Smertens mødested

Cand. phil. i religionshistorie, Iben Krogsdal, er debuteret med novellesamlingen »Træfpunkter« om mennesker, der hellere betragter end involverer sig. Men bogen handler også om den forløsning, som erkendelsen af skrøbeligheden kan afstedkomme

Hun hader hunde, men længes alligevel efter én. En dag mishandler hun den, hun får og ikke kan undvære. Dette er vendepunktet. Hendes kærlighed til hunden er derefter uden skygger, og alene tanken om, at nogen skulle gøre den ondt, er ubærlig. Det er forløbet i den første novelle, »Hunden«, i Iben Krogsdals debutsamling, »Træfpunkter«, der er udkommet på forlaget Tiderne Skifter. - For at finde frem til kærligheden kan det være nødvendigt at gå en omvej af smerte. Baggrunden for novellen er min oplevelse af, hvor svært det kan være at komme ind på livet af andre og ind på livet af sig selv, siger Iben Krogsdal. Afstande mellem mennesker, manglende evne til nærhed og intimitet, mennesker som tilskuere til deres egen og andres tilværelse. De blander sig ikke, iagttager hellere på sikker distance. Giver mistroen gode kår. Dette er verden ifølge novellerne. Men ikke hele verden. Den afsluttende novelle, »Trykket«, handler om at miste kontrollen over sig selv og blive overvældet af liv og følelse. » (...) generelt er det særdeles fin novellekunst, hvor Iben Krogsdal med sikker hånd rammer angsten for det nærvær og den intimitet ind, der kunne have banet vejen for selvindsigt«, konkluderede Kristeligt Dagblads anmelder Karin Johansen. Den manglende selvindsigt er et gennemgående træk og indgår straks på bogens første side i portrættet af den hundehadende/elskende kvinde: »Jeg begynder for hundredogtyvende gang at overveje, hvorfor jeg vil have det imbecile dyr, og oven i købet betale for det, men jeg orker ikke at overveje færdig«. Kan mennesker nå andre, hvis ikke de kan nå sig selv? Iben Krogsdal:- Jeg tror, at vi ved at nå hinanden kan nå os selv. Det er ikke resultatet af en proces, hvor man sætter sig hen i sofaen for at finde ud af sine indre mønstre. Det er gennem mødet med andre mennesker, man bliver klogere på sig selv. - Selvfølgelig kan man i den grad være lukket inde i sig selv, at man ikke har overskud til at møde andre. Men er man ikke syg, kan den fuldstændige optagethed af én selv kun brydes ved mødet med et andet menneske. - Eller den kan brydes ved mødet med Gud. Han elsker også dén, der ikke elsker sig selv. Den ukuelige livsgnist Så kom jeg til dig, Gud min far. Du så, hvor syg og træt jeg var, forkastet af mig selv. Min fortids mønstre holdt mig fast, min fremtidsmulighed var brast. Min synd slog mig ihjel. Ja, Iben Krogsdal er også salmist. Dette er første strofe af en nadversalme, hun har skrevet. En del af hendes salmer, blandt andet denne, er sat i melodi og anvendes ved gudstjenester. Af hendes salmeproduktion kan man danne sig et indtryk på hendes hjemmeside på Internet (www.krogsdal.dk). Den 33-årige Iben Krogsdal er cand.phil. i religionsvidenskab og gift med sognepræsten i Hjortshøj-Egå ved Århus, Morten Skovsted. Hun er opvokset på Mors og har efter sin samfundssproglige studentereksamen fra Morsø Gymnasium været foretagsom i mange sammenhænge. Før tiden på universitet blev hun uddannet som rejseleder og virkede som sådan i Grækenland. Endnu en uddannelse fulgte - som billedkunstner på Det Jyske Kunstakademi i Århus. Indimellem har hun blandt andet været frivillig i en flygtningelejr i Kroatien, juniorassistent ved Sømandskirken i Hong Kong samt konfirmandunderviser. Nu er hun deltidsansat som lærer på daghøjskolen i Ebeltoft. Og i ledige stunder skriver Iben Krogsdal på en ny bog. For tiden pri-oriterer hun denne del af sin skabende virksomhed højere end billedkunsten. Flere af hendes bemærkelsesværdige malerier hænger (på ægtefællens