Først den gode nyhed: Skilsmisser er ikke blevet modefænomen i en individualiseret og forkælet tid. Sådan fremstilles det ellers ofte i medierne, men virkeligheden er, at ægteskabet de seneste 50 år har varet længere og været mere stabilt end nogensinde.

Det årlige skilsmissetal har siden starten af 1980erne ligget stabilt omkring 14.000, hvilket svarer til, at cirka hvert tredje ægteskab i dag ikke holder livet ud. Det er såmænd slemt nok, men det er altså ikke værre, end det har været længe, og ifølge eksperterne er der intet, der tyder på, at det ændrer sig nævneværdigt lige foreløbig.

Den dårlige nyhed, hvis den da kan kaldes en nyhed er, at stabilitet ikke ligefrem kendetegner skilsmissens historie. Den har levet en omtumlet og til tider skæbnesvanger tilværelse og taget del i store samfundsomvæltninger.

Da skilsmisse var mandens ret

Det begyndte ellers simpelt nok. I de tidlige ager- og kvægbrugssamfund tog manden de kvinder, han ville have eller kunne få og kasserede dem efter lyst. Hjemmel kunne han finde i Femte Mosebog, hvor der stod, at en mand kunne skille sig af med sin hustru, hvis hun ikke vinder hans yndest. Rent juridisk og ofte også i praksis var kvinden mandens ejendom, og i tilfælde af skilsmisse var det derfor udelukkende mandens beslutning. Dog var det forbudt at kræve skilsmisse, hvis man var skyldig i druk eller utroskab eller uretmæssigt havde beskyldt sin hustru for utroskab, hvilket på papiret gav frit lejde for en hel del kvinder. Men i realiteten var skilsmisser mest af alt et velhaverfænomen, mens det var et pressionsmiddel mod fattige kvinder, der sjældent kunne klare sig på egen hånd.

I det fjerde århundrede ændrede ægteskabets karakter sig fundamentalt. Den romerske kejser Konstantin den Store legaliserede kristendommen, gjorde den til statsreligion og indførte bispedømmer og kirkemøder, hvilket blandt andet betød, at ægteskabet nu ikke længere var en borgerlig ordning mellem to mennesker, men et løfte til Gud, der ikke kunne brydes. Med ét var skilsmissen forbudt. Nu var det højeste, man kunne håbe på, en separation eller annullering og kun i tilfælde af utroskab, unaturlig seksuel omgang, impotens, grusomhed eller indtræden i en religiøs orden. I endnu højere grad end tidligere betød det, at skilsmissen var de rige og indflydelsesriges privilegium. Man kunne altså fortsat betale sig fra alt, og én af de største skyldnere var Karl den Store, som nåede at gifte sig hele ni gange, havde utallige elskerinder og endog begik incest over for sine døtre.

Kirken var imod skilsmisse

Med Reformationen i 1500-tallet blev skilsmissen igen en borgerlig anordning, men ikke sjovere af den grund. Det skrevne ord blev læst mere nidkært end nogensinde, og de bibelske begrundelser såsom utroskab og druk var igen eneste vej ud af et ulykkeligt samliv. Luther gav en tredje gyldig grund, impotens, hvilket dog ikke blev skrevet ind i lovgivningen.

I Danmark betød Reformationen først og fremmest en ændring i kvindens position. Nu var det ypperste ikke længere at blive nonne, men at være hustru. Ægteskabet blev anset som en stærk, samfundsbevarende faktor, og familien fik højnet sin status. Endnu en gang betød det dog ikke det store for kvinderne. De var fortsat lige så afhængige af manden som altid og tvunget ind i ægteskaber, som de nu kunne miste livet på at bryde ud af. Christian Vs Danske Lov af 1683 lovede nemlig dødsstraf til alle udbrydere. En straf, der så vidt vides dog aldrig blev eksekveret, men symbolværdien var tydelig.

I løbet af 1700-tallet blev skilsmisser dog stadig mere almindeligt accepterede. Godt hjulpet på vej af den faldende dødelighed, som pludselig gjorde ægteskabet til en potentielt ulykkelig, men også langvarig affære. Folk skulle ikke straffes hele livet igennem på grund af en enkelt dårlig beslutning, mente man. I begyndelsen af 1800-tallet var der dog stadig kun cirka 100 skilsmissesager om året. Ikke desto mindre var Sjællands biskop, Friedrich Münter, så bekymret for udviklingen, at han bad kongen om at gribe ind, før ringeagten for ægteskabet forårsagede fald i befolkningstallet, dårlig børneopdragelse og dalende fædrelandskærlighed!

