Forfatteren til "Da Vinci Mysteriet" har sagt det, mange tænker: Mon ikke kirken med al dens magt og pragt holder noget skjult? For eksempel at der er en anden vej, en sidevej, hvor mennesker kan tro og tænke frit uden præster og bibel, som på forhånd har besluttet sig for, hvordan kristentroens hovedvej ser ud. Faktisk er det, som om låget er lettet på troen i den vestlige verden. Ikke den etablerede kristendom, som den ser ud i kirken, men den vildtvoksende, vidtfavnende tro, som kan hente sin inspiration, hvor den føler det rigtigt.
40 millioner har læst Dan Browns effektive krimi "Da Vinci Mysteriet", som påstår alt det utænkelige om det hellige. At
Jesus var gift med Maria Magdalene, og at de fik børn for eksempel. Eller at Bibelen ikke er givet af Gud, men skrevet af nogle biskopper på opfordring af kejser Konstantin i 300-tallet. At det hele i virkeligheden er et spil om magt.
Millioner af læsere skal sandsynligvis også se filmen, der har premiere i dag.
For vi elsker det hemmelige. Det forbudte. Konspirationen. Sideveje er bare mere fascinerende end motorveje.
– Når man siger til mennesker: "I har ikke fået sandheden at vide," så bliver vi nysgerrige. Jagten på sandheden ligger dybt i os og er meget vigtig for os, siger Lars Bugge, cand.merc. og forfatter til flere bøger om konspirationsteorier.
Ifølge ham skal der to ting til, før en konspiration fænger.
– Det skal handle om noget betydningsfuldt, og der skal være gode spor. "Da Vinci Mysteriet" handler om vores histories vigtigste begivenhed: Jesus. Og der er masser af gode spor i romanen. Sådan ser det i hvert fald ud. I virkeligheden er sporene et rent korthus, men mange opdager det ikke, siger Lars Bugge.
Et af sporene i romanen er, at kunstmaleren Leonardo da Vinci skulle have malet Maria Magdalene ind i værket "Den sidste nadver".
Ifølge bogen er den meget feminine mand ved siden af Jesus nemlig ikke hans discipel, men hans kone.
Sporet i sig selv kan virke overbevisende, men i virkeligheden er det jo lige meget. For kunstneren levede i 1500-tallet og ikke samtidig med Jesus og Maria Magdalene, så hans maleri beviser ingenting.
– Dan Brown bygger et korthus, som kunne være sandt, men ikke er bevist. Men det lykkes for ham at gøre hypoteser til ægte spor i vores bevidsthed, og mange er hoppet på det. Man kan undre sig over, at læserne ikke er mere kritiske, men måske handler det om, at vi har fjernet os så meget fra kristendommen, at vi let hopper fra kristendom til at synes, det hele er fup. Vi er i hvert fald klar til at udfordre troen, siger Lars Bugge.
Han mener, at konspiration er almenmenneskelig. Og en vigtig del af det moderne samfund.
– Konspiration er også at være kritisk over for det, vi får at vide. Vi lærer i skolen at have en kritisk indstilling, og det er positivt. Hvis man tror på alt, bliver man narret, men der gælder også det modsatte. Hvis man afviser alt, bliver man også narret, siger Lars Bugge.
Men ikke alle hilser den kritiske og konspiratoriske sans velkommen. Biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt, gør for eksempel ikke. Han synes faktisk, at folk skal tage Bibelen og den traditionelle kristendom for gode varer. Stille færre spørgsmål og lytte lidt mere til præsterne. Han mener, at fascinationen af troens sideveje er en moderne vildvej, opfundet af en alliance af journalister, psykiatere og detektiver, sådan som de skildres i kriminalromaner og krimiserier.
– De tre grupper har med held opfundet en ny mentalitet, som er mistroisk. Når en person siger noget, tænker folk som udgangspunkt, at det nok er løgn. Vi siger, at der går sjældent røg uden en brand, men det gør der faktisk meget tit. Vi har vænnet os til, at når folk sidder med stenansigter og siger noget i tv, så er det sikkert løgn, og derfor har vi brug for en journalist, som kan afsløre vedkommende, så sandheden kommer frem, siger Jan Lindhardt.
Han medgiver, at alt ikke nødvendigvis er perfekt i kirken. Muligvis er kritik af kristentroens hovedspor berettiget, men efter hans mening er den allestedsnærværende kritiske sans ikke sund, men en folkesygdom.
– Sådan var folk ikke tidligere. Ikke så systematisk. Da mødte man andre med tillid. Det er ødelæggende, at vi i dag møder andre med mistillid, indtil den eventuelt bliver dementeret. Vi tror, at alle andre end os selv er fulde af løgn. Men at være kritisk som generel livsholdning er meningsløst. Kritik forudsætter en kon-kret grund, siger Jan Lindhardt.
Han vil ikke acceptere, at det er kirkens eget ansvar, at den bliver løbet over ende af en knaldroman. Der er ikke noget galt med hovedsporet efter hans mening. Men vi hopper på Dan Browns tanker, fordi han er den svage, mens kirken er den magtfulde.
– Men det svage er sandhedssvagt i det her tilfælde. Kirkens sandhed er den gældende, og Dan Brown siger, at der bagved kirken er en anden hemmelig sandhed. Og så snart han har peget på det bagved, bliver han ikke angrebet. Vi holder med ham, bare fordi han siger noget, der ikke er accepteret på bjerget. Det er en måde at føle sig klogere på, men vi narrer os selv, siger biskoppen.
Men Jan Lindhardts råd kan let drukne i tilsyneladende beviser mod kristendommen, der kommer som en lind strøm lige nu. I påsken hørte mange om det nyligt fundne Judasevangelium. Et af mange såkaldt gnostiske skrifter, som nu er blevet kendt i offentligheden som et alternativ til kirkens traditionelle lære om
Jesus og kristendom.
For det er altså et grundvilkår i mennesker, at vi er fascinerede af det hemmelige og forbudte, mener Peter Værum, præst ved den grundtvigske frimenighed i Vesthimmerland, teolog og forfatter til bøger blandt andet om eventyr og deres tolkninger.
– Lige siden vi var børn, har vi jo vidst, at de forbudte steder, er de mest spændende at undersøge. De børn, man ikke må lege med, er de mest spændende at være sammen med, og de ord, som er tabu, er de mest spændende at tage i munden, siger han om trangen til at gå ad krogede sideveje.
Han oplever, at "Da Vinci Mysteriets" teorier om kirkens skjulte viden især appellerer til en type mennesker, som han kalder "self made"-kristne. Og dem er der kommet rigtig mange af de seneste årtier.
– De er kristne pr. selvstudium. De har en religiøs erfaring fra deres egen spirituelle praksis, og de har deres egne tanker om kristendom. De synes til gengæld ikke, at de kan bruge kirkelige autoriteter til noget, men på baggrund af deres religiøse oplevelser forsøger de at skaffe sig viden. Blandt andet ved at søge i den litteratur, som ikke er anerkendt af præsteskabet, siger han.
Og de moderne "hjemmelavede" kristne er ikke de første, som har bevæget sig væk fra kristendommens hovedvej. De gamle munke sagde "In stercore inve-nitur", som ifølge Peter Værums frie oversættelse betyder "Find guldet i møddingen". De var altså ikke bange for at forlade den slagne vej for at gå ad ukendte stier.
– Folkekirken har i dag lagt den personlige søgen og religiøse praksis på is, så den slags mennesker bliver hjemløse i kirken. Derfor bliver de optaget af alternative teorier og evangelier. De fascineres af konspirationsteorier, der sår mistillid til den etablerede kirke og de kirkelige autoriteter, der vil fortælle folk, hvad der er rigtig kristendom. Jeg forstår det godt. Hvis man er sådan et gemyt, hvor skal man så gå hen? spørger Peter Værum og kommer selv med en række forslag: frimurerloger, okkulte selskaber, logebroderskaber, frikirker og terapilokaler.
– Folkekirken behøver ikke at lægge det for had. Jeg mener tværtimod, at det klæder hovedsporet, at det bevæger sig derudad sideløbende med diverse mere eller mindre farverige sidespor, siger Peter Værum og tilføjer, at hovedsporet jo aldrig bliver ufejlbarligt. Det har brug for løbende vedligeholdelse og eftersyn. Måske har det endda brug for udfordringen fra dem, der går ad andre stier. I hvert fald er han godt tilfreds med, at folk tager troen i egen hånd og ikke nødvendigvis køber kirkens lære uden indvendinger.
– Hvis man er optaget af at definere den rette tro, er sidespor farlige og uinteressante. Men er man optaget af erkendelse uafhængigt af trosbekendelse og kirkeretning, så ligger der masser af relevant information gemt i alle de forbudte og forkætrede tanker og forestillinger, siger han.
Noget ganske særligt er på spil, når en kriminalroman får så mange som i dette tilfælde 40 millioner mennesker til at tænde læselampen og fordybe sig i et plot, der af mange litteraturkritikere kaldes banalt. Måske er det særlige netop, at krimien sår tvivl om det, vi tror og tvivler på. I hvert fald er der læsere, som bagefter både har følt sig underholdt og har en uklar følelse af, at sandheden har forskubbet sig.
Det oplever Tom Thygesen Frederiksen, som har skrevet en bog om "Da Vinci Mysteriet" og desuden tager rundt og holder foredrag. Han er ellers ansat som akademisk medarbejder i Dialogcentret, hvis hovedformål er at oplyse og advare mod sekter og nyreligiøse bevægelser. Tom Thygesen Frederiksen møder ved sine foredrag mange mennesker, som han kalder "hvad nu hvis-folket". Det er dem, som altid er åbne for en ny teori.
– De er villige til at acceptere, at der nok er noget galt i kirken, fordi det bekræfter deres fornemmelse af, at kirken har for megen magt, men de har på den anden side ikke taget endelig stilling. Og de vil ikke tage stilling. De nyder bare at føle sig åbne over for, at alt kan være rigtigt. Jeg møder ofte mennesker, som kalder teorier og postulaterne i "Da Vinci Mysteriet" for interessante, men de ønsker ikke at undersøge det nærmere. Det orker man ikke, siger han.
Det handler blandt andet om, at Dan Brown serverer den bedste historie. Bibelen og kirken er slet ikke så fængende.
– Folk vil have tingene serveret. De skal pirre og ikke kræve. Ellers zapper man væk, og der er Dan Browns bog stærk. Han serverer kultur og religionshistorie som en knaldroman, siger Tom Thygesen Frederiksen.
Der er hans erfaring fra over 30 foredrag, at mange efterhånden er kommet så langt ud på de små stier, at erindringen om den solide hovedvej næsten er forsvundet. Den sidder bare tilbage i psyken som et tomrum.
– Gud går ud, og konspirationen går ind. Der er i Danmark en reel informationsmangel, når det gælder, hvad kristendommen står for. Folk har ganske enkelt ikke mulighed for at tage stilling for eller imod kristendommen. For eller imod "Da Vinci Mysteriets" postulater. Så de gør, som man altid for en sikkerheds skyld gør i vores land. De holder med den lille. Underhunden. I det her tilfælde er det Dan Brown og de evangelier, som ikke fik lov til at komme med i Bibelen. Selvom folk længes efter den store sammenhæng, så vil de ikke uden videre acceptere den etablerede kristendom og kirke, for de er stadig kritiske over for magtkoncentration og stærke systemer. De fornemmer, at der nok er noget lusk i kirken, siger han.
Og er der så det? Er traditionel kristendom og kirke en vej brolagt med manipulation og magtmisbrug. Og er man som troende sikrere på sidevejene?
Svaret er nej. Man er ikke sikker nogen steder. Det mener Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet og ekspert i magtspil og spin.
– De store religiøse organisationer har bestemt demonstreret alle mulige former for manipulation og spin gennem tiden, men det har dem på sidevejene så sandelig også. Der er ingen grund til at tro sig sikrere dér end på de store hovedveje. Religiøs og sproglig manipulation findes alle steder, siger han.
Den amerikanske præsident Abraham Lincoln sagde i begyndelsen af 1800-tallet: "Du kan sagtens narre alle mennesker i nogen tid,og nogle mennesker hele tiden, men du kan ikke narre alle mennesker hele tiden." Det kan være en rettesnor, som siger, at store, veletablerede, gamle organisationer som kirken ikke kan være fuldstændig løgn. Men man kan stadig ikke læne sig trygt tilbage, mens man bliver på den lige hovedvej.
– Vi har jo set store organisationer, som har sat løgn og manipulation i system. Både den katolske og protestantiske kirke har fra tid til anden ment, at de har lov til at bruge beskidte kommunikationstricks, fordi de står i en højere sandheds tjeneste. Man er ikke sikker noget sted. Man har kun sig selv og sin egen dømmekraft at stole på, og i mange situationer er det ikke nok, siger Christian Kock.
Ifølge ham må man som menigmand læne sig op ad forskningen og universiteterne, hvis man vil tæt på sandheden. Når det gælder "Da Vinci Mysteriet" og kristendommens begyndelse ved historikere, teologer og arkæologer, hvad der er fup og fakta. Det kan være en hjælp, når man står ved en korsvej og skal vælge.
– Men når det gælder troen, mener jeg ærlig talt ikke, at det er så vigtigt, om der er en skjult hemmelighed eller ej. Det bliver nemt til navlepilleri og selvoptagethed, hvor det handler om, at jeg kan føle, at jeg besidder en særligt visdom. Alt det med konspirationsteorierne er et ræs, en blind vej. Efter min mening handler kristentroen om, hvordan jeg skal handle rigtigt. Det afgørende er at være tro, fremfor at have tro og besidde sandheden.