Bandeord af seksuel og latrinær karakter skal man ikke lede længe efter, hvis man gransker børn og unges sprog, og nutidens ungdomsgeneration beskyldes da også tit for at tale grimmere end nogensinde før. Det er der bare ikke belæg for at påstå.
Faktisk bander unge, midaldrende og ældre næsten lige meget. Årsagen til, at dele af den voksne befolkning føler sig stødt på manchetterne, er nok snarere, at mens det tidligere var utænkeligt at tale eksempelvis lærere eller forældre groft imod, så betyder den generelle nedbrydning af autoritet, at den mandlige lærer i dag sagtens kan være "pædofil" og mor en "dum kælling", lyder det fra forskere og iagttagere.
Alene inden for det seneste par år har der været en række sager i skoleregi, hvor elever er blevet bortvist, fordi de blandt andet på internettet har oprettet hadegrupper mod andre elever og hængt lærere og skoleledere ud for at være pædofile eller brugt hårde skældsord mod andre af skolens ansatte. Og de fleste forældre til børn og unge i dag kan nikke genkendende til at lægge øre til et ordvalg, der ligger langt fra eget vokabularium.
Selvom der ikke findes samlede opgørelser over den slags sager, peger Anders Balle, formand for Danmarks Skolelederforening, på, at der er langt flere grove verbale overfald og trusler om vold mod lærere, end der var tidligere.
"Jeg ser det som en konsekvens af, at vi har fået en væsentlig friere omgangsform med hinanden i samfundet som helhed. Det gælder også i relationen mellem lærer og elev og mellem barn og forældre. Nedbrydningen af den autoritære omgangsform er sket med åbne øjne, fordi vi blandt andet gerne ville have mere selvstændige børn, men den negative konsekvens er nok, at der er mindre selvcensur fra børn og unges side i forhold til deres sprog og opførsel," siger Anders Balle.
Det betyder, at der på landets skoler i dag bruges mere tid på at arbejde med de forskellige facetter af opdragelsen. Herunder sproget. Og flere skoler har i de seneste år fået udarbejdet politikker for blandt andet sprogbrug, mobning og andre opdragelsesområder.
"Vi har i en årrække set en tendens til, at man skal gøre sig fortjent til at være en autoritet," siger Dorte Lange, der er formand for Danmarks Lærerforenings skole- og uddannelsespolitiske udvalg.
"Det synes jeg i og for sig også, at man skal, men vi må som lærere samtidig kræve, at der er opbakning til os som myndighedspersoner," siger hun.
Lektor og historiker Henrik Jensen fra Roskilde Universitet har gennem flere år beskæftiget sig indgående med autoritet og moderne historie. Han peger på, at når autoriteten falder, betyder det også, at der ikke længere er nogen fornemmelse af, at der er faste grænser og normer, som skal opretholdes. Heller ikke inden for sprogbrug og omgangstone. Og de sanktioner, der eventuelt er forbundet med at overskride rammerne, er ikke særlig truende. Dermed står de såkaldte agenter for autoriteten - eksempelvis lærere og forældre – svækket.
Ofte får ungdomsoprøret og tiden deromkring skylden for have slået autoriteten lige lovlig meget ihjel og skabt grobund for et samfund uden kulturel sammenhængskraft. Men selvom det gik stærkt i 1970'erne med at nedbryde hierarkier og normer, skal vi ifølge Henrik Jensen meget længere tilbage i tiden for at finde autoritetsfaldets egentlige begyndelse.
"I forbindelse med Første og Anden Verdenskrig skrider det alvorligt. Den store garant for autoritet, Gud, blegner. Det er ikke sådan, at det sker fra den ene dag til den anden, men det er dér, fortøjningen begynder at give sig. Siden er det ikke lykkedes med succes at finde en erstatning. Heller ikke selvom der op gennem det 20. århundrede har været nogle forsøg. Nazismen og kommunismen eksempelvis."
Henrik Jensen ser derfor ikke nutidens børn og unge som særlig skyldige i forhold til manglen på normer og grænser for eksempelvis sprogbrug. Deres voksne rollemodeller er nemlig ikke meget bedre, mener han.
"Det er grænserne for 'mig', der er problemet, og det er et problem over hele linjen. De fleste har en fornemmelse af, hvad de burde og ikke burde, men vi glider på grænsen, for det har ingen dybere konsekvens, der er ingen sanktioner og ingen tab af status. Engang var det lavstatus at tale grimt. Sådan er det ikke i dag. Det slår igennem i alle lag, også i medierne," siger han.
At det forholder sig sådan, er der faktisk forskningsmæssigt belæg for. Sprogforsker Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn har gennem flere år forsket i brugen af bande- og skældsord. Og det er ikke kun ungdommen, der bander og svovler. Eksempelvis er andelen af artikler med bandeord i henholdsvis Ekstra Bladet, Politiken, B.T. og Berlingske næsten fordoblet i perioden 1994 til 2009 fra 5,6 procent til 10 procent, og da hun for få år siden undersøgte, hvem der bander mest – unge, midaldrende eller ældre – viste det sig, at de tre generationer bander stort set lige meget. Forskellen er bare, at de bruger forskellige typer af bandeord. Mens de ældre generationer primært henter deres bandeord inden for religionernes og sygdommenes verden, såsom "Gud bedre det", "sgu" og "for pokker", så henter unge de fleste bandeord inden for kategorien "kroppens nedre funktioner". Og det hører med til forklaringen på, at de voksne generationer synes, at de yngre taler meget grimmere, end de nogensinde selv har gjort.
"Tidligere var det et tabu at benævne Gud eller Fanden i andre sammenhænge end de kristne, og man troede mere på ordmagi, end vi gør i dag, så derfor havde bandeord hentet fra religionens verden stor vægt. Bandeord med Gud kunne bruges til at få hjælp fra Gud og de gode kræfter, mens bandeord, hvor Fanden eller Helvede indgik, var en mulighed for at kaste de onde kræfter mod andre," forklarer Marianne Rathje.
Men i dag er det ikke længere et tabu at benævne Gud uden for troens verden, og derfor har særligt de positive religiøse bandeord, hvor Gud indgår, mistet sin kraft. Også mange bande- og skældsord hentet fra sygdommens verden er mere eller mindre udvandet, ikke mindst fordi vi ikke længere ved, hvad de reelt betyder.
"Når nogle af de gamle bandord mister værdi, opstår der nye, som er bedre til at forstærke og understrege følelserne. Og selvom der ikke er så mange tabuer tilbage, så er visse ting omkring kroppens nedre funktioner stadig tabu og dermed oplagte som forstærkende bandeord," siger Marianne Rathje.