En direkte reaktion fra kongen udeblev, men kirken fortsatte sin kamp for ægteskabets status, i takt med at befolkningen forholdt sig stadig mere afslappet til det at blive skilt. Det førte i 1897 til indførelsen af et nyt vielsesritual, hvor ordene til døden jer skiller blev tilføjet. Men slaget var allerede tabt.

Folkestemningen og samfundsudviklingen gik i retning af kortere ægteskaber og flere skilsmisser, og i 1925 tog politikerne konsekvensen og indførte en ny ægteskabslov, der for første gang gav alle den frie ret til at blive skilt. Det var der 1308 danskere, der benyttede sig af det efterfølgende år.

Eksplosiv stigning i skilsmisser

Siden er skilsmissetallet steget eksplosivt. Men det er sket i uregelmæssige ryk, der i høj grad er bestemt af konkrete begivenheder i samfundet. Første voldsomme ryk skete i kølvandet på Anden Verdenskrig. I løbet af fem år blev tallet mere end fordoblet en tendens, man så over hele Europa. Nogle steder endda kraftigere end i Danmark. Alting blev vendt op og ned, forklarer Mogens Christoffersen, seniorforsker på Socialforskningsinstituttet.

Der skete et markant skifte i kvindernes rolle, fordi der nu blev akut brug for deres arbejdskraft på fabrikker og i landbruget. Det vendte op og ned på familie- og kønsrollemønstrene og var med til at gøre flere kvinder mere uafhængige i hvert fald mentalt. Desuden sled den store adskillelse under krigen mellem mand og kone på mange ægteskaber, og mange mænd vendte hjem med krigstraumer, siger han.

"Op gennem 1950erne og 1960erne faldt tingene mere til ro, og skilsmissetallet dalede støt. Lige indtil ungdomsoprøret for alvor satte gang i kvindernes uafhængighedskamp. Flere kvinder fik en uddannelse, flere kom i arbejde, og flere gad bare ikke finde sig i så meget mere," siger Mogens Christoffersen:

"Stigningen i skilsmisseantallet i den periode må mest af alt ses som noget positivt, fordi det var konsekvensen af en større lighed i samfundet og udtryk for, at unge ikke længere levede så isoleret. Man mødte simpelthen flere mennesker, og det gav selvfølgelig risiko for flere brud, men det betød samtidig færre dårlige ægteskaber."

Skilsmissetal har stabiliseret sig

Siden begyndelsen af 1980erne har udviklingen stabiliseret sig i en meget lille, opadgående retning. Hver tredje bliver i dag skilt, men nyere undersøgelser viser, at det tal ikke giver det reelle billede. Stadig flere par lever i dag papirløst, så hvis man kigger på antallet af børn, der oplever, at deres forældre går fra hinanden, har kurven været skarpt stigende de seneste 25 år.

Og kigger man på, hvor længe et ægteskab i gennemsnit holder, ser udviklingen ligeledes dyster ud: Blandt de ægteskaber, der blev indgået i 1950, er der i dag kun 21 procent, som er opløst. Af dem, der blev gift i 1960, tog det kun 20 år, før et tilsvarende antal ægteskaber var opløst. Og af ægteskaberne fra 1980 er der allerede nu 42 procent, der aldrig nåede til sølvbrylluppet.

Siden 1980 har denne udvikling dog stabiliseret sig. Ægteskaberne fra 1990 bliver endda opløst lidt langsommere end dem indgået i 1980. På Aarhus Universitet forsker økonom Michael Svarer netop i den statistiske sandsynlighed for skilsmisse, og han tror ikke på, at der vil ske markante forskydninger de kommende 30 år.

"Vi har set gennem historien, at der skal virkelig meget til, før skilsmissetallene rykker sig. Der har for nylig været en del uro omkring pensionsordninger, der kunne påvirke tallet, men det er ikke sket. Argumenterne for at blive gift og skilt har heller ikke rykket sig de seneste årtier, så jeg tror på, at vi nu har ramt et naturligt leje," siger han.