Man skal ikke tilbringe lang tid i et S-tog, på en legeplads eller langs en miniput-fodboldbane for at se forældre af begge køn, der hellere kigger på deres mobiltelefon end på deres børn. Det gør ondt at se et barn, der glad og håbefuldt prøver at få øjenkontakt med sin forælder eller måske ligefrem få gang i en dialog, mens far eller mor åndsfraværende mumler Mmmm, ja, ja og intet sanser.
Det gør ikke mindre ondt, at jeg også selv kan finde på at gøre sådan over for mine egne børn, men man må gerne kaste med sten, selvom man selv bor i et glashus. Hvis de skal kastes, så skal de kastes. Og det skal de.
For dette konstante fravær er et problem, ikke kun for børnene, men også for de forældre, der går glip af noget værdifuldt i relationen til deres børn. Og det stikker dybere end det, som et fælles problem, fordi fraværet ikke kun præger vores relation til vores børn, men også til hinanden, voksen og voksen imellem.
Mange vil have oplevet, som børnene, at møder og samtaler og muligt nærvær afbrydes eller føres på fraværende vis, fordi nogle regner deres mobiltelefon for vigtigere. Andre har måske prøvet til sociale begivenheder at opleve de flakkende øjne hos en samtalepartner, der konstant scanner rummet for at afsøge, om andre kunne være mere interessante at tale med.
Men alle disse fænomener er kun små eksempler på en sitrende, eksistentiel uro, der gennemsyrer hele vores tid og samfund, og som er dybt usund:
Vi er så bange for at gå glip af noget, derfor tjekker vi hele tiden mail. Vi skal netværke og være på og blive bedre og bedre og bedre Derfor holder vi aldrig fri. Vi vil ikke spilde tiden, for det ville jo være spild af tid. Og når vi bliver trætte og stressede af altid at være på, så får vi mindre energi til at være nærværende. Så er det nemmere lige at tjekke nyhederne eller vejrudsigten. Eller at tjekke mail igen.
Vi synker ind i et nu, der bliver kortere og kortere og mere og mere tomt. Paradoksalt nok betyder det, at selvom det hele handler om hele tiden at skulle noget lige nu, så ender det med, at det eneste sted, hvor vi ikke er det er lige her og nu.
Så megen uro. Så meget fravær. Så megen flugt fra det nu, som vi i virkeligheden drømmer så meget om at være i. Og derfor så mange selvhjælpsbøger med nye teknikker, der kan hjælpe os med at gribe nuets kraft, forenkle vores liv med feng shui eller finde roen i meditation eller mindfulness. Måske det lykkes, måske det bare giver mere stress, fordi der nu er endnu mere, vi skal nå og opnå og mestre.
Hvis uro og fravær således er diagnosen, hvad er så kuren?
Jeg ved det ikke. Men noget af det, der hjælper mig allermest, når jeg er ramt af uro, sitren og alt for meget fravær, er at gå i kirke.
Det er den korte version. Måske endda også den lange.