foranledning) i stuerne i den store, gule præstegård i Hjortshøj. Stille, fjern klavermusik og et flygel vidner om, at digterkunstneren også har musikalske tilbøjeligheder. Den diskret strømmende skønhed »overdøves« for en stund af hæsligheden, da Iben Krogsdal fortæller om nogle af de erfaringer, hun konfronteredes med i flygtningelejren i Kroatien. Selv om opholdet kun varede tre uger - det var ikke berammet til at vare længere) - skal det nok vise sig, at det i en vis forstand har været livsvarigt. Hvordan nogensinde (for blot at nævne ét eksempel) glemme beretninger fra mennesker, der overlevede kælderdøgn mellem lig, deriblandt af deres nærmeste, mens granaterne uophørligt eksploderede omkring dem? - Hvad vi lagde øre til, er så horribelt, at man næsten ikke kan gentage det uden at bryde sammen. Samtidig gjorde det et ufatteligt indtryk, hvad mennesker kan klare. Hvordan de kan bevare livsgnisten trods de forfærdelige ting, de har været ude for. Ikke alene at have mistet dem, som man elsker, men at have set dem lide først. Måske overværet deres henrettelse. Den søgende Iben Krogsdal: - Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville lave et eller andet, der havde med Gud at gøre. Det lyder så frelst! Men sådan var det. Og derfor meldte jeg mig ind på teologi. Men jeg fik en fornemmelse af, at det alligevel ikke var teolog, jeg skulle være. Så skiftede jeg over til religionsvidenskab. Uden egentlig tænke meget over det. Udefra set var hendes valg af uddannelse ikke det mest indlysende: hendes barndomshjem var ikke kirkeligt orienteret. Iben Krogsdal fortsætter: - Jeg var søgende. Men også forvirret. Og angst. En diffus angst. Ikke én, der gjorde mig syg, men den fyldte meget. - Engang gik jeg fra kirke til kirke i Århus, hørte prædiken efter prædiken. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå til alters. Jeg havde aldrig prøvet det. Men jeg havde en enorm trang til at gå til alters. Da jeg endelig gjorde det, virkede det meget stærkt. - Jeg fandt ud af, at jeg var troende. Kristen. - På akademiet malede jeg ofte billeder med et religiøst islæt. Men de ting, jeg lavede, var ude af trit med tiden. Og ude af trit med dét, der foregik på akademiet. - Når man malede kristne motiver, fik man ikke mange gode ord med på vejen, men mødte en masse fordomme. Jeg har det ikke særlig godt med årene på akademiet. Det var en kamp i modvind. - Men jeg gjorde uddannelsen færdig. Og mødte mange spændende mennesker. Dine noveller synes ikke meget præget af kristendommen? - Ikke umiddelbart i hvert fald. Jeg tænker ikke i mission. Det gør jeg heller ikke i mine billeder længere. Når man er ung, er man meget missionerende. På den ene eller anden måde. Man vil frelse verden. Det har jeg sluppet forlængst. Jeg har ingen tanker haft om, at »Træfpunkter« skulle være en kristelig bog. Historierne er opstået hinsides ideologi og tro. - Af nogle af anmelderne har jeg fået skyld for at være koldsindig. Og jeg kan godt selv se, at mange af historierne er ret barske. Kristendommen kommer måske ind på den måde, at når man fremhæver det barske eller onde, er det på en måde også en bøn om det gode. Ekspertstyringen Iben Krogsdal:- Jeg oplever, at mennesker er dårlige til at blande sig i hinandens liv. Og at de er blevet dårligere og dårligere til det. Det er meget det, jeg skriver om i min bog. - Det er noget, der i stigende grad generer mig. Vi er angste for at komme tæt på hinanden, for vi tror, at så snart det begynder at gøre ondt, skal vi have en behandling sat i gang. - Vi viger tilbage fra at skubbe til hinanden. Det synes jeg er en misforståelse. Det er vigtigt, at vi skubber til hinanden. Vi gør det alt for lidt. Ligusterhækken vokser efterhånden helt op under nakken på os. - Vi går til psykolog og »konsulterer« i mindre grad de mennesker, vi færdes iblandt. Jeg er da godt klar over, at der er mange situationer, hvor en psykolog eller psykiater skal involveres. Det underkender jeg ikke. Men jeg synes, at vi generelt er blevet for tilbøjelige til at gå til de professionelle med vore genvordigheder. - Der er kriser, som ikke kan løses ved, at der ribbes op i barndommen. Kriser, som »bare« er kriser og skal have lov til at være det. Og de kriser kan man godt konfrontere andre med. - Jeg kender mennesker, der har gået i terapi uden at fortælle om det. Jeg kunne ønske, at vi ville snakke mere sammen om disse ting i stedet for at være så ekspertstyrede. At være menneske er at blande sig i hinandens liv. Også så det gør ondt. Er den betragterholdning til tilværelsen, som du blotlægger i dine noveller, typisk for vor tid? - Den er i hvert fald typisk for mig! - Men det er nok også et tidsfænomen. Måske er det et resultat af velfærdsstaten. Tingene bliver gjort for én. Bliver du syg, står der eksperter til at hjælpe dig. Hele tiden bliver der grebet ind fra systemets side. Det betyder, at du nemt kan blive en betragter af dit eget liv. Sådan var det nok ikke så meget tidligere, hvor man i højere grad var nødt til selv at gøre noget for at overleve. I Iben Krogsdals groteske historie »Rutine«, skrevet med ætsende (selv?)ironi, er betragterholdningen udartet til det ekstreme: forfatteren som voyeur. Er det prisen for at være forfatter? - Jeg håber det ikke. - Jeg er selv tilbøjelig til at trække mig tilbage fra verden og kikke på den i stedet for at deltage aktivt. Men engang imellem skal man også have lov til at trække sig tilbage. - Hvorfor jeg skriver, ved jeg ikke. Jeg kan ikke finde ud af, om det er et forsøg på at trække sig væk fra tingene og se dem ude fra, eller om det er at nærme sig til dem på en anden måde. - At skrive er ikke kun at gengive verden. Forhåbentlig er det også en måde at rykke verden lidt på. Forhåbentlig når man gennem skriften frem til en anden forståelse, en anden nærhed. Den smukke skrøbelighed Nu forestiller vi os Iben Krogsdal siddende på en restaurant. Hun ser et fremmed menneske nippe til sin vin. Det spilder lidt ned ad hagen. Tørrer det straks bort. Da de lægger servietten til side, er hagen atter, som en hage bør være. Det lille uheld kan forekomme betydningsløst. Ikke værd at tale om. Men Iben Krogsdal taler om det. For hende er uheldet ikke betydningsløst. Det glimt af sårbarhed, som det afstedkommer, bryder fremmedheden og viser ind til mennesket bag den. Sådan som ethvert brud på det perfekte viser ind til mennesket bagved. Hun synes, det er smukt at se et menneske spilde vin. For det er smukt at møde mennesker. - Det er vigtigt, at vi tør vise hinanden vores skrøbelighed. Vi er forbandet dårlige til det. Mig selv inklusiv, siger Iben Krogsdal. Også i »Hunden« er det skrøbeligheden, der er pointen: - Kvinden i historien er nødt til at se dyret, hvor det er mest »menneskeligt«, nemlig i smerten. Smerten er en vigtig livsytring. I den kan vi for alvor mødes som mennesker. - Manden i den sidste historie, »Trykket«, der samler, hvad bogen handler om, har altid drømt om at blive opdaget. Og opdaget bliver han i sin skrøbelighed, i sin sygelighed. Derefter oplever han en helt ny dimension. I den historie kommer det kristne måske også ind i billedet: Til sidst går han ind i en kirke. »Indenfor sætter han sig på en af de bageste kirkebænke og undrer sig. Han ved ikke over hvad, han undrer sig bare. Men med det samme orglet begynder at spille, trækker halsen sig sammen, og det trykker mod indersiden af øjenlågene. Det er denne underlige gråd igen. Den er ikke ubehagelig, slet ikke. Men han kan ikke vægre sig mod den. Han må opgive at synge med på første salme, og lidt efter er han så rørt, at han ikke kan skjule det.«