Selvmord kaster lange skygger

Spørg om livet Selvmordet gør mere ondt på familie, arbejdskammerater og naboer end den, der begår selvmord, tænker på

Annette og Jørgen Due Madsen svarer på spørgsmål fra læserne

Kære brevkasse

Jeg læste engang en beretning om et selvmord og nogle udtalelser i den anledning.

Blandt andet blev det sagt, at ingen havde ret til at begå selvmord, selv ikke om man var meget gammel og havde mistet lysten til at leve videre og egentlig ikke mistede så mange dage af sit liv ved at dø for egen hånd.

Som skolepige læste jeg mange beretninger fra Grønland, og jeg husker, hvorledes jeg blev grebet af beretningen om, hvorledes de gamle gik på isen, når de følte, de ikke længere skulle være en del af fællesskabet. Den følelse har aldrig forladt mig, at det var en flot måde at sige verden farvel på. Det er ganske sikkert ikke korrekt at tænke sådan, men jeg så nu gerne en fordomsfri diskussion i jeres brevkasse om emnet, på samme måde som flere andre emner er blevet taget op.

Hvorfra stammer egentlig fordømmelsen af at begå selvmord? Og hvem har tiltaget sig retten til at dømme andre, der vælger denne afgang fra det jordiske liv? Jeg ved godt, at denne ikke-tilladen- selvmord ligger i mange kulturer, men hvorfor? Jeg har været tæt på et menneske, der ville trække mig ind i dette at begå selvmord, hvortil jeg måtte svare, at det ikke for ingenting hedder selv-mord. Det blev så ikke til noget selvmord, for ønsket var altså ikke stærkt nok hos den pågældende til at udføre det alene.

Der er så mange valg her i livet, hvor man vælger for sig selv ud fra egne præmisser, men hvor disse valg influerer stærkt på andre menneskers liv. Hvorfor skal man så ikke i de tilfælde inddrage disse mennesker og give dem retten til at afgøre, om det er rigtigt eller forkert? Jeg tror ikke på en Gud, der forkaster selvmordere. Jeg tror, at Gud er altfavnende og tager imod alle mennesker.

Jeg er ikke p.t. i nærheden af at overveje selvmord selv, men kan godt forestille mig en fremtid, hvor livet er så lidet værdigt, at jeg kunne foretrække et værdigt selvmord – om jeg så må sige. Har I nogen tanker om det?

Venlig hilsen

Læseren

Kære Læser

Tak or dit brev, som kom for et stykke tid siden. Det er et tungt og svært emne, du tager op. Og forskellige mennesker vil givetvis få mange associationer til det. For vort eget vedkommende blev det en brat opvågning til dagens spørgsmål, da vi begyndte på arbejde igen i mandags efter en dejlig vinterferie i Norge.

Ved morgenkonferencen på den psykiatriske afdeling, som en af os arbejder på, blev det fortalt, at en ambulant patient og en tidligere ansat havde taget deres eget liv. Når sådanne meddelelser kommer, bliver der ofte stille, og de forskellige kolleger rundt om bordet sidder tilbage med mange indre billeder fra de gange, de måske har været sammen med eller talt med de pågældende. Følelser af vrede, undring og skyldfølelse er også mere eller mindre til stede alt efter relationen til de pågældende, og behovet for at tale om det trænger sig på. Selvom selvmord er en tilbagevendende hændelse i en psykiatrisk afdelings liv og så at sige er en del af arbejdet, så vænner man sig aldrig til det!

Samme aften så vi "Krøniken" på video, hvor Erik, efter sine gentagne nederlag og afvisninger fra sin far, tog sit eget liv. Hjerteskærende var det at se fortielsen og tabuiseringen af det, der var sket, og hvordan Eriks drenge måtte se i øjnene, at de ikke læng-ere havde nogen far, ej heller i glimt. Drengen Bo kom måske med det mest moralske og samtidig dybt personlige udsagn om det at begå selvmord: "Det må man ikke gøre, når man har børn."

Og så er vi tilbage til dit brev. Vi kan ikke her komme med nogen grundig kulturhistorisk forklaring på, hvorfor selvmordet er blevet bedømt negativt igennem tiderne og i de forskellige kulturbærende religioner. Men vi kan blot konstatere, at selvmordet altid kaster længere skygger og gør mere ondt på familie, pårørende, arbejdskammerater og naboer, end den, der begår selvmord, tænker på.

Vi tror også, at det er vigtigt at holde fast i, at det ikke i moralsk henseende skal være en udvej. Noget andet er, at selvmordet igennem tiderne er blevet fordømt på en måde, som går længere og ud over den principielle afstandtagen fra selvmordet.

Når selvmordere for mange år tilbage blev begravet uden for kirkegårdsmuren, var det sandsynligvis et udtryk for en uforarbejdet vredes-

udladning med et stort behov for at straffe i tid og evighed og samtidig en praksis, der byggede på en ureflekteret og enøjet læsning af Bibelen, hvor frafaldne personer som Saul og Judas tog deres eget liv.

Vi tror som dig heller ikke på en Gud, som forkaster mennesker, der begår selvmord. Tværtimod er hele Det Nye Testamente fuldt af beretninger om ham, som var barmhjertig og specielt havde omsorg for de syge og forkomne, og som søgte fællesskab og nærvær med alle, der trængte.

Tanken om det højværdige selvmord hos især de gamle i slægten er en myte og mange gange direkte farlig, da den kan skubbe nogle ældre ud i sådanne overvejelser.

Tal fra statistikkerne viser, at selvmordsfaren stiger med alderen, og i Danmark er der over 200 mennesker over 65 år, der hvert år tager deres eget liv. Det er kun relativt få af disse mennesker, der lider af uhelbredelige sygdomme eller andre handicap. Til gengæld er der mange ting, der tyder på, at det ofte drejer sig om bagvedliggende depression og sociale begivenheder som ægtefælles død, flytning til anden bolig o.l.

Hvert 10. selvmord hos ældre sker på plejehjem eller i beskyttet bolig og er et langt større problem end de yderst sjældne tilfælde, hvor demente ældre forvilder sig bort fra plejehjemmet. Det sidste skriver aviserne om, mens det første nærmest er ukendt.

Når man ved, at over 50 procent af alle selvmord har deres baggrund i en depression, og at depression hos ældre er hyppig og sværere at diagnosticere, bl.a. fordi denne sygdom ofte kommer til udtryk ved smerter, uro og glemsomhed, er det bl.a. her, der må sættes ind ved oplysning og undervisning af pårørende og behandlings- og plejepersonale.

At selvmord ofte overvejes eller udføres, når mennesker "ikke er sig selv", men ofte i en tilstand, hvor sindet er bemægtiget af depression eller anden psykisk sygdom, gør, at man ikke blot kan tale om et frit valg eller en værdig beslutning. Når håbløsheden trænger sig på, og ensomheden bliver dagligdag, stiger faren for at slå sig selv ihjel. I sådanne situationer behøves menneskeligt nærvær, behandling og støtte. Med andre ord: viden, tro, håb og kærlighed.

emaet, du har rejst, er vigtigt, og er der andre læsere, som har tanker om dette, modtager vi gerne breve om det. Måske kan det være en anledning for efterladte og nogen, der tidligere har forsøgt selvmord, til at skrive om det på et anonymt sted.

Mange hilsener

Annette og Jørgen