Kære Brevkasse
I sommerens løb har jeg haft tid til at tænke over min situation. Jeg er nok blevet overrasket over, hvor svært, jeg stadig synes, det er at være fraskilt efter 15 års ægteskab. Jeg havde håbet, at jeg nu, over et år efter at min mand forlod mig, ville være kommet længere.
Da min mand fortalte, at han ville flytte, var det naturligvis et stort chok. Jeg havde godt kunnet mærke, at han var blevet mere lukket, men han forklarede det med de mange opgaver på arbejde. Jeg spurgte også nogle gange, om der var en anden, det benægtede han, men sidste forår kom det så frem, at han havde haft et forhold til en kollega i længere tid, og at han ville flytte sammen med hende og hendes barn.
Jeg er ikke der nu, hvor jeg var sidste sommer, for da gik alt i sort, men jeg har det ofte svært. Ensomheden er der, selvom jeg har god familie og nære venner. Jeg synes, det er hårdt med alt det, jeg skal klare alene. Ikke mindst ting omkring børnene. De er hos deres far en del af tiden, og han er på mange måder god nok med dem, men det er mig, der må klare de daglige ting, og det er oftest mig, der må tage konflikterne og hjælpe dem med det, som er svært.
Deres far er meget optaget af sit nye liv og sin nye kæreste, som han nu venter barn med. Det kan børnene også godt mærke. Ofte beholder børnene deres følelser og reaktioner inde i sig selv, og så er det mig, der gerne skal hjælpe dem videre. Samtidig er det også vanskeligt for dem, for de vil jo ikke tale dårligt om deres far.
Jeg kan stadig blive både meget ked af det og vred over den sorg og smerte, som min tidligere mand har påført mig og børnene, selvom jeg godt ved, at hele skylden jo ikke kun ligger hos min mand. Alligevel føler jeg mig svigtet. Samtidig ønsker jeg ikke, at den følelse skal kvæle mig.
Jeg føler, at mit tab af ægtefælle og det familieliv, vi havde før, har ført til, at jeg har mistet megen livsglæde, og det er jeg meget ked af. Hvordan kan jeg komme videre med mig selv, så jeg ikke kommer til at hænge i de sorgfulde følelser? Mine børn har brug for, at jeg har overskud og er håbefuld i forhold til fremtiden. Jeg har en kollega, som blev skilt for et par år siden, og når jeg ser på hendes overskud, bliver jeg tung.
Sidste sommer håbede jeg måske på, at vi kunne finde sammen igen. Jeg foreslog, at vi sammen skulle få noget hjælp, men det ønskede min mand ikke. Det håb har jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg skal videre på egen hånd, men det er svært.
Venlig hilsen
Lise
Kære Lise
Vi ved, at der er mange, som har det på lignende måde som dig. Dine reaktioner virker så normale. Det at miste en ægtefælle ved skilsmisse er at sammenligne med andre alvorlige tab. Og man har mistet mere, end man måske er klar over. Tabet handler ikke blot om partneren og det daglige fælles liv med børnene på godt og ondt, men mange mister også en del af familien i flere generationer og nogle venner, samtidig med at flytning måske er aktuel kombineret med ringere økonomi.
Sideløbende kan man sidde tilbage med følelser af svigt og kassering, og tanker om fremtid kan ofte virke uoverskuelige. Ved dødsfald får man i det mindste ofte en del opmærksomhed og hilsener. Det er ofte anderledes med en skilsmisse, hvor omgivelserne lettere reagerer med ikke at blande sig, og det er meget få, der sender blomster i anledning af en skilsmisse. Midt i det hele skal man også se på, at ens børn har fået det sværere med en øget sårbarhed. Det er rigtig mange ting på samme tid både at få færre resurser og øget arbejdsbyrde.
Du skriver, at du stadig har mange følelser af sorg og vrede. Sorgen er på en måde Vorherres gave til os mennesker, så vi kan skille os fra det, vi ikke troede, vi kunne leve uden, og vreden kan hjælpe os til at bevæge os, skabe afstand og skubbe os i ny retning. I stedet for at bebrejde dig selv for at være langsom, vil det måske være mere rimeligt, at du sagde: Ja, selvfølgelig har jeg stadig disse følelser, for en livsperiode, man har investeret sig selv i, og et menneske, man har knyttet dybe bånd til og fået børn sammen med, skilles man ikke fra uden langvarig sorg.
Der er noget, der hedder et sørgeår det gælder også ved andre store tab end dødsfald. Og det år kan meget let blive betydelig længere end kalenderåret. At dine reaktioner nu er anderledes end sidste år, viser at der er udvikling. Selvom tiden ikke læger alle sår, så er vi overbevist om, at den ændring vil fortsætte i den kommende tid.
Vi ved ikke, hvordan du tidligere har haft det med at bede om hjælp. Hvis det ikke har været så let for dig, kunne din nuværende situation måske være en anledning til at lære det? Måske skulle du bede om assistance fra familie og venner til praktiske ting, sådan at du får lidt mere tid til at gøre ting, der er gode for dig, og som kan lette din hverdag. Måske skal du opsøge venner og gode mennesker og dele dine tanker og følelser med dem. Måske skulle du spørge den kollega, som du omtaler, om, hvordan hun er kommet videre i sit liv. Det er ikke sådan, at sorgen forsvinder blot ved at tale med andre, men det kan lette, og ved at tale med andre kan man måske få inspiration til nye tanker og tiltag. Måske ville det også være godt for dig at opsøge en god terapeut, en sjælesørger eller melde dig ind en gruppe for andre, som har oplevet en skilsmisse.
Gør i det hele taget ting, der kan befrugte dit livsmod. Hvil dig med god samvittighed, tag tid til frisk luft og motion eventuelt sammen med et eller flere af børnene. Måske skal du i gang med noget, som du tidligere har haft lyst til et aftenskolekursus, en interesse eller lignende. Tag kontakt, opsøg gode og sjove mennesker. Sig nej til ting, som tapper kræfter. Selvom glæden ikke er åbenbar nu, kan det være, den kan komme ved at prøve noget nyt. Du kan ikke lave om på det, der er sket, men måske skal du tænke på, hvordan du kan forme fremtiden. Du står ved roret nu med tre dejlige børn i skuden. Deres tarv skal der tænkes på. Men du må også meget godt tænke på din egen!
Måske kan du bruge din vrede positivt. Din mand har sikkert fået mere end nok af din sorg og smerte. Han skal godt nok ikke også bestemme, at du skal have det sådan i al fremtid. Tag sagen i egen hånd og gør de ting, som du og dine børn kan få glæde ved. God kamp videre.
Til sidst: Måske er der også andre af brevkassens læsere, der har tanker eller erfaringer efter en skilsmisse?
Mange hilsener
Annette og Jørgen