Århus har fået lyst til at være mere international, så man vil hedde Aarhus. En række sprogforskere har betvivlet, det skulle være mere globalt at hedde aa end å, men det må Aarhus afgøre med sig selv.
Det morsomme er imidlertid, at der gennem mange herrens år har stået en strid om den rette måde at stave å på.
Den 22. marts 1948 vedtog Rigsdagen nye retskrivningsregler, som gjorde kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville. Substantiver eller navneord skulle staves med lille begyndelsesbogstav, med mindre der var tale om egennavne.
Endelig blev aa til det såkaldte bolle å, når det gjaldt almindelige ord og nordiske stednavne.
Reglen gjaldt imidlertid ikke for personnavne, derfor er vi ikke så få, som kan hedde for eksempel Nørregaard.
Siden samme år blev det efter diskussion besluttet at give valgfrihed for stednavne, og derfor fastholdt Aalborg sit aa, mens Århus efter byrådsbeslutning af 9. september 1948 valgte det kække å.
Det blev fastslået i retskrivningsreglementet, at å skulle stå som sidste bastion i alfabetet. Tidligere havde aa været alfabetets første bogstav, men nu rykkede det altså til rosinens plads. I 1953 udkom en udgave af Nudansk Ordbog, hvor bolle å var med, men nu placeret først i alfabetet, så det lille bogstav har føjtet frem og tilbage. Lettere bliver det ikke at holde styr på å, når man ved, det på svensk er tredjesidste bogstav: å, ä, ö.
Der har langt tilbage i dansk sproghistorie været forskellige måder at angive den særlige å-lyd, der på et tidspunkt blev anført som et a med en efterfølgende bolle, hvilket fortæller, at å i udgangspunktet er en sammensmeltning af a og o.
I 1740?erne foreslår en sprogforsker, Jens Pedersen Høysgaard, der sjovt nok er århusianer, at man burde bruge å på dansk ligesom i svensk siden middelalderen. Det bliver ikke til noget ved den lejlighed, men ved møde om retskrivning i Stockholm i 1869 anbefales det at gøre aa til å på dansk og norsk.
Folkemindeforskeren Svend Grundtvig, søn af N.F. S. Grundtvig, slås for bolle å, og i en bog om retskrivning fra 1870 placerer han å på tredjesidste plads i alfabetet. Det slår dog ikke an og accepteres ikke af kultusministeriet, der i 1872 stadfæster aa.
Svend Grundtvig betragtede bolle å som et særligt nordisk tegn. Sådan blev bogstavet også betragtet i højskolekredse, som et pant på det nordiske sprogfællesskab. Derfor vil man også se, at "Sangbog for den danske Folkehøjskole" anvender det grænseoverskridende bolle å.
Dermed er jeg fremme ved besvarelse af en mail fra Gunhild Brink, Odense N, der i en antikvarboghandel har fundet et eksemplar af den gode højskolesangbog fra 1913.
Hun undrer sig såre, for alle navneord har lille begyndelsesbogstav, og å?erne er altså bolle å. Hvordan kan det forklares, spørger hun, længe før 1948. Svaret er, at højskolens hjerte bankede for det levende nordiske ord, og det mente man var med bolle å og små bogstaver. Å er pant på nordisk fællesskab.