarspiller, som spillede for på blomsterbørnenes sange om kærlighed. Han så sig selv som frigjort, og om sommeren mødtes han med ligesindede på Thurø Rev på Sydfyn, hvor man nød sommerdagene uden tøj på. Her på stranden blev han introduceret til det nye høflighedsritual, som var blevet udviklet af de lidt ældre 68ere. I bogen beskriver han de inderlige kram med hænderne kørende som vinduesviskere op og ned af ryggen med en varighed, som i dag kun tilkommer mennesker, som har været udsat for traumatiserende oplevelser.

Jeg fandt det lige så akavet som de faste, borgerlige håndtryk. For at undgå krammene valgte jeg et surt og utilnærmeligt ansigtsudtryk, siger han.

Som mange andre i nå-generationen var han længe om at blive voksen, men da han i 1999 skulle være far, var han parat til at træde ind i de voksnes rækker. Og det var her, han første gang opdagede, at opgøret med de faste ritualer var gået for vidt.

Som vordende far havde jeg en forventning om, at verden nu ville behandle mig som et voksent menneske. Men da vi sad på Rigshospitalet, og jordemoderen indledte hver sætning med mit fornavn, kunne jeg dårligt lytte til, hvad hun sagde. Den offentlige sektor skal ikke tale kælent til mig. Det virker omklamrende, og jeg vil gerne have en distance, siger han.

Omkring samtidig havde Torben Steno forskellige arbejdsmæssige opgaver i Tyskland, som gav ham mulighed for i længere perioder at opholde sig i det store naboland mod syd. Umiddelbart befandt han sig godt i det tyske.

Tysk kultur er kendetegnet ved en anden høflighed, som vi som danskere måske ser som stivhed eller finder komisk. Men jeg mærkede, at jeg havde det godt i et land, hvor der var pli, takt og tone i det offentlige rum. Høflighed og faste former får tingene til at glide lettere. Med vedtagne former undgår man utilsigtet at komme til at fornærme nogen, siger han.

I arbejdet med bogen er han blandt andet blevet bevidst om værdien af sin mors stærke skelnen mellem at være Des eller dus med folk. Når hun i rollen som præstefrue ville understrege, at hun havde et nært forhold til nogen i sognet, så var hun dus med dem.

Det var noget, som var vigtigt for min mor, og de mennesker, som hun var dus med, havde hun et særligt forhold til. I Tyskland har man bevaret brugen af De, men i Danmark er det nærmest umuligt at finde. Da jeg gik i gang med at skrive bogen i marts, valgte jeg at lade mit hår gro, indtil jeg mødte nogen, som sagde De til mig. Mit hår er efterhånden blevet meget langt.

I Torben Stenos optik er høflighed ikke blot et spørgsmål om takt, tone og pli, men et udtryk for bærende værdier i samfundet. Når man forventes at falde i favnen på fjerne bekendte, eller den bankansatte skriver kærligst i et brev til kunden, så ser Torben Steno det som udtryk for en uheldig intimisering af samfundet. Da han voksede op, var der en stærk skelnen mellem offentligt og privat. I dag er mennesket privat, uanset hvor man møder det.

I 1970erne sagde blomsterbørnene, at vi skulle komme hinanden mere ved og røre ved hinanden, mens andre indvendte, at man ikke kunne bede danskere opføre sig som latinske mennesker. I dag er det kørt helt over på den anden side, og latinske mennesker synes, at den måde, vi omgås på med lange kram, er direkte ulækker og en falsk omgangsform, som i virkeligheden er dybt anstrengende.

Samtidig med at det offentlige menneske, som underskrev mail og breve med en venlig hilsen og hilste med et markant håndtryk, er på tilbagetog, så er alvoren krympet, mener Torben Steno. Han ser en sammenhæng mellem opgøret med høflighedsformerne og manglen på alvoren.

I Danmark er det vigtigste, at vi er trygge. Når man er til fest, hører man ofte vendingen, at værten håber, at gæsterne må slappe af. Jeg ville elske at komme til en fest, hvor værten ville stille krav. Jeg er ved at blive vanvittig af, at det hele skal være så afslappet. I Danmark er en fest altid i dur, og hvis der er nogen, som græder, så farer folk hen og forsøger at trøste, for det er vigtigt, at festen vedbliver at være i dur. Hvis der er tale om en alvorlig smerte, så ringer man til samfundet. Men skal livet være trygt hele tiden? Jeg mener, det er en del af åndløsheden i vores tid, at vi har opbygget en kultur, som hylder det trygge, smertefrie liv. Hvis en kvinde græder, fordi hun er blevet forladt, må det klares med positiv psykologi, som er noget dameblads-vrøvl, der fratager den sørgende retten til at være ked af det. Livets værdier er kun noget værd, hvis man kender smerten.

Et område, hvor Torben Steno savner pli, er vores forhold til følelserne. Han er fortaler for, at følelserne kommer tilbage under huden.

Hver eneste popsang handler om at udtrykke sine følelser, slippe vrede fri og gøre, hvad vi føler. Men nu trænger vi til noget andet. Jeg kan ikke sige noget dårligt om kvindefrigørelsen, som var bydende nødvendig, men desværre har vi i dag fået den bøvede kvinde, som er udannet, dum, og som gerne udtrykker sig meget følelsesladet om ting, som hun måske ikke har forstand på. Men som kvinde har man lov til at føre sig frem og lade følelserne få forrang for viden og dannelse.

Torben Steno har allerede formået at skabe en del debat med sin bog om respektfuld opførsel. Men er han overhovedet berettiget til at kritisere danskerne for at være brovtende og bøvede? Enkelte har kritiseret ham for selv at være et brokkehoved, som ikke kender til pli.

Jeg vil bestemt ikke afstå fra at beklage mig, hvis jeg eksempelvis får serveret en ret, som ikke lever op til det lovede. Mange forveksler høflighed med, at man stiltiende accepterer alt. Men når en ekspedient siger hav en god dag, så husker jeg mig selv på at svare i lige måde, og jeg mærker, at det hele går lidt lettere. Jeg tror ikke, at jeg er ene om at længes efter faste former i stedet for kolde kram og kejtede kys.

nygaard@k.dk