At skrive en roman er en fysisk anstrengelse

Forfatteren og langdistanceløberen Haruki Murakami skriver i en ny bog om lighederne mellem løb og forfattergerning - og om at blive ældre i sit eget tempo

Fra Athen til Marathon på en befærdet grim hovedvej. Haruki Murakami løber sit første af mange maratonløb i 1983, og det er ikke blot benene, der motioneres. -- Foto fra bogen.
Fra Athen til Marathon på en befærdet grim hovedvej. Haruki Murakami løber sit første af mange maratonløb i 1983, og det er ikke blot benene, der motioneres. -- Foto fra bogen.

Solen stiger ubarmhjertigt. Hededisen sitrer over asfalten, bilerne stryger forbi, og de få morgenduelige grækere ser forundret på den forbipasserende. Han løber med nøgen overkrop. Sammenbidt sætter han det ene ben foran det andet. Passerer døde hunde og katte, der er kørt flade af busser og nu ligger i vejkanten. Undervejs spørger han sig selv, hvorfor han er taget helt fra Tokyo til denne grimme græske hovedvej for at løbe alene blandt dyrelig og lastbiler. Han smager på den salte sved og drømmer om kolde øl. Efter 35 kilometer begynder solskoldningen at vise sig som små hvide vabler på huden. Efter 37 hader han alt og alle. Da han når målet - byen Marathon - vasker han saltkagerne af sin krop med en vandslange på en tankstation. Modtager et tillykke fra en tilfældig mand. Belønningen for de mange timers hårdt slid.

Det er ikke den ydre anerkendelse, der får Japans førende forfatter Haruki Murakami til at løbe langt. Ydre succes er godt, men det drejer sig først og fremmest om ikke at skuffe sine egne forventninger. Om at holde ud. Blive ved. Det første maratonløb tilbagelagde han på den historiske strækning fra Athen til Marathon i en sommerhed juli i 1983, og siden er det blevet til adskillige imponerende distancer sideløbende med en forfatterkarriere, der igen og igen har begejstret læserne og fået anmelderne til at finde superlativerne frem. Faktisk er en del af forklaringen på de succesfulde værker netop evnen til at løbe langt, hævder Murakami i bogen "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".

Nu skulle man mene, at det at skrive romaner ikke krævede større fysisk anstrengelse end at løfte kaffekoppen fra skrivebordet. Og naturligvis findes der eksempler på geniale forfattere, fra hvem ordene flyder, måned efter måned, år efter år, men talent gør det ikke alene, har Haruki Murakami erfaret.

"At sætte sig ned ved skrivebordet, skærpe sin koncentration som en laserstråle, forestille sig noget ud af det blå, skabe en historie, vælge de rigtige ord og holde hele forløbet på sporet kræver langt mere energi, og det i meget længere tid, end de fleste forestiller sig," skriver han.

En koncentration og udholdenhed den japanske forfatter kender fra sine seks ugentlige ture af minimum ti kilometer. Plus det årlige marathon og triatlon, som ikke blot har lært ham at bide tænderne sammen, udholde smerten, selv når musklerne føltes som hård gummi, men også har trænet ham i at finde balancen - i løb og skrivekunst: Hvor hårdt kan jeg presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv?

Da Murakami begyndte at løbe, var han i begyndelsen af 30'erne. På det tidspunkt røg han 60 cigaretter om dagen, spiste usundt og havde bildæk om bugen. I dag - mere end 25 år senere har han stadig en forkærlighed for donuts og fadøl - og de daglige ture er derfor ikke blot en nødvendighed for at fungere som forfatter. Det er også et spørgsmål om at mindske maven og alderens fysiske forfald. Men løbeturene er ikke længere en konkurrence på tid. Det handler ikke om at øge tempoet og sætte rekorder.

"Jeg er blevet ældre, og tiden kræver sit. Det er ikke nogens skyld. Sådan er spillets regler. Ligesom floden altid løber ud mod havet, er menneskets natur også sådan, at det bliver langsommere med alderen. Det må jeg acceptere. Selvom det hverken er særligt fornøjeligt eller resultatet særligt glædeligt. Jeg har ikke noget valg. Jeg har jo nydt mit liv nogenlunde (om end ikke fuldt ud) indtil videre, " skriver han.

Murakami bliver ved. Han løber i parken omkring det universitet, hvor han giver forelæsninger. Lunter langs floden i sit eget "lille selvskabte tomrum." Forbi- passerer de unge studiner på Harvard Universitetet. De jogger selvsikkert og alvorlige af sted i mørkerøde sweatshirts med universitetets logo påtrykt, mens de blonde hestehaler pisker op og ned. Det generer ham ikke at blive overhalet af de sunde, unge ben. De løber i deres tempo og tidslighed. Han i sit. Men han stopper ikke for at gå. Stædigheden – både når det gælder at skrive bøger og løbe – har han også perfektioneret, og på sin gravsten ønsker han, at der skal stå:

HARUKI MURAKAMI
FORFATTER (OG LØBER)
1949 - 20**
I DET MINDSTE GIK HAN ALDRIG

Haruki Murakami. Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe. Oversat af Mette Holm. 185 sider. 249 kroner. Klim.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad anmeldte bogen, da den udkom på engelsk. Læs anmeldelsen på kristeligt-dagblad.dk