Skønlitteratur er min luksus

Jeg vil ikke efterlades i uvished om, hvordan det går min hovedperson, lyder det når Katrine Winkel Holm skal beskrive sine litteraturvaner

Teologen og samfundsdebatøren Katrine Winkel Holm ser læsning af skønlitteratur som en luksus
Teologen og samfundsdebatøren Katrine Winkel Holm ser læsning af skønlitteratur som en luksus. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Hvad er den bedste bog, du har læst?

Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset. Jeg læste første gang bogen som 12-årig, hvor jeg nærmest slugte den som en kærlighedsroman. Jeg har været nærmest besat af den og læst den mange gange siden og fundet nye lag i den. Jeg er bedre hjemme i den end i Det Nye Testamente. Sigrid Undset formår at beskrive det drama, som er i hvert menneskeliv, så det er nærværende, og man oplever som læser, at man bliver klogere på livet på en meget ægte måde.

LÆS OGSÅ:
Respekt? Den skal man gøre sig fortjent til

Hvad skal der til, for at du læser en bog?

Mit liv er for kort til at svede over en del moderne skønlitteratur, som måske har fået en pris, men som jeg oplever som kedelig. Jeg læser både ny og ældre skønlitteratur, men jeg er egentlig ret oldnordisk i min smag: Der skal være en ordentlig og afsluttet fortælling. Jeg vil ikke efterlades i uvished om, hvordan det går min hovedperson. Forfatteren er jo alvidende, og sin viden må han meget gerne dele med mig som læser.

Hvornår på dagen læser du?

At læse skønlitteratur er en luksus for mig, for som redaktør læser jeg meget faglitteratur og debatbøger. Men jeg har altid en bog ved hånden, så jeg kan læse, når der pludselig er en pause. Står jeg ved komfuret, anbringer jeg en bog på emhætten, og når jeg spiser min frokost, så markerer jeg pausen fra arbejdet ved at læse en bog.