Skal folkeskolen styrke elevernes spirituelle intelligens?

Ja, siger Liselotte Hornemann Kragh, der er tidligere præst og nu står bag firmaet LivsCeremonier, der nytænker ritualer og ceremonier. Nej, siger tidligere biskop Jan Lindhardt.

JA, siger Liselotte Hornemann Kragh, som har sagt sit præsteembede op og etableret firmaet livsceremonier.dk

Hvad forstår du ved spirituel intelligens?

Det handler om at holde det poetiske og mytologiske sprog ved lige. Som præst vil jeg slå et slag for de bibelske beretninger, men der er også stor visdom at give videre til børnene fra de andre store verdensreligioner. Når børnene har kendskab til myterne, så får de samtidig adgang til et univers, hvor de kan hente erfaringer, som vi ellers har svært ved at italesætte.

Vi må heller ikke glemme kroppen, når vi taler om spirituel intelligens, for så udvikler vi vores børn til at blive hoved-mennesker. Der er en lang tradition i både kristendommen og buddhismen for, at kroppen er bærere af vore værdier. Derfor hører for eksempel massage og åndedrætsøvelser med. Der skal være en balance mellem krop og hoved, for, hvad Gud har sammenføjet, skal et menneske ikke skille ad.

Er det folkeskolens opgave at styrke børns spirituelle intelligens?

I min lange karriere som mor har jeg set, hvordan folkeskolen er kommet til at bære mere af det, som man engang har ment hørte til i hjemmene. Ideelt set skulle hjemmene sørge for, at den del af børns udvikling, men hvad nu hvis det ikke sker. Når man ser, hvordan voksne omgås hinanden, så kan man være i tvivl om, hvor gode læremestre vi voksne er, når det gælder om at opdrage børn til eksistentiel og åndelig indsigt.

Jeg synes ikke, det er ideelt ,at de i forvejen pressede lærere skal varetage den side af børnenes udvikling, men i dag er folkeskolen en af de sidste bærere af de medmenneskelige værdier i vores samfund. De seneste års udvikling i folkeskolen har betydet, at der er kommet meget fokus på at udvikle faktuel viden hos eleverne. Der kommer stadig flere tests, og faktuelt set bliver vores børn meget vidende, men bagsiden af den udvikling er, at vi risikerer, at uddanne børn, som nok er vidende, men som ikke rigtigt forstår sig på det at være menneske og leve i relation til andre.

NEJ, siger Jan Lindhardt, dr. theol. biskop

Er det folkeskolens opgave at styrke børns spirituelle intelligens?

Inden vi kommer alt for højt op, så lad mig lige slå fast, at der absolut ingen beviser findes for, at vi har ni intelligenser. Læren om de mange intelligenser er noget, der bruges megen tid og mange penge på i kursusregi. Mange har det fornøjeligt med at filosofere over disse luftige intelligensbegreber, men det er stadig blot luftig teori. For mig at se minder det om en nyreligiøs terapiform. Det er kort sagt, hvad man med et godt dansk ord kan kalde sværmeri. Det kan godt være, at eleverne i konkrete øvelser bliver bedt om at mærke jorden under fødderne, men i virkeligheden letter de fra jorden og risikerer at blive til grin.

Konkret har folkeskoler forsøgt at arbejde med den niende intelligens i undervisningen. Er det folkeskolens opgave?

Nej, det vil være dumt at lægge det som en norm i folkeskolen, for det er en naiv forførelse, hvor man ikke ved, hvor man kommer hen. Fortalerne for den niende intelligens knytter an ved en af vor tids mest udbredte misforståelser: At vi har det hele i os selv. Vi skal blot have de rette redskaber til at grave vore indre ressourcer frem. Men under alle omstændigheder må det være folkeskolens opgave at lære os noget, som vi ikke har i os selv i forvejen.

Lærere, som arbejder med den niende intelligens, kan fortælle, at der opstår færre konflikter mellem eleverne, hvis børnene for eksempel giver hinanden massage. Er det ikke et godt argument for at åbne op for den slags øvelser?

Helt ærligt: Hvis du har en flok rødder i en klasse, hvordan tror du så en gensidig massage seance vil udvikle sig? Det kan godt være, at det lyder som et hokus pokus trick til at skabe harmoni i klasseværelset, men det bliver da total kaos. Og inden vi når frem til den tilstand, må vi spørge, hvor meget skolen skal: Skal skolen være hele livet? Eller er det i virkeligheden en mere begrænset opgave skolen har? Jeg mener, folkeskolen skal fokusere på det væsentlige. Børnene skal lære noget, og det vigtigste er, at de lærer at udtrykke sig, så andre gider høre efter. At udvikle en sproglig kompetence lærer man kun ved at lytte til andre. Vil man styrke den spirituelle intelligens og have massage af sidekammeraten, hører det hjemme i afdelingen for fritidsaktiviteter.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk