Arnhild Lauveng har været indlagt længe på psykiatrisk afdeling. Hun er under konstant overvågning, drikker af papkrus, så hun ikke kan smadre en kop og med skårene skære sig selv. På et tidspunkt får hun lov til at besøge sin mor ifølge med et par medarbejdere fra afdelingen, som har ladet moderen forstå, at det er bedst, hvis hun bruger paptallerkener. Arnhild har ikke ladet en lejlighed gå fra sig til at smadre, hvad smadres kunne på afdelingen.
Hendes mor vender den med paptallerkenerne med Arnhilds søster. Da Arnhild kommer, er der dækket op til kaffe. Moderen har bagt hendes yndlingschokoladekage, der er friske blomster og broderet dug. Og rosenkopperne: Arvegodset. De allerflotteste og fineste kopper, mor ejer og har, af tyndt, tyndt porcelæn med fine, lyserøde roser og snirklet guldkant... Mor havde set mig knuse kopper mange gange før. Hun vidste, hvor lynhurtig jeg kunne være, og hvor umuligt det var at stoppe mig, før skaden var sket.
Alligevel dækker moderen altså op med rosenkopperne og viser på den måde sin datter tillid mod enhver fornuft. Og Arnhild, hvad gør hun? Hun lever op til moderens tillid og til den positive forventning, der ligger i de fine porcelænskopper: Her er du ikke en skizofren patient; hjemme hos os er du Arnhild.
Fortællingen om rosenkopperne står centralt i Arnhild Lauvengs beretning om sine 10 år med diagnosen skizofreni, I morgen er jeg altid en løve. Arnhild Lauveng er født i 1972, og bogen er en kronologisk beskrivelse af sygdommens forløb fra den første tåge, der sænker sig over den dygtige gymnasiepige, stemmerne, ensomheden og de talrige (tvangs-)indlæggelser. Der er de glemte år, hvor Arnhild er så dybt medicineret, at næsten al erindring er udslettet og livet nedskrevet til et jeg sov. Og så er der forandringen, kampen ud af sygdommen med den enorme viljestyrke, der skal til, når læger og terapeuter konstant fortæller hende, at hun må lære at leve med sygdommen. Når omgivelserne forventer noget andet end helbredelse.
Arnhild Lauveng blev rask og nåede sit mål, hun blev uddannet psykolog og arbejder i dag som praktiserende klinisk psykolog. I bogen skriver hun som tidligere patient; hun kender til bæltefiksering og ugelang isolation og ved, hvordan stemmerne kan tage over.
Hun skriver som psykolog; hun kender til diagnosticering, og hun får sin løn for at tale med mennesker, der i dag er i en situation, som hun selv har været i en situation, der blandt andet indebærer, at de stort set kun taler med mennesker, der som psykologen Arnhild får penge for at tale med dem. Men hun skriver først og fremmest som et menneske med indsigt. Indsigt i, hvordan forventninger påvirker et menneske, hvordan håb er livsvigtigt. Og hvordan det er helt og aldeles afgørende for den enkelte patient for alle mennesker at blive betragtet som netop et menneske. Ikke bare en diagnose eller en patient eller en gal. Selv i den værste psykose er der et menneske.
Diagnoser er ord, og ord skaber, hvad de nævner. Lauveng refererer den amerikanske forsker Robert A. Scotts The Making of Blind Men, der dokumenterer, hvordan en diagnose skaber grundlaget for en regulær sygdomsuddannelse.
Juridisk set er man blind, hvis man har mindre end 10 procent syn på det bedste øje, mens man er seende med synsnedsættelse, hvis man har mere end 10 procent syn på bedste øje. Ni procent seende er altså blinde, mens 11 procent seende er seende. Og de handler derefter de blinde bliver oplært i sygdomserkendelse og i at affinde sig med realiteterne, mens de seende blev mødt med en forventning om at klare sig som alle andre. Resultatet var, at de blinde blev blinde, og de seende blev almindeligt velfungerende mennesker. En forskel, der ganske enkelt ikke kunne tilskrives de to procent, der skilte dem, men også handlede om den sygdomsuddannelse, de fik.
De lærte at begå sig som blinde, ligesom psykiatriske patienter lærer at begå sig som psykiatriske patienter. De lærer, at det er ikke nok at sige, at de ikke har lyst til at tage opvasken, men hvis de siger, at stemmerne er for stærke, så slipper de.
Arnhild Lauveng er ikke naiv, hun er klog. Hun anerkender, at diagnoser er nødvendige, hun anerkender sin egen diagnose og mener også, at den var rigtig set i lyset af den indsigt, hun nu har. Hun opfordrer ikke til at smide medicinen væk eller forbyde tvang hun skriver flere gange, at hun havde været død, hvis der ikke havde været medicin eller tvang. Men selv tvang kan ske ordentligt og med værdighed.
I morgen var jeg altid en løve burde være pligtlæsning for enhver, der har med andre mennesker at gøre i psykiatri og behandling og for os alle sammen. Et memento om altid at se mennesket.
I morgen var jeg altid en løve er en enestående bog. Om håb og identitet. Og det er også en dannelseshistorie en historie om, hvordan et menneske bliver til. Da sygdommen begynder, går Arnhild i stykker. Hun spaltes, men hun bliver hel igen. At hun i tilgift beretter med både humor og selvironi det gør blot bogen ekstra anbefalelsesværdig.
Arnhild Lauveng: I morgen var jeg altid en løve. Oversat af Bjørn Nake. 192 sider. 249 kroner. Akademisk Forlag. Udkommer den 26. august.
larsen@kristeligt-dagblad.